Brev:
Forældresamarbejde
Kære Helen.
Du er altid så god til at komme med konstruktive forslag, så jeg vil bede dig om en "second opinion" og evt. forslag til, hvordan man tackler "det der forældresamarbejde" med institution og senere hen skole…
Sagen er, at vores datter på 3½ år går i en engelsksproget skole, her hvor vi bor i udlandet. Hun stortrives. Er glad for børnehaven, en lille institution med 15 børn fordelt på 3 stuer i alderen 2-6 år - mange af dem ser vi i fritiden, da deres forældre er vores venner. Især medhjælperen på hendes stue er hun glad for, og medhjælperen er barnepige for vores datter, når vi en sjælden gang er afsted en aften.
Børnehavens leder er den eneste udenlandske personale og hun er skolet i den britiske tilgang til børneopdragelse. Hun er en skrap pædagog og leder. Hvilket nok er berettiget ind imellem. Meeen….
Forleden dag, da hentede jeg vores datter, kom hun mig i møde stille men helt opløst og idet hun så mig brast hun i hulkende gråd. Hun plejer at have travlt med at vise mig alt det spændende, hun har lavet den dag. Derefter skreg og græd hun, grænsende til at være hysterisk/ukontaktbar, så medhjælperen kun kunne få fortalt, at hun kun havde ville sidde stille, da de var ude at lege over middag, fordi hun sagde at hun var træt.
Medhjælperen havde taget hende med ind, og min datter havde lagt sig på nogle puder på stuen. Lederen var kommet ned og havde sagt til min datter, at hun skulle sætte sig hen til bordet og deltage i aktiviteterne. Det havde udløst gråd og skrig, situationen var accelereret, og til sidst havde min datter sparket lederen. Lederen havde så sagt til min datter: "Vil du have at jeg skal ringe til din mor, og sige, at hun ikke skal hente dig i dag? For det gør jeg, hvis du bliver ved at skrige" Det havde iflg. lederen været effektivt, og min datter havde sat sig hen til bordet. Medhjælperen havde, efter lederen var gået, forsøgt at forklare min datter, at jeg selvfølgelig kom og hentede hende.
Jeg hentede hende som vanligt et par timer senere. Da hun græd, da hun så mig, satte jeg mig lidt afsides med hende, indtil hun var relativt rolig og vi kunne tage hjem. Jeg kunne mærke, at hun var varm. Hjemme gik hun omkuld i sin seng, og sov. Og vågnede med feber senere på eftermiddagen. Der har været en virus i børnehaven på det sidste, og de fleste børn er, eller har været, syge. Da min datter vågnede var det første hun sagde: "C (lederen) sagde, at hvis jeg skreg, så kom du ikke og hentede mig".
Det jeg tænker er, at for det første burde børnehavepersonale – medhjælper eller pædagog – se, at et barn er inaktivt, varm, træt, og lade hende sove på puderne og ringe efter en forældre. Jeg er selvstændig, kan tilrettelægge min arbejdstid frit, har sjældent "fuldt skema", og henter hende gerne tidligt. Det ved børnehaven. Hun var syg – har feber og viral halsbetændelse på 4. døgn nu.
Jeg har det rigtig svært med, at lederen har truet med, at jeg ikke kom. I min verden burde en konflikt mellem et barn og en voksen aldrig eskalere til et niveau, hvor den slags trusler er nødvendige. ...
... Og dertil kommer, at jeg synes, det er uacceptabelt at true en 3-årig med, at hendes mor ikke henter hende. Men jeg ved ikke, om jeg overreagerer fordi min egen mor døde, da jeg var barn. Så jeg er lidt følsom m.h.t. det der med at ens forældre skulle blive væk…
Jeg talte situationen lidt igennem med min datter, da hun vågnede af sin lur. Sagde, at jeg altid kom og hentede hende, og at det ikke var noget lederen bestemte. Jeg gør ellers meget ud af at støtte op om, at de voksne i børnehaven bestemmer der. Også selvom reglerne er anderledes end herhjemme, hvad de er m.h.t. f.eks. sukkerindtag og brug af time-out. For et år siden fik vores datter "time out" fordi hun ikke holde op med at græde. Hun skulle stå i hjørnet af stuen, indtil hun holdt op. Det er jo ikke dansk pædagogik.
