Brev:

Helt rådvild

Hej Helen

Ja, så er jeg her igen :-) jeg er bange for at det godt kan blive lidt langt. Undskyld, men jeg har virkelig brug for input og vil derfor prøve at beskrive så detaljeret som muligt.

Agnes er nu blevet 2 ½ år og har ramt selvstændighedsalderen. Hvilket jo er som det skal være.
Hun er generelt til at tale med om tingene og har ikke ofte store raserianfald, men hun kan gå helt i baglås over ting, der for os voksne virker ligegyldige og banale. Det ved jeg godt er normalt, men hendes reaktion på disse situationer undre mig og jeg vil gerne have input til at tackle dem bedre.

Et eksempel kan være, at hun taber noget. En bog fx. I frustration smider hun så med alt hvad hun kan få fat i. Vi griber ind og prøver at tale situationen ned: "det var da også dumt og irriterende at du tabte den bog. Men det var jo bare et uheld." efterfuldt af noget a la: " Og du må ikke smide med vores ting. Jeg synes, at vi skal rydde det op - skal jeg hjælpe dig?"
Vi har aldrig brugt straf af nogen art eller råbt ad hende.

I lang tid har det fungeret rimeligt og fået hende til at falde til ro. Men i de sidste uger går det slet ikke. Hun skubber os til side - løber over i et hjørne - græder og siger (skriger) NEJ!. Taler vi til hende græder hun voldsommere. Tager vi hende op kæmper hun MEGET voldsomt imod, skriger og råber GÅ VÆK! GÅ VÆK!

Så hvordan skal vi så takle det?

Jeg synes, at der i alle bøger står, at man skal tage det ulykkelige barn op. Men en sådan omgang 'tvangs-trøstning' betyder hjemme hos os, at hun græder meget voldsomt og af al magt forsøger at komme fri. Jeg kan simpelthen ikke holde hende og hun kæmper så voldsomt imod, at jeg er bange for at hun kommer til skade.

På en eller anden måde virker det også forkert på mig at overhøre hvad hun siger - at jeg overskrider hendes grænser når jeg ikke respektere at hun ikke vil op til mig.

Som det er nu så lader jeg hende være i hjørnet, men sætter mig så hun kan se mig, og siger jævnligt noget med: "jeg kan godt se at du er ked af det" "har du lyst til at mor trøster" "jeg kan godt forstå, at du er ked af det og vred" osv. Ofte vender hun ryggen til mig eller holder sig for øjnene, så hun ikke kan se mig.

Når hun så er faldet lidt ned afleder jeg. Foreslår en leg eller henter en af hendes bøger og spørger om hun vil læse eller spørger om vi skal dække bord/ tømme opvaskemaskine e.lign. Det virker slet ikke altid første gang, men som regel finder vi noget som hun har lyst til.

Jeg prøver, når vi så sidder og hygger, at tale situationen igennem med hende. Og hun reagere normalt positivt på, at vi taler om hvad der skete. Nogle gange får jeg også opklaret, hvad hun blev ked af, andre gange ikke.

Men jeg synes det er rigtigt svært ikke at måtte trøste hende og jeg er meget ...

... i tvivl om jeg gør det rigtige ved at acceptere, at hun ikke vil op før hun ikke længere græder. Hvad siger du?

Den seneste uge har det så udviklet sig til en være omgang natteroderi. Agnes bliver puttet i sin egen seng hver aften, men i løbet af natten kommer hun gerne ind til os, enten fordi hun vågner og er ked af det eller fordi hun selv kommer ind. Det er helt i orden med os - hun må gerne putte i midten, og det har ikke været noget problem før nu.

De sidste 5 nætter er hun nemlig vågnet mellem 24 og 01 og har taget den helt store tur. Starter med at hun græder og at mor eller far forsøger at trøste. Dette øger gråden og hun begynder at sige (skrige) nej nej. Når intet andet virker har jeg taget hende op til mig, men som om dagen kæmper hun imod af alle kræfter. Jeg spørger om hun har drømt? NEJ! Jeg spørger om hun vil have en tår vand? NEJ! Jeg spørger om hun har ondt nogen steder? NEJ! Jeg spørger om hun vil have en sut / sin trøstebamse? NEJ!

Det tager cirka en times tid før hun pludselig holder op og beder om sin sut og lægger sig og sover i løbet af 2 sek.
Jeg forstår overhoved ikke hvad der foregår?

I nat gjorde jeg så noget jeg ALDRIG ville have troet muligt. Efter et kvarters tid som beskrevet ovenfor så sagde jeg til hende: "Agnes det er midt om natten og mor og far skal sove. Du må gerne putte sammen med os, hvis du vil" Her skriger hun så NEJ NEJ! "Jamen det er i orden, så må du ind i din egen seng - hvis man skal være herinde sammen med mor og far så skal man være stille og sove."

Og så flyttede jeg hende ind i hendes egen seng.
Helen - jeg er simpelthen så flov over det og jeg vil ikke forsvarer det, men jeg følte bare at grænsen var nået og også at vi alle sammen kørte hinanden helt op.

Inden jeg nåede ind i vores seng igen var hun holdt op med at græde. 1 min. efter hørte vi hende lukke døren til sit værelse. Jeg listede straks op og kiggede ind af nøglehullet for at se hvad der skete. Hun lå i sin seng og sov - lignede en lille engel.

Jeg åbnede døren på klem, så jeg kunne høre hvis hun blev ked og gik tilbage i seng.
Hun sov i sin egen seng til 7.30 i morges og stod glad op som hun plejer.

Men jeg synes overhoved ikke det er rart, at jeg faktisk forviste hende. I situationen føles det som om at vi alle sammen kørte op, og jeg følte at spiralen skulle brydes og at hun samtidig måtte forstå, at natten ikke er tidspunktet for de store selvstændighedsudfoldelser. Om natten sover man - basta. Men jeg kan nu til morgen jo godt se, at jeg i praksis bare sendte 'det umulige barn' ind på hendes værelse. Og det synes jeg overhoved ikke er i orden.

Modsat ved jeg ikke hvad vi ellers skal gøre og jeg frygter jo, at den kommende nat igen vil byde på gråd mellem 24 og 01 - hvordan tackler vi det Helen?

// Agnes mor

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

31. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Opfølgning på selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Tak for svaret på mit brev om selvstændighedsalder og afvænning...

Læs hele brevet og Helens svar

29. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Lige en opfølgning på mit sidste brev om min datter på 2,5 “Det...

Læs hele brevet og Helens svar

24. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Det er kun far der dur - 2 år, 7 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om min datter på 2,5 år. Hun er altid...

Læs hele brevet og Helens svar

21. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Lære at høre efter

Hej Helen Tak for din brevkasse - nu vil jeg forsøge at spørge dig i håb om,...

Læs hele brevet og Helens svar

21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Nedsmeltninger og trods

Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: