Svar: Dagsrytme for en på 6 mdr
Kære Maximus og Sine
Det vil være rigtig godt at øge din drengs indtag af skemad, så han ved 6 måneder får 3 måltider dagligt - og derfor vil det være rigtig fint at indføre morgengrød.
Det vil også være rigtig godt at begynde på de grovere grødtyper i den alder, så han får havregrød, øllebrød og hen af vejen også flerkornsgrød, ligesom han også skal til at have mad i hånden. Det kan være ristede rugbrødsbjælker og lignende som han sidder med og øver sig mundmotorisk på.
Frugt kan bruges som mellemmåltider og i takt med at mellemmåltiderne bliver større og fylder mere, så erstatter de på sigt flaskerne en for en.
Han må fra 6 måneders alderen få alle slags grøntsager og det er vigtigt at du variere hans grøntsagsmos så meget som muligt. Han kan få blomkål, gulerod, broccoli, squash, ærter, majs, porrer, kål af forskellig slags, selleri, pastinak, persillerod osv.
Rodfrugter smager af noget og mange børn kan rigtig godt lide dette så det kan være en god idé at lave f.eks. en rodfrugtmos hvor du blender f.eks. gulerod, knoldselleri, persillerod og pastinak - kog det mørt, hæld lidt af kogevandet fra og blend det med lidt fedtstof og evt. lidt mælk.
Det du skal være opmærksom på angående grøntsager er specielt selleri, spinat, fennikel og rødbede. Han må meget gerne få disse grøntsager, de er rigtig gode til at give smag men det er vigtigt at de ikke udgør mere end 1/10 af portionen da disse grøntsager har et højt indhold at nitrat. Hvis I en dag skal have laks og spinat eller laver en kartoffel/selleri suppe eller lignende, hvor en af de nævnte grøntsager udgør en større del, så må han gerne få det, men der bør så gå 14 dage imellem at han så atter tilbydes nitratrige grøntsager.
Han skal fra 6 måneders alderen også begynde med at få lidt kød eller fisk. Det skal være kogt eller lavet i ovnen. Hakket kød er lettest at bruge i starten, fordi det let moses ud, endten med en gaffel eller igennem en persillehakker eller blender. Hakket kød kan være kylling eller kalkun som er mildt og godt at begynde med, men også svinekød, oksekød, lammekød osv. alt kan bruges - det handler om at variere og lade barnets mad tage udgangspunkt i familiens mad.
Indmad som lever og hjerter kan koges og også ...
... bruges og blandes i grøntsagsmosen og det kan også blandes i farsen til kødboller og dermed indgå som en del af den mad han naturligt får. Indmad har bla. et højt indhold af jern.
Fisk kan også koges i ovnen eller i en gryde og det moses meget let med en gaffel. Du kan give laks, makrel, sild, tun (fra dåse), torsk, rødspætte, torskerogn osv. Alt slags fisk er godt både frisk og frossent - alle eventuelle fiskeben skal naturligvis fjernes.
De fleste børn vil i 6 måneders alderen stadig have brug for at få mælk inden de skal sove. Mælken indgår som en naturlig del af deres putteritual og først omkring 7 måneders alderen begynder man normalt at skære flaskerne væk ...
De fleste børn vil i 5 måneders alderen have brug for 6 flasker i døgnet, som jeg går ud fra at din dreng også får. I 6 måneders alderen kan skrues ned til 5 flasker, hvis det går godt med skemaden og barnet er god til at drikke af en kop og i 7 måneders alderen vil 4 flasker være passende.
En plan for dagen til et barn på 6 måneder, med plads til 5 flasker, kunne se således ud:
Tidlig morgen 05: Flaske og sover videre
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: Frugtmos, frisk frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop
Puttes til formiddagslur (og flaske inden luren her, kan så evt. undværes)
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos og der begyndes med kød eller fisk i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende at gumle på, vand af kop
Flaske og puttes til middagslur ca kl. 13
Eftermiddag 16-17: tilbydes lidt frugtmos, frisk frugt i hånden, flaske
Sover her powernap - den forsvinder dog ofte i 6-7 måneders alderen, naturligt afhængigt af hvor tidligt han står op og hvor tidligt han sover dagen igennem ..
Aften 18: Grøntsagsmos og igen begyndes med kød eller fisk, suppleres med brødskorper, agurk eller lignende at gumle på, vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca kl. 20
Sen aften 24: Flaske
Den flaske der forsvinder i 7 måneders alderen vil ofte være flasken om eftermiddagen, hvor der i stedet så erstattes med grød som mellemmåltid.
Jeg håber at ovenstående giver lidt idé om, hvad du kan forvente dig det næste stykke tid :)
Fortsat held og lykke, rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
23. september 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dreng på 7,5 måneder. Han er en glad dreng med fart...
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
Viden om børn:
Svangerskab
Svangerskab er et andet ord for graviditet. Det betyder at en kvinde bærer et barn i sig, man kan sige at "hun er svanger" = "at hun er gravid". Man kan også sige "gennemføre svangerskabet", "afbryde svangerskabet", "først i svangerskabet" "sidst i svangerskabet" osv.
Svangerskab bruges ofte, når man taler om svangerskabsforgiftning. Se derfor "svangerskabsforgiftning".
K-vitamin til baby
Sundhedsstyrelsen (og WHO) anbefaler, at alle nyfødte babyer får K-vitamin lige efter fødslen. Dette gives som injektion i låret og er med til at forhindre indre blødninger. Når barnet har fået K-vitamin denne ene gang, skal det ikke gives igen.
Børn der ammes, får ikke ret meget K-vitamin via modermælken, og det betyder, at de har større risiko for K-vitaminmangel. K-vitamin dannes også i vores tarmsystem, og da nyfødte børn har et umodent tarmsystem, vil de ikke selv kunne...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







