Brev:

Tak for mad!

Kære Helen.

Du har ofte før hjulpet os med kloge og objektive svar, så nu prøver jeg igen.

Vores dejlige Berta er nu blevet 2 år og 6 måneder. Hun er en dejlig pige med masser af humor, hun er udviklingsmæssigt godt med, hendes sprog er blomstrende, hun lurer sammenhænge og har en hukommelse som en elefant.

Vi har forsøgt at skære ned på de søde sager i kosten, og så er hun vist lige inde i en periode, hvor hver 2. dag er en god maddag, så der går det OK.

Vi har altid valgt vores kampe med omhu, og har ikke mange af dem i hverdagen, men de er tiltagende. Bl.a. har hun længe sagt tak for mad, når hun er gået fra bordet. Det holder vi fast i, at hun SKAL herhjemme, og hvis hun er steder hvor hun er tryg og kendt (f.eks. bedsteforældre).

Nu har vi så 2 gange på 1 uge bragt os selv i den situation, at vi har afkrævet hende et tak for mad først hos farmor og farfar, siden hos mormor og morfar. Det ville hun så ikke, og vores besked var så, at så gik vi ikke fra bordet. Det endte med at jeg sad med hende på skødet det meste af 1 time hos mine svigerforældre efter de andre var gået fra bordet, og forsøgte at give hende udveje til at få sagt tak for mad til mig. Dem tog hun bare ikke. Hun endte dog med at lade sig narre til at sige tak for mad. Hun var selv bevidst om, at det var det der skete.

Hos mine forældre, som er et meget elsket og trygt sted for Berta, endte vi så 3 dage senere i samme senarie.
Først sad min mand med hende længe, derefter sad jeg med hende, i 1½ time, og barnet nægtede. Det var som ikke så meget det tak for mad, som det er at hun skal mærke, at vi har nogle grænser, og almindelig stædighed ikke altid giver hende fred for krav fra vores side, der gør, at vi tager kampen en gang i mellem.

Vi endte med at sætte os i bilen 6 timer før planlagt for at køre hjem, da barnet nægtede.

Vi gav hende mange muligheder for at mime, for at synge og for at hviske det til bamsen, men nej! Hele tiden fortalte jeg hende, at jeg godt vidste hvor svært det var for hende, men at nogle ting bestemmer de voksne.

Hun banker så bare i bordet og siger: " Nej jeg bestemmer også!" Og det giver jeg hende ret i, men bare ikke lige det her.

Hun falder så i søvn i bilen efter 30 sek, og vi vender om, og lader hende sove i ...

... bilen mens vi går ind og hygger med mine forældre, med den aftale indbyrdes (alle4) at vi kører igen, uden hun kommer ind, hvis hun fortsat ikke vil sige tak for mad når hun vågner... det vil hun ikke - hendes kommentar er " du kan godt gå mor."

Hun er ikke på noget tidspunkt kørt op, arrig, ked af det eller højtråbende. Det ender med at min mor går ud, og får så endelig det afkrævede "tak for mad". Resten af dagen er Berta blid som en engel, hun er høflig, siger tak for mad, værs´god virker nærmest høj af succes! Lidt paradokst men efter en lang eftermiddag, endte dagen i harmonie.

Nu er mit spørgsmål, hvad gør vi? Hun reagerer ikke på at vi sætter hende væk, når vi forsøger at sætte grænser - hvis vi sætter hende i dagligstuen, når hun kaster med maden ved bordet, så sidder hun derinde og synger og leger.

Hvis hun gør noget hun ved vi ikke bryder os om, skynder hun at irettesætte sig selv, før vi når det siger "Det ser bare så grimt ud" når hun putter kluden ned i mælken.... Så er gassen jo gået af ballonen når vi skal til at korrigere.

Hun bliver ikke hidsig, men hun er bare så stædig. Jeg taler med hende om det jævnligt, og fortæller, at jeg selv har været meget stædig, så jeg ved godt, at hun bliver ked af det indeni, men at hun har svært ved at give sig og så ender tingene dumt.

Hvor meget kan vi forlange af hende, hvor meget kan man tåle som 2½ år?

Hun bliver jo støresøster om 2 ½ måned, så vi vil gerne give os alle 3 et god udgangspunkt inden der kommer en mere, og energien måske bliver lidt mindre.

Vi har overvejet at få en vejleder/coach ud. Vi synes godt om Jesper Juuls tanker om at vi egentlig ikke kan opdrage vores børn, men vi skal behandle dem med respekt for at få deres respekt, hvilket vi også synes vi gør, men samtidig skal det jo heller ikke være den rene lassaiz faire, og respekt synes jeg også indeholder forventninger.

Vi har ikke mange problemer med vores skønne datter, men jeg synes det er synd for hende at hun ikke kan tøjle hendes stædighed - hun har samme tendendser i dagplejen, og starter til marts i børnehaven, så vi vil gerne give hende og os selv nogle redskaber til at vende hendes stædighed til noget positivt. Jeg ved desværre selv, hvor svært det kan være at være så stædig....

Hilsen

Læs Helens svar »

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

6. april 2026 | Sovevaner | 2 år, 3 mdr.

Lur og sovetid aften

Kære Helen. Jeg har en skøn og glad pige på 2 år og 3 mdr. Vi har de seneste...

Læs hele brevet og Helens svar

25. marts 2026 | Udvikling | 2 år, 1 mdr.

Opfølgning: Svære afleveringer i Vuggestuen

Kære Helen Tak for dit svar i mit sidste brev ang. vores nu 2 årige datter...

Læs hele brevet og Helens svar

16. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.

Selvstændighedsalder del 2

Kære Helen Tak for dit svar omkring vores datter på 2år og 9mdr. Det har...

Læs hele brevet og Helens svar

11. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.

Afvænning af sut - 2 år, 9 mdr.

Kære Helen Jeg har lige brug for at følge op på mit brev om afvænning af...

Læs hele brevet og Helens svar

11. marts 2026 | Sovevaner | 2 år, 9 mdr.

Selvstændighedsalder - 2 år, 9 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om noget som er svært for mig, noget jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: