Svar: Barn nr. to

---

Kære du

Jeg føler mig enormt priviligeret, når jeg kan sidde her og få lov til at følge jeres tanker og de udfordringer I forældre har og det er meget dejligt, at få lov til at være en del af dette på sidelinien :) Tak for det! :)

Helt overordnet, så mener jeg ikke at man skal få børn for børnenes skyld. Når man vælger at få et barn mere, så skal det være fordi man som forældre har lyst til det og rigtig godt kunne tænke sig at sætte endnu et barn i verden. Grunden skal ikke være at "børn har glæde af søskende".

Det kan ikke undgås at der kommer konflikter mellem søskende og der er aldrig nogen garanti for at de vokser op og har glæde af hinanden. Der findes masser af familier med eksempler på, at søskende ikke ses og ikke har kontakt. Og at vokse op sammen behøver ikke være en garanti for, at man har en ven for livet.

Der er konflikter i hverdagen med et barn og der er bestemt også konflikter i hverdagen med to børn eller flere - der er konflikter mellem børn og forældre, der er konflikter mellem børnene og det er vigtigt at man har overskud til at tage sig af dette og være tilstede og anerkendende, når det er nødvendigt. Fuldstændig ligesom man skal kunne nyde når familien er samlet og alle har det sjovt og rart i hinandens selskab, for naturligvis vil der være begge dele - og normalt heldigvis flest af de gode stunder :)

Der er ingen tvivl om at din kærlighed til begge børn vil være stor og at du vil gøre alt for at din datter ikke skal lide under, at der er kommet endnu en, som hun skal dele hverdagen med. Men ikke desto mindre vil den lille ny naturligt være en konkurrent, en rival og de frustrationer jeres datter vil få, skal I naturligt kunne tackle og især kunne rumme.

Det vigtigste for et barn er at have forældre som elsker en og som er der for en. At være tilstede både fysisk og mentalt for sit barn er alfa omega. Børn har det godt, når de føler sig lyttet til, forstået, når der er tid til dem og lyst til dem. Er man enebarn, så vil det jo være en stor fordel, fordi barnet naturligt får den uforbeholdne kontakt og kærlighed fra sine forældre - dejligt!

Søskende er med til at opdrage hinanden, at have søskende gør naturligt at man får modstand, at man nogle gange skal kæmpe lidt for at blive hørt og set, at man må vente på at det bliver ens tur, at man mærker forskellen på at være 'den lille' eller 'den store' og at der følger forskellige fordele og ulemper med begge dele.

Men disse ting kan man jo også give enebørn, ved at være bevidst om det og netop sørge for at barnet får sociale kontakter og modstand af samværet med andre børn. Det er jo ikke kun inden for hjemmets fire vægge, at man lære sociale spilleregler, det kan barnet sagtens lære andre steder og det skal man naturligvis bakke op om som forældre :)

Har man kun et barn, vil man ofte også have et større økonomisk overskud og det vil naturligt give mulighed for at tilbyde barnet forskellige aktiviteter i hverdagen. Det kan være at barnet gerne vil gå i privatskole, det kan være barnet har evner for at spille tennis på højt niveau eller andet. Og har man kun et barn, kan det være nemmere at opfylde disse ønsker, end hvis man har flere børn - håber du forstår hvad jeg mener, for det kan hurtigt komme til at lyde forkert.

Når jeg møder børn, der vokser op som enebørn, så virker de ofte meget modne og selvstændige og venner mangler de ofte ikke. Man hører tit at enebørn er ...

---

---

... særligt "gammelkloge", "egoistiske" og "enspændere", men det synes jeg ikke passer. Måske handler det om at forældre med kun et barn, naturligt har mere tid og flere ressourcer til at møde dette barn. Og børn der bliver mødt og anerkendt, vokser op med stort selvværd og børn med højt selvværd er stærke børn.

Dermed ikke sagt, at man ikke også kan være ud af en større søskendeflok og have masser af selvværd og gode anerkendende forældre - selvfølgelig kan man det :)

Så beslutningen om hvorvidt man vil have flere børn må afhænge af, hvad man som forældre har lyst til og føler virker rigtigt. Det skal være fordi du er parat og virkelig gerne vil, næsten ikke kan lade være med at få en til - og det skal ikke være fordi du gerne vil give din datter en søster eller bror.

Lige nu lyder det ikke som om at du er parat og selvom du nu er 35 år og lillepigen er 2½, så tænker jeg, at der ikke sker noget ved at se tiden an. Det lyder som om at du har brug for at nyde hende og nyde tiden og alderen hun har lige nu og der er ingen tvivl om at jo ældre hun bliver, jo lettere bliver det naturligt også for hende, at få en lillebror eller søster. Jo ældre hun er, jo mere vil hun også kunne forklares og inddrages og jo mere vil hun naturligt også kunne glæde sig til at der kommer en lille ny :)

Der er jo ingen der siger at hun ikke kan blive 5 eller måske 6 år, inden I får en lille en til - om du så bliver 37-38 år, så går det jo nok også endda ... er du urolig for sygdomme, der kan følge med, når man som mor kommer op i årene, så kan man jo få lavet fostvervandsprøver osv. for at afklare dette.

Og ja, så kan det næsten blive som at have to enebørn, men der er også noget berigende i at have børn i forskellige aldre og netop møde dem i deres forskellighed.

---

---

Med hensyn til sphincterruptur og det forløb du har været igennem, så mener jeg at man i Danmark normalt ville tilbyde dig at føde ved kejsersnit. Det kan altså ikke udelukkes at du vil kunne briste igen ... og det er naturligvis noget du skal tale med læge og jordemoder om, til den tid.

Med hensyn til depression, så er det sådan at 5-10 procent af alle kvinder vil opleve en eller anden form for efterfødselsreaktion og hos nogle udvikler dette sig til en depression, ofte inden for de første 3 måneder efter fødslen. Hvis man tidligere har haft en depression, så er sandsynligheden for at man får en depression i forbindelse med en fødsel større, end hvis man ikke tidligere har været deprimeret.

Hvis I på et tidspunkt beslutter jer for at få et barn mere, så skal I naturligvis opsætte nogle klare regler for hvor meget forældre og svigerforældre kan komme hos jer og hvordan jeres samvær skal foregå. Det er vigtigt at I får mulighed for at være jer selv, finde ud af at være en lille familie på fire, lære hinanden at kende osv. uden at du på nogen måde skal tænke over også at være værtinde og skulle tage dig af bedsteforældre, heller ikke bare for at være høflig. Det har I ikke brug for.

Måske skulle du give dine forældre og dine svigerforældre min bog "De bedste (bedste)forældre" som faktisk også beskriver netop denne problematik, hvor bedsteforældre helt klart får overskredet forældrenes grænser ... :)

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre, fortsat held og lykke - og bliver du så gravid om 1- 2- 3 år eller ... Ja så vil jeg med glæde følge dig igen :)

Pas godt på dig selv og nyd hinanden :) Knus herfra

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

Viden om børn:

---