Svar: Tak fordi du er!

---

Kære Søde du

Tusind tak for dine dejlige ord, det varmer rigtig meget, kan du tro! :)

Jeg har valgt at lægge dit brev på siden, fordi det er så vigtigt for mig, at vi som forældre lytter til os selv! Og det er det du gør - du lytter til dig selv og gør det du føler virker rigtigt for lille Sophus. Der er som du skriver, ingen mening i at lade børn græde sig i søvn, der er ingen mening i at man som mor selv skal sidde og græde, fordi man føler at man yder overgreb på ens barn - og det kan slet ikke forklares eller undskyldes. Børn skal have den tryghed de beder om, de skal have omsorg, nærhed og masser af fysisk kontakt og hvis man lytter til sit barn, anerkender og ser sit barn som det lille dejlige menneske det er - så når man rigtig langt. Så gør man det godt som forældre.

Vi kan ikke trylle, ingen af os kan garantere vores børn lykke senere i livet, vi kan ikke beskytte dem mod tab og afvisninger, men vi kan gøre vores bedste for at gøre dem trygge og gøre hvad vi kan, for at give dem et dejligt og indholdsrigt liv. Vi kan lade dem vide, at de er elsket og at vi er der for dem - altid, uanset tidspunkt på døgnet, uanset hvad alder de har, uanset hvad problemer de står i - og det er det vi skal som forældre, det er det, vi skal have fokus på.

Med hensyn til narkose og det overgreb det naturligt har været for Sophus, så sidder det naturligt i ham, som en erfaring. Han vil ikke kunne sætte ord på det, vil ikke kunne fortælle hvad det er, men følelsen, ubehaget vil naturligt godt kunne sidde i kroppen på ham, som en sansemæssig erfaring.

Jeg tror bestemt ikke at det er noget der skader ham og jeg er helt overbevist om, at det ikke er noget der vil følge ...

---

---

... ham på sigt. Det er helt naturligt at børn vil opleve "overgreb" i en eller anden form, når de vokser op - f.eks. når de bliver indlagt, skal have taget blodprøver eller lignende og man påfører dem smerte uden at kunne forklare dem hvorfor. Det vil ske og det er en slags "små bump på vejen" som vi lever med og kommer videre på trods af ...

Han er så lille, at han vil glemme det - og det bedste du kan gøre er at være der for ham, give ham ekstra tryghed og nærhed, ekstra fysisk kontakt, så han mærker at du er der for ham 100 procent. Så han bliver 'tanket lidt ekstra op med mor'. Børn har en fantastisk evne til at komme videre og det er derfor også vigtigt ikke at hænge fast i ting, der er sket, men forsøge at vise vejen frem :)

Det er naturligvis også fint at du taler med ham om det og når han bliver lidt ældre, vil du naturligvis også kunne læse en børnebog om at være indlagt på sygehuset og på den måde måske hjælpe ham til at få sat lidt ord på 'et ubearbejdet traume', hvis du skønner at han kunne have et sådan. Men igen - det tror jeg ikke han har! :)

---

---

Der findes faktisk også spædbørnsterapi - har du hørt om det? Det kan du læse lidt om her på siden under artikler/kronikker.

Du har ikke gjort noget forkert og Sophus er rigtig heldig at han har så god en mor som dig!! Du gør alt det rigtige og du kan ikke gøre mere - du ville ikke have kunne forberede ham på, hvad der skulle ske og du var der, da han skulle bedøves, kyssede og beroligede så godt du kunne - og du er der nu, lader ham mærke at du er der - det er rigtig godt!

Rigtig meget held og lykke fortsat og igen - tusind tak for dine dejlige ord til mig!

Rigtig god weekend og knus herfra!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---