Svar: Hjælp til at forstå vores 3½ årige

---

Hej med jer

Der er ingen tvivl om at jeres dreng har det rigtig svært i øjeblikket og det handler sandsynligvis om at han er blevet storebror ...

Selvom lillesøster nu er 10 måneder gammel og det sandsynligvis er gået helt fint med at hun kom til verden og blev en del af familien - så gør det, at hun netop nu har en alder hvor hun fylder meget naturligt, at det er sværere og sværere for ham at tackle og han bliver usikker på sig selv, sin egen rolle og også usikker på jer.

Som du selv er inde på, så fylder lillesøster jo mere nu, hun kravler, rejser sig ved tingene, piller ved hans legetøj osv. men hun har også en alder, hvor hun på en anden måde end tidligere kan gøre opmærksom på sig selv. Hun kan græde højlydt og protestere og vise egen vilje, hun kan også charmere, få alle til at grine og alle elsker, når hun viser hvor stor hun er, klapper kage eller siger "hej-hej" - det er meget svært for jeres dreng at hamle op med dette.

Jalousi er en blanding af sorg, vrede og angst. Det er helt naturlige følelser og det er vigtigt at jeres søn får lov til at udtrykke disse og også får dem bearbejdet. Han kan føle sorg over at have mistet eneretten til jer forældre, det er et tab for ham, at skulle dele jer med hende. Han kan føle vrede over at hun er kommet ind i familien, han kan føle vrede overfor jer over at I har bragt hende ind i familien og han kan også føle angst - angsten over at miste, at være angst for om I nu stadig elsker ham ligeså højt som før, om der stadig er ligeså meget plads til ham.

Søskende vil naturligt konkurrere om forældrenes kærlighed og opmærksomhed. Lillesøster bliver nu mere og mere en konkurrent, fordi hun jo i kraft af sin alder, også bliver mere mobil og naturligt stiller flere krav. Hun ligger ikke bare stille, eller sover i sin seng - hun gør som sagt opmærksom på sig selv, hun kommer hen til jer, giver tegn til at hun vil løftes op og bæres osv. Hun fylder altså mere end tidligere, konkurrencen bliver tydeligere.

Samtidig kommunikerer I jo på en helt anden måde med hende, end I gør med jeres søn. Når I ser på jeres datter så taler I i et særligt kærligt tonefald, I bærer hende mere, sidder mere med hende, nusser, kæler osv. og I hjælper hende stort set stadig med alt. Når I taler ...

---

---

... med jeres søn, så stiller I nu flere krav, han skal være mere selvhjulpen og mere fornuftigt og når han vil bæres, så får han måske at vide at "du kan godt gå selv, du er en stor dreng!" eller "nu må du lige vente lidt, jeg er nødt til at tage mig af lillesøster". Det er naturligt hårdt for jeres søn, at mærke denne forskel og det reagerer han på.

Samtidig bliver det så også forstærket af at I skælder mere ud, irettesætter ham, bliver sure på ham, irriterede på ham - det er som du skriver en ond cirkel, hvor I mangler overskud, ikke får lyttet, ikke får rummet ham og hans reaktioner og det er den cirkel I er nødt til at bryde.

Hvor god er jeres søn til at tale om hvad der sker? Hvis han kan sætte ord på, så tale med ham om det "hvad sker der, siden du bliver så gal lige nu?" - hvis I kan få ham til at fortælle, hvad det er, så vil I også bedre kunne møde ham med et "det kan jeg godt forstå du bliver sur over, det er også irriterende" eller "det kender jeg godt, jeg kan også nogle gange blive rigtig ked af det" eller "det forstår jeg godt, skal vi så ikke aftale at" ...

Det betyder ikke at han ikke skal have at vide, når han gør noget forkert, og det er også vigtigt at I har regler og sætter grænser. Men samtidig er det vigtigt at I holder fokus på, at han lige nu nok føler sin plads i familien meget usikker.

---

---

Lad jeres dreng vide at han er elsket overalt på jorden - og det skal I fortælle ham. Han skal mærke at han er noget ganske særligt netop fordi han er den han er. Prøv at nurse ham lidt, lad være at stille alt for store forventninger til ham, selvom I godt ved at han kan nogle ting selv, så prøv i en periode at hjælpe ham lidt mere, vær lidt mere til rådighed.

Fortæl ham historier og vis ham billeder fra han var en lille baby, fortæl ham at han var så sød, lækker og super dejlig - og det er han stadig væk. Fortæl ham om alt det gode og skønne man kan når man er 3½ år i forhold til når man er helt lille og hvor dejligt I synes det er at have netop ham.

Prioriter at lave ting kun med ham - det kan være fint at være på tomandshånd med ham "dig og mig" så han virkelig føler at han stadig har en plads :)

Håber I kan bruge mine tanker lidt videre, fortsat held og lykke med ham - ja med dem begge :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---