Brev:

Vil ikke passes og græder meget

Kære Helen,

Jeg er mor til to skønne drenge – Anton, der lige er fyldt to og Eliot på 10 måneder. Anton er en velfungerende og glad dreng, og har altid været glad for sin vuggestue. Det kan man desværre ikke sige om hans lillebror. Opstarten i vuggestue har været forfærdelig, og det er lige som om, at det aldrig vil lykkedes.

Jeg undskylder med det samme, at det bliver et langt brev, men jeg tror, at vores problem angående vuggestuen, er en lille del af et større perspektiv.

Vores familie består at mor, far og vores drenge. Sundhedsplejersken har flere gange kommenteret, at vi er en af de mest tålmodige og rolige familier, hun har besøgt. Det er nok meget sigende. Vi koncentrerer os meget om vores børn, og om at skabe et rart miljø uden unødvendig stress. De er begge meget aktive drenge, som siden babystadiet har elsket at lege vildt og bruge deres kroppe.

Anton var ikke den nemmeste lille dreng som spæd og baby. Han er ørebarn og ville ikke sove ret meget, men Eliot er langt hårdere. Han var kolikbarn og græd i tre måneder i træk. Zoneterapi hjalp ikke, men det gjorde en kiropraktor til gengæld. Gråden stilnede af, men forsvandt aldrig helt. Han fik væske i ørerne, men lægen mente at han var for lille til dræn, og efter et par måneder havde væsken da også trukket sig meget fra det ene øre, men dog ikke helt… Skal til ørelæge igen om to uger.

Vi har siden min graviditet med Eliot gjort en stor indsats for, at Anton nu ikke kun skulle være storebror, men stadig var lille. Jeg har meget tit haft to børn i armene, og vores indstilling har været, at når Anton krævede opmærksomhed, så har han fået den, som var han også den lille, og samtidig opdrages, så han hele tiden ved hvor han har os, og hvad han må og ikke må. Han elsker heldigvis sin lillebror, og der har ikke været de store problemer (som vi ellers havde forudset, når der kun er 15 måneder imellem dem).

Lidt om Eliots udvikling: Eliot sad allerede op på egen hånd, da han var fem en halv måned (uden at vi trænede eller forsøgte at sætte ham bevidst). Pludselig en dag sad ham bare og ville herefter ikke ned at ligge igen… Derfor har vi også virkelig kæmpet med at få ham til at kravle. Han begyndte hurtigt at vise interesse for at stå op og senere for at gå.

Da han var omkring syv måneder, kunne han stå meget sikkert op af ting og gå rundt de steder, hvor der var noget han kunne holde i. Da han var ca. otte måneder opgav jeg at tvinge ham til at ligge ned (prøvet alle gode råd for at få ham til at kravle), og jeg gav ham en gåvogn. Han gik med det samme meget fint, og det var en befrielse for os, at han blev så glad. Da han blev ni en halv måned begyndte han så at kravle, og det har virkelig været skønt for ham, og han er over det hele, og er virkelig godt kørende med at stå, gå, kravle, og med at hive sig selv op både fra liggende og siddende position.

Han er bare ikke rigtig velfungerende og glad. Jeg føler næsten, at han aldrig rigtig har fundet sin plads i livet… Det lyder voldsomt, men hans gråd fylder utrolig meget, og opstarten i vuggestue har været et mareridt. Jeg plejer at sige, at han altid enten griner eller græder, for han har altid været en charmør med et fantastisk grin… Lige indtil han var tre uger gammel (hvor kolikken satte ind), var jeg da også sikker på, at han var et nemt og ”lige til” barn (hans storebror er eftertænksom og skal lige se ting an – var lidt sansesart som baby).

Jeg føler at Eliot nok skal sige til og ikke gemme sig, som storebror af og til gør. Men hvor storebror Anton bliver rolig når han finder trøst, så bliver Eliot ved med at være ked af det. Han kan ikke være hos andre end mor og far (dog klart helst mor). Han er blevet passet i et døgn to gange (den ene gang sammen med storebror) hos bedsteforældre, som han kender godt, men begge gange har han grædt natten igennem. Far kan heller ikke putte ham (det bliver bedre). Mennesker omkring os, som han kender, kan ikke tage ham – han skriger og bliver ved!

Det betyder ikke noget om han kan se mig eller ej. Hvis jeg står ved siden af og snakker til ham skriger han alligevel.
Vi ser min mands familie meget, og sidst vi var sammen, var vi tvunget til, at Eliot blev holdt af en anden af os, så min mand kunne pakke bil, og jeg tage mig af storebror. Min mands storebror tog Eliot og gik rundt med ham (vi fik barn samtidig, og han har i forvejen to børn, så han er vant til det, og Eliot kender ham). Efter ...

... tre kvarter skreg han stadig, og det lykkedes først at få ro, da onkel satte sig på gyngen og gyngede med ham. Da blev han lidt rolig.

