Svar: Er det trodsalderen?

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det lyder som om at det har været en svær skilsmisse for 1½ år siden, når børnenes far har valgt ikke at se dem og de derfor ikke har haft kontakt siden ...

Det lyder også som om at du har stået med rigtig meget selv og at du har klaret det rigtig godt. Du skriver, at du har "være god til at give dig", når du synes det var synd for Andreas og jeg læser dette som at du har prioriteret drengene højt. Det er rigtig dejligt og godt. Jeg kan dog ikke helt ud af dit brev tyde, om du måske nogle gange har været "for god", så du har gjort alt for meget på børnenes præmisser og glemt at sætte grænser?

Man kan lidt groft dele forældrerollen ind i 3 grupper:

De autoritære forældre: Her lægges vægt på kontrol, der er klare forventninger til hvordan barnet skal opføre sig og hvis barnet ikke gør, som han har fået besked på, så falder der en straf.

De eftergivende forældre: Her stilles der meget få krav til barnet, han får lov til det meste og der er rigtig meget inkonsekvens. Faktisk bliver barnet ofte opmuntret til at handle impulsivt.

De myndige forældre: Her sætter man klare grænser for barnets opførsel, der lægges vægt på at forklare hvorfor det er nødvendigt med regler og man har realistiske forventninger til sit barn.

Når jeg læser dit brev, så får jeg lidt et indtryk af, at du ofte har været og er "eftergivende forælder" og at du måske nogle gange forsøger at være "autoritær forælder". Det er når det hele bliver for meget og du så bliver gal og skælder ud .. Men faktisk er det du skal øve dig i, at være myndig forælder og netop det, at du nu har fået en kæreste og I kan hjælpe hinanden vil måske være rigtig godt.

Du skriver, at I nu er flyttet sammen og du fortæller også at din kæreste er trådt ind som far for drengene og at Andreas kalder ham far. Du fortæller at Andreas har givet udtryk for at savne sin biologiske far og har spurgt til ham og jeg vil umiddelbart forvente, at dette savn bliver mindre nu, hvor din kæreste naturligt tager mere over i den rolle.

Andreas har naturligvis stadig krav på viden om sin biologiske far og her må du være ærlig, når han spørger. Fortæl ham det du ved og kan - hvad hans far laver, hvor han bor, hvad han hedder, interesserer sig for osv. Hvordan er det med farmor og farfar - har I kontakt til dem? Det er jo også en måde, hvorpå Andreas kan lære sin far at kende og have kontakt til den del af sit liv.

Når du/I skal være myndige forældre, så er det vigtigt at I sætter jer ned og sammen finder ud af, hvad regler I har hos ...

---

---

... jer. Det er ikke noget stort, men helt almindelige dagligdagsting. At I f.eks. sidder ved bordet i køkkenet, når I spiser, at I hjælpes med at lave mad, at I altid spiser sammen, at man hjælper til med at dække bord, vaske op, gøre rent, rydde op osv. Små regler som I skal holde fast i, at sådan er det og det står ikke til diskussion.

For jeres dreng har brug for at mærke at I er enige og som voksne virker som en "fast klippe", han skal vide, hvor han har jer og hvordan tingene er. Faste regler er vigtigt. Børn har brug for faste rammer, det giver tryghed at have regler og at kende til reglerne. Men regler giver også retfærdighed og netop dette synes jeg er vigtigt i forhold til jeres dreng. For lige nu føler han sig ganske givet nogle gange uretfærdigt behandlet i forhold til sin lillebror og faktisk tror jeg også at han føler sig usikker på sin rolle i dit hjerte - netop fordi din kæreste nu er flyttet ind.

Selvom de to er glade for hinanden, og det nok skal blive rigtig godt for jer alle fire at bo sammen, så er der nok ingen tvivl om, at det for Andreas også er rigtig svært. Han har de samme følelser overfor din kæreste, som børn ofte oplever, når de får mindre søskende:

- Andreas føler ikke at han er den foretrukne

- Han føler sig uværdig til din kærlighed og sammenligner sig med din kæreste, som naturligt er en rival

- Han føler sig usynlig

---

---

- Han føler ikke at der er tilstrækkeligt med kærlighed til alle

- Han føler "min plads i mors hjerte er alt for usikker"

Det er rigtig vigtigt at anerkende disse følelser og jeg tror faktisk, at han føler sig meget usikker og er meget i tvivl om, hvorvidt du vil have ham og elsker ham ligeså højt som før. Derfor er det vigtigt at du gør alt hvad du kan, for at han skal føle sig set og mødt, så han mærker, at du er der for ham altid og faktisk vil det være rigtig godt at du sætter ord på og taler med ham om det. Fortæller ham direkte, hvorfor han betyder noget ganske særligt for dig, hvad der gør lige præcis ham til noget specielt.

Derudover tænker jeg også at du bør ringe til kommunen. Der er mulighed for anonym rådgivning og du kan ringe dagligt. Man kan ringe, hvis man oplever problemer i familien, hvis man er usikker på, hvordan man skal tackle opgaven som forældre og har brug for rådgivning omkring netop "dine, mine børn" - biologiske forældre, stedforældre osv. og de problematikker der kan opstå her.

Du kan finde telefonnummer osv. via kommunens hjemmeside, under børn og unge.

Håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke!:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---