Svar: Øge mælkeproduktionen
Kære tvillingemor
Tillykke med børnene - hvor er det dejligt at høre, at alt tilsyneladende er gået rigtig godt og at I alle trives :)
Når man gerne vil øge sin mælkemængde og sikre sig, at amningen forløber helt som man gerne vil, så er der flere overvejelser man skal gøre sig.
For det første skal du sikre dig, at deres sutteteknik er korrekt. Det vil sige at de dier rigtigt på brystet, ikke for yderligt eller for skævt. Det er også vigtigt at de har vakuum nok og det kan her være en god idé at kontrollere deres tungebånd. Hvis de har for kort tungebånd, kan det være svært for dem at svøbe rigtigt om brystet og dermed svært at die godt nok.
Din sundhedsplejerske burde kunne se om børnene dier korrekt og om tungebåndet er som det skal være. Bed hende om at kontrollere det og hvis hun ikke har særligt stor viden om amning eller er i tvivl, så bed om at få et enkelt besøg af en sundhedsplejerske, som har særlig viden på dette felt :)
Mælkeproduktionen bliver styret af hyppigheden af amning. Det betyder at jo hyppigere man ammer, jo mere mælk bliver der produceret. Det har derfor ikke så meget at sige, om man ammer i 30 minutter i stedet for i 15 minutter - det der betyder noget er at man f.eks. ammer hver anden time i stedet for hver fjerde time.
Det er også sådan at mælken består af flere forskellige dele, hvor den første del af mælken er særligt vandholdig og den sidste mere tyk som fløde. Det betyder at barnet godt kan melde sig og die kortvarigt og dette fordi barnet så får den tynde, vandholdige og dermed tørstslukkende mælk. Dine børn kan f.eks. godt melde sig og have brug for at få en tørstslukker især nu hvor det er meget varmt, hvor de så kun dier et par minutter. Herefter vil de så måske være vågne, aktive, lege lidt osv. og så vil de have brug for at blive ammet igen, hvorefter de så skal sove. Her har de brug for et egentligt hovedmåltid og det er vigtigt at de får mindst 6 hovedmåltider dagligt, meget gerne flere.
Det er også en fordel at amme om natten, når man gerne vil øge sin mælkemængde. Netop om natten producerer du mere af det mælkestimulerende hormon og derfor øger det mælkedannelsen at amme om natten.
Nogle tror at man kan spare mælk sammen, ved f.eks. at springe en amning over eller ved f.eks. at give en flaske en gang imellem. Men sådan er det ikke. Jo mindre barnet kommer til brystet, jo mindre mælk vil man producere. Det handler om efterspørgsel og udbud. Jo mindre mælk der efterspørges ved brystet, jo mere vil din krop tro børnene har behov for og produktionen vil sættes ned.
Hvis børnene har brug for supplement på flaske, så er det derfor også meget vigtigt at du starter med at lægge til brystet. For på den måde får du vist din krop, at der er behov og mælkeproduktionen stimuleres. Hvis der så ikke er helt nok endnu, så kan flasken gives i forlængelse af amning.
Det har også betydning om de bruger sut og hvornår du tilbyder dem sutten. Det er sådan at børn der bruger sut ...
... i gennemsnit dier en gang mindre i døgnet på brystet. Det er helt okay, hvis man har et barn der dier 10 gange i døgnet og tager rigtig godt på, men har man et barn som ikke tager nok på og som ikke dier så meget, som man kunne ønske, så skal man være meget påpasselig med at bruge sut.
Når du bruger sutten, så er det derfor vigtigt at tilbyde den efter de har ammet og evt. fået mme. Sutten gives der, hvor de lige har behov for at sutte lidt for at falde i søvn. Det er vigtigt at den ikke gives, for at holde den hen, den må f.eks. helst ikke gives på puslebordet inden de skal ammes. Hvis du holder dem hen med sutten, så risikerer du at de ikke har kræfter nok til at stimulere brystet tilstrækkeligt, når de så bliver lagt til der.
