Brev:

Opdragelse og trodsalder

Hej Helen

Først - tak for dine tidligere råd vedr. vores lille pige. Hun sover nu mere roligt om natten, men kan dog også stadig have vågne perioder.

Denne gang handler mit spørgsmål om vores dreng på 3 år. Han har tacklet det super fint - det der med at blive storebror. Umiddelbart virker han ikke jaloux (selvom vores forældre pænt minder os om at det skal nok komme!). Han er, som han plejer efter vores opfattelse, og de siger det samme i børnehaven, så det er dejligt. Jeg synes også vi har fået en dejlig nem lille pige, så spørgsmålet er egentlig hvor meget han mærker til hende :-)

Så langt, så godt.

Så er der den der trods / selvstændigheds / jeg vil selv / jeg kan selv - alder der driller lidt herhjemme og den som mit spørgsmål handler om.

Jeg synes inditl nu, at vi har formået at tackle det på en fornuftig måde, men det er klart at overskuddet er mindre når nu lillesøster er kommet. Tror derfor godt vi kunne bruge nogle råd til dagligdagen og de konflikter der kan opstå. Tror nemmest jeg kan forklare det ved at tage nogle konkrete eksempler.

Altså for det første vil han alting selv - og det får han lov til - inden for rimelighedens grænser. De første 2 år af hans liv var vi studerende begge to og havde oceaner af tid - som vi brugte på ham - vores tålmodighed er nærmest uendelig hvad angår vores børn :-) Vi bruger stadig gerne meget tid med ham men kan mærke, at vi skal til at sætte nogle andre grænser i takt med at han bliver ældre. Og hvordan gør man så det på den mest hensigtsmæssige måde?

Fx. nu her om morgenen hvor jeg er hjemme på barsel, så har vi gjort det på den måde, at far afleverer ham hver dag. Det betyder, at han har 3 kvarter fra han vågner til de skal afsted. Jeg synes ikke på nogen måde vores morgener er stressede - men de kan blive det, fordi alting skal diskuteres. Så vil han have youghurt til morgenmad, det næste øjeblik havregrød. Så vil han lege med tog, det næste øjeblik lave puslespil. Det plejer at kunne løses nemt men nogle gange går det altså i hårdknude.

Når vi fx forklarer ham, at når vi har leget med tog i 10 min. så skal de afsted. Når det så er tid, så er der noget nyt han vil og bliver rigtig ked af, at han ikke kan det. Det er som om, han gerne vil bestemme hvornår legen skal slutte og hvad den skal slutte med. Kan du følge mig?

Et andet eksempel - hvis putningen om aftenen af en eller anden grund går skævt, så shopper han imellem om det er mor eller far der skal putte. Når jeg kommer op til ham, så er det far og omvendt. Vi havde situationen i går - vi lod ham vælge, for det kan han for det meste godt administrere, men ikke lige i går. Så vi tog beslutningen for ham og sagde at det blev far, der puttede - og så er vi også gode til at holde fast i det. Men i går med det resultat at han blev rigtig ked af at det ikke var mig og lå derfor og kaldte på mig i noget der føltes som lang tid.

Vi var enige om ikke at give efter, men problemet i går var, at far heller ikke kunne bruges, hvilket betød, at han græd sig i søvn. Og dette er aldrig nogensinde sket før. Vi bliver altid gode venner igen, vi siger altid godnat og fortæller at ...

... vi elsker ham, men altså ikke i går, for far måtte bare ikke nærme sig.

Hvordan tackler man disse situationer på den bedst mulige måde? Jeg gætter på at du vil sige helt faste rammer - vil det sige, at vi fx skal sige - hvis vi begge er hjemme: i dag putter far dig og sådan er det. Og gælder det også alle mulige andre situationer - skal han slet ikke have nogle valg? - åh jeg synes det er svært - han er opdraget så frit, med så god tid, med masser af kærlighed, alt hvad der kan foregår i hans tempo - og vi elsker det - jeg synes jo gerne han må have valg, men jeg kan godt se det bliver et problem i det øjeblik han ikke kan administere det i sit lille hoved.

Åh hvor er det svært at forklare. Forstår du problematikken? Oplever andre forældre det samme?

Lige for tiden henter jeg ham i børnehaven - jeg nyder den lille cykeltur efter at have født og jeg nyder lige at komme lidt ud. Jeg giver mig altid god tid til at hente - som regel laver vi puslespil. Igen har han svært ved at acceptere, når det er sidste gang - og jeg kan da nemt forudse, at det kan gå helt bananas den dag jeg kommer og siger, at vi skal direkte hjem fordi vi fx har travlt.

Jeg synes det er helt ok og meget naturligt at have disse konflikter og det er jo altsammen med til udvikle hans hjerne - jeg synes bare det overrasker mig HVOR stædig han kan være og HVOR ked af det han kan blive over disse ting ... og så undrer det mig måske også en smule, at det er ALT der skal diskuteres!

Vi har prøvet at snakke lidt med ham om, at han ikke skal diskutere alt, fordi han bliver så forvirret i sit lille hoved og hele dagen kommer til at gå med vi skal sige nej og at han bliver ked af det... men hvad kan vi forvente af en 3-årig?

Min moster er sundhedsplejerske og var her den anden dag - hun synes han er skøn og da vi snakkede lidt om den her trodsalder, sagde hun: Ja han er som alle andre 3-årige. Det kan jeg også sagtens se, når vi er sammen med andre børn. Mit spørgsmål går mere på, hvordan man som forældre tackler det.

Min mor er ikke den store børne-psykolog og hun panikker faktisk lidt når han laver de her scener - det gør jeg trods alt ikke! Jeg mener, det er en helt normal udvikling og noget man skal igennem og for hver konflikt lærer han noget - jeg siger til mig selv, at der bliver dannet en ny synapse i hans hjerne hver gang. Min mor derimod synes det er så synd for ham, at det hele skal diskuteres.

Hun spurgte om hun ikke måtte tage ham med en tur til kbh og i tivoli, for som hun sagde: Så er han glad hele dagen!! Jeg synes faktisk at det er lidt anstrengende, at hun ikke kan imødekomme disse episoder, når vi nu som forældre signalerer, at det er ok. (Disse konflikter opstår aldrig når han er sammen med andre voksne - kun når vi er der).

Det skal siges, at han er jordens sødeste dreng oveni alt det her, hvis du forstår. Han er meget kærlig og meget afholdt af alle i børnehaven. Han er god til at begå sig. En helt igennem elskelig dreng., som lige nu skal hjælpes igennem en heftig trodsalder.

Håber du kan hjælpe - med lidt input eller gode råd.

Glæder mig til dit svar.

Kærlig hilsen
Mor til 2.

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

31. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Opfølgning på selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Tak for svaret på mit brev om selvstændighedsalder og afvænning...

Læs hele brevet og Helens svar

29. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Lige en opfølgning på mit sidste brev om min datter på 2,5 “Det...

Læs hele brevet og Helens svar

25. januar 2026 | Renlighed | 3 år, 6 mdr.

Toilettræning - 3.5 år

Hej, Vi har toilettrænet to børn tidligere, men vores dreng har problemer....

Læs hele brevet og Helens svar

24. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Det er kun far der dur - 2 år, 7 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om min datter på 2,5 år. Hun er altid...

Læs hele brevet og Helens svar

21. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Lære at høre efter

Hej Helen Tak for din brevkasse - nu vil jeg forsøge at spørge dig i håb om,...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: