Svar: Sociale relationer

---

Kære Sonja

Tak for dit brev :) Når jeg læser din beskrivelse af din datter, så er min umiddelbare tanke om hun mon ikke kan have det der kaldes sanseintegrationsproblemer.

Det ses ofte hos børn født for tidligt og hvor nogle børn har problemer med deres balance, ikke bryder sig om at klatre op, eller har problemer med tøj som strammer, elastikker der generer osv. så er der faktisk også børn, som har problemer med at lege med andre børn. De er mere tilskuere til andre børns leg, end de deltager i legen og det lyder faktisk til at være tilfældet med jeres lille pige.

Der findes flere ergoterapeuter rundt om i landet, som tilbyder sansemotorisk træning til børn og behandlingen oplever børnene ofte som rigtig sjov. Det minder nemlig ofte om at lege og de skal lave øvelser som udfordrer dem, men som også styrker dem. Det kan være forhindringsbaner der skal forceres, der skal klatres op og ned, der skal køres, hoppes, kastes og gribes, trilles og gynges ligesom der også kan være mere kropsnær træning, hvor barnet rulles stramt ind i et tæppe, masseres med en bold forskellige steder på kroppen eller bliver børstet på kroppen med en speciel børste.

Det kan måske virke underligt, at sådanne øvelser vil kunne hjælpe en pige som jeres, for hun er jo kvik og kan rigtig mange ting. Men faktisk oplever en del forældre, at det gør en forskel og at det netop gør en forskel i forhold til kammerater og det at turde lege med de andre ...

Derudover tænker jeg også at det er vigtigt at I og pædagogerne i børnehaven hjælper jeres datter med at være social. Når hun vægrer sig ved selv at tage kontakt, så er det vigtigt at hjælpe hende, ...

---

---

... guide hende, vise hende hvordan. Det er her utrolig vigtigt ikke at sammenligne hende med de andre børn, man kan hurtigt komme til at sige "Du kan da også løbe hen og lege med de andre" eller "se den anden pige, hvor hun...". Det er ikke befordrende for jeres datters selvværd og hun vil hurtigt føle sig forkert og derfor også trække sig mere og mere væk fra de andre.

I stedet kan det være en god idé at anerkende at hun har det svært og sige "jeg ved godt du synes det er svært, men nu går jeg med dig og så gør vi det her sammen". Hun har det jo rigtig fint med voksenkontakt og bare det at en voksen så er der sammen med hende, tager kontakten til de andre, svarer og spørger ind til de andre, vil naturligt hjælpe jeres datter. Hun bruger jo jer som rollemodel og vil spejle sig i det hun ser I gør.

Voksne er lettere at lege med en børn, fordi vi ofte leger på barnets præmisser og vi gør ikke 'onde' ting eller 'uforudsete ting'. Børn kan godt finde på at skubbe til hinanden, de tager legetøjet ud af hånden, de bestemmer meget "det er min!", "du må kun være med, hvis du vil være hunden", "så siger vi at du sagde ..." osv. og nogle gange gør de ting, som man slet ikke er forberedt på.

---

---

Jeres datter skal naturligvis lære at agere i dette og hun skal også lære at agere, når hun møder en anden modstand, end når hun leger med jer. Men hun har brug for hjælp til at lære det og her vil det være rigtig godt at I eller andre voksne leger med og hjælper hende i starten, så hun stille og roligt får nogle redskaber til at kunne selv :)

Rigtig meget held og lykke, håber du kan bruge ovenstående videre :)

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

Viden om børn:

---