Der har ikke været lignende hændelser siden den og så den nu her. Efter at have talt situationen igennem med min datter, sendte jeg en diplomatisk sms til lederen (da det var efter lukketid) og sagde, at jeg var sikker på, at hun ikke havde sagt til min datter, at jeg ikke ville hente hende, men at det jo var uheldigt, at min datter havde opfattet det sådan. At jeg havde snakket det igennem med min datter, og at jeg håbede, at lederen ville gøre det samme, næste gang de to sås. Jeg fik et kort svar om at snakke om det, næste gang vi sås.
I dag snakkede jeg så med lederen om det. Lagde ud med at spørge hende åbent, om hun ville fortælle mig, hvad der var sket, for en 3-årigs gengivelse er måske ikke helt præcis. Lederen havde faktisk sagt og handlet som min datter refererede det, men havde, som hun sagde, brugt "reverse psychology" (?) Ved at sige - vil du have at jeg skal ringe og sige til din mor, at hun ikke skal hente, for det gør jeg hvis du ikke holder op med at skrige. Lederen gjorde meget ud af at fortælle mig, at min datter jo ved i bunden af sit hjerte, at jeg kommer og henter hende uanset sne, regn...
Jeg sagde det ikke til hende, men jeg mener dels at det er irrelevant - uanset hvad min datter ved i bunden af sit hjerte, skal lederen ikke true med den slags. Og eftersom lederen er en autoritet i min 3-åriges liv, så tror jeg, at min datter tager hendes ord for pålydende. I alle tilfælde, lederen mente ikke, at hun havde gjort noget forkert. Jeg ved, at hun ikke er så god til at kommunikere. Men jeg er bekymret for, at hændelsen ikke bare er udtryk for dårlige kommunikationsevner, men også indikerer et menneskesyn over for børn, som ikke er lig mit.
Hvad tænker du, Helen? Det der forældresamarbejde med institution(-er)/skole er jo mange år frem, så vi kan jo ligeså godt se at blive klædt på til det. Kunne vi/jeg have handlet anderledes? Hvad kan man forvente? Hvad skal man gå på kompromis med – en institution skal jo møde mange forskellige forældres forventninger. En endnu sværere opgave, når der er lige så mange kulturer som børn. Så jeg er meget bevidst om ikke at forvente en moderne, dansk tilgang til børn. Men jeg synes, der må være en fælles basis om f.eks. ikke at true børn med, at deres forældre ikke kommer og henter dem.
Hilsen
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
27. januar 2026 | Opdragelse | 4 år
Kære Helen Jeg har berørt emnet før, men kommer ikke rigtig videre. Min...
25. januar 2026 | Renlighed | 3 år, 6 mdr.
Hej, Vi har toilettrænet to børn tidligere, men vores dreng har problemer....
11. januar 2026 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Bleafvænning, sutafvænning eller egen seng?
Kære Helen Jeg har tidligere skrevet til dig ang. vores dreng J – det var i...
13. oktober 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.
Kære Helen. Vi har storesøster på snart 5 år og tvillinger (pige+dreng) på 3...
22. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Afhængig af sut - 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg har spurgt før angående brug af sut, men jeg har brug for...
Viden om børn:
Forkælelse - forkælede børn
Små børn kan kun fortælle dig, at de har brug for din hjælp ved at græde. Et lille barn kan ikke på anden måde give udtryk for, at det har behov for at blive taget op, blive skiftet, få mad, blive pludret med, krammet osv.
Derfor skal du altid reagere, når det lille barn græder. Det er en skrøne, at børn udvikler deres lunger, ved at få lov til at græde. Og det er heller ikke korrekt, at man forkæler et barn ved at reagere på dets gråd, tværtimod.
Små børn kan ikke...
Sprog
Allerede når det lille barn ligger i dine arme for første gang og du snakker med det, dannes grundlaget for at lære at tale. Babyen nyder at lytte til din stemme, som den også kender fra livet inde i maven, og den forbinder det med noget rart, at du taler. Det giver tryghed, nærhed og kontakt.
At synge eller spille musik virker også sprogligt stimulerende på barnet. Efterhånden som barnet bliver ældre så fortæl det, hvad du gør, - skifter bleen, vasker maven, vasker armene,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.