Det er super godt at du dobbelt-ammer, altså lægger børnene til samtidig. Det øger din mælkemængde ekstra, at kunne gøre dette, så bliv ved med det :)
Hvis børnene dier meget forskelligt, så kan det nogle gange være en fordel at lade dem skifte mellem venstre og højre bryst, netop her i starten, for at få stimuleret begge sider ligeligt. Du kan derfor godt forsøge f.eks. at start med at amme dem og lade dem spise i de ca 10 minutter som de ofte gør. Og så herefter skifte dem, så de vågner lidt op til dåd igen og så atter lægge dem til, men skifte side, så de kommer til at die hvor de ikke diede før. Det kan godt gøre en forskel og være værd at forsøge - Men på sigt, vil det ofte være rigtig fint, at de har hver deres side, fordi mælken naturligt så vil tilpasse sig det enkelte barns behov.
Man kan købe ammete i helsekostbutikker. Der er dog forskellige meninger om disse, nogen mener de fremmer mælkedannelsen, andre oplever ingen forskel og man skal være opmærksom på at der i visse urteteer er urter, som kan give barnet mavekneb.
Nogle kvinder har en langsom nedløbsrefleks og her kan man nogle gange behandle med syntocinonspray. Syntosinonsprayen virker kun, hvis der er mælk og problemer med at mælken løber hurtigt nok - den fremmer ikke mælkedannelsen. Og det lyder umiddelbart som om at din nedløbsrefleks fungerer rigtig fint - du fortæller jo at det sprøjter :)
Nogle kvinder har også effekt af at få en behandling med primperan. Undersøgelser har vist at Primperan har en positiv effekt på prolaktinniveauet (det mælkestimulerende hormon) og mælkeproduktionen. Man tager præparatet som en kur, hvor du tager 10 mg x 3 dgl i 5-10 dage. Hvis der er positiv effekt, vil den vise sig efter ca 2 døgn.
Når man stopper med Primperanen vil mælkemængden kunne falde igen og derfor er det vigtigt at barnet efterfølgende spiser hos mor, for at mælkeproduktionen opretholdes. Både syntocinonspray og Primperan skal haves på recept hos egen læge og det anbefales ikke at man tager i det i længere tid. Derudover anbefales Primperan ikke til kvinder med tendens til depression.
Jeg håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke og glæder mig rigtig meget til at følge jeres lille familie igen :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få eksperternes anbefaling af den bedste hudpleje til babyer
Sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger peger på Olívy
Når det gælder pleje af babyers og småbørns hud, skal man ikke tage nogen chancer. Her er kun det bedste godt nok. Det er derfor værd at lytte til, hvad eksperter og fagfolk siger. Olívy baby care – diaper change bliver anbefalet af ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
10. oktober 2026 | Amning | 1 mdr.
Hej Helen Vi ønsker at vores søn på 6 uger, som jeg ammer, på sigt skal...
1. oktober 2026 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Vi er nu ved at være rimeligt frustrerede - og føler os ærligt...
23. september 2026 | Amning | 1 mdr.
Hej Helen Jeg ammer min søn på 4 uger og er blevet i tvivl om jeg bør amme...
19. september 2026 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Beklager skriveriet. Men jeg vil lige uddybe lidt, da jeg...
18. september 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Nu er vi i gang med lillebrors nedtrapning af bryst. Som du...
Viden om børn:
Fontanellen
Det bløde punkt, som barnet har oven i hovedet, kaldes fontanellen. Barnet fødes med flere fontaneller, som er de steder, hvor kranieknoglerne mødes og endnu ikke er vokset sammen. Når barnet skal fødes, er det rigtig smart, at kranieknoglerne er bevægelige, så hovedet lettere kan komme igennem fødselsvejen. Samtidig sikrer bevægeligheden, at der er plads til, at barnets hjerne kan vokse.
Der sker ikke noget ved at røre forsigtigt ved fontanellen, og du kan roligt rede med en...
Tilstoppet tårekanal
Mange nyfødte børn har en tilstoppet tårekanal. Barnet ser ud som om, at det har søvnklatter i øjenkrogen hele tiden, eller at øjnene konstant virker fugtige.
Tårekanalen er en tynd kanal, som løber fra den inderste øjenkrog til næsen. Det er bl.a. den, der får os til at snøfte, når vi græder.
Tårer er 'øjnenes sprinkleranlæg'. Tårerne løber i en konstant strøm fra øverste, yderste øjenkrog ned og renser øjnene. Øjenvipperne er en slags 'vinduesviskere', og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