Det samme problem har vi med vuggestuen. Han hyggede sig i starten, hvor mor var med. Han grinede og legede på gulvet, men så snart jeg går, er han utrøstelig, og det går ikke over, før han på et tidspunkt falder i søvn. Jeg er så heldig, at jeg er midlertidig studerende, indtil jeg igen skal på arbejde om et halvt års tid. Problemet er dog, at jeg aldrig kommer i gang med det speciale, som jeg skal færdiggøre, da jeg hele tiden skal hente Eliot tidligt fra vuggestue. Han har to dage i træk været ret glad, men er igen blevet ked af det.

Hans storebror går på en anden stue, og jeg kender derfor heldigvis pædagogerne rigtig godt. Indtil videre har jeg besluttet, at de skal ringe, når han har grædt længe. I går var det kl. 10, men som regel har det været alt mellem 11 og 13.30. Men jeg har jo virkelig brug for at komme i gang med specialet, og ved ikke hvor længe jeg skal/kan blive ved med at hente ham tidligt!

Han startede i vuggestue pr. 1. april, men efter tre gode dage, fik han skoldkopper, og var væk igen i to uger. Så kom påsken, og vi startede op igen sidst på måneden, og han har nu været der i fire hele uger i træk. Så snart jeg henter ham, er han glad. Jeg tager ham op af barnevognen for at trøste ham, og så snart han er oppe i mine arme smiler han, og ofte begynder han også at hoppe i mine arme. Det er så frustrerende, for jeg forstår ikke, hvad der er galt.

Han bliver afleveret i sin egen barnevogn (som han altid har været glad for), og de bruger den meget, også inde, og ofte får han også sin mad i vognen. Nogen gange spiser han nogenlunde, men er altid sulten når vi kommer hjem.

Sundhedsplejersken (der kender os rigtig godt fra storebrors tid, og som vi er meget glade for), har også været frustreret over hans forløb. Han er jo ved første øjekast en yderst velfungerende, sund og glad dreng. Han blev født tre uger før termin og vejede lige under tre kg., men tog hurtigt på, og hans kurver har altid været flotte, og han ligger over gennemsnittet når det gælder vægt og længde. Indtil han var syv måneder kunne vi ikke få ham lagt om aftenen før ved midnat, og var vågen meget om natten. Sundhedsplejersken hjalp os meget, og vi fik afprøvet en masse forskellige metoder.

Efter at have læst din bog, fik jeg dog nogle gode råd, og det er på det sidste lykkedes at putte ham om aftenen ved 20 tiden. Han vågner ofte nogle gange i løbet af aftenen, og så omkring midnat græder han, som blev han stukket med en nål. I en periode trøstede jeg ham og lagde ham igen, men så vågner han igen og igen natten igennem frem til ved fire til fem tiden. Nu har jeg opgivet, da jeg ikke har kræfterne mere, så han kommer nu hver nat ind til mig, og ligger der hele natten.

Ofte vågner han i løbet af natten, men jeg trøster, og han falder i søvn igen. Sjældent er jeg oppe med ham, og det er heller ikke noget han har været vandt til siden han var spæd. Han bruger sut, men sover ikke med noget – har aldrig lykkedes mig at introducere en klud eller bamse desværre… Han har indtil for nylig faldet i søvn med min hånd nede ved sig. Det er vi heldigvis ude af nu, og vi er inde i et positivt forløb, hvor jeg er rykket længere og længere væk fra hans seng, og han falder selv i søvn nu.

Han sover på værelse med sin storebror, ellers har han sovet inde hos os indtil for en måneds tid siden. De vækker desværre hinanden engang imellem, men det er det eneste værelse vi har. Eliot bliver lagt, så han sover ved 19.45-20 tiden, og Anton kommer så i seng efterfølgende, når lillebror har sovet i ca. 10 min.

Jeg er godt klar over, at han gennem sit kolikforløb og den megen gråd har fået vaner, som er svære at bryde. Jeg har derfor hele tiden accepteret, at han krævede lidt mere, men det er så frustrerende, at intet af det jeg gør, resulterer i en glad og tilfreds dreng.

Håber nu, at jeg har været omkring det vigtigste… Jeg er ret desperat for at finde en løsning, og er åben for at arbejde med nye strategier. Jeg kan bare ikke se skoven for bare træer lige nu, så jeg håber på, at du måske kan se noget, vi har overset. Har i øvrigt lige været til kranio sakral terapi for en uge siden, hvilket egentlig gjorde ham mere rolig de efterfølgende par dage, men det er ligesom effekten er taget af…

På forhånd mange tak for hjælpen.

Venlig hilsen
Lise

Læs Helens svar »

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

14. juli 2025 | Udvikling | 9 mdr.

Fravær og tilknytning

Kære Helen Jeg er lidt bange for at jeg har skadet min søns og min relation...

Læs hele brevet og Helens svar

7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Søvn - terroristen

Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...

Læs hele brevet og Helens svar

16. maj 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Lure i dagplejen

Hej Helen, Min søde datter er startet i dagpleje her d 1 maj. Indkøringen er...

Læs hele brevet og Helens svar

14. maj 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Svær søvnmangel pga mange opvågninger

Kære Helen Min datter er netop blevet 10 måneder og jeg skriver til dig for...

Læs hele brevet og Helens svar

7. maj 2025 | Udvikling | 9 mdr.

Har vi sprunget seperationsangsten over?

Kære Helen. Kort efter fødslen blev vores datter lagt hos far for at få...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: