Svar: Genert

---

Kære Olivers mor

Børn ligner jo deres forældre og det er derfor vigtigt, at du er meget opmærksom på, hvordan du selv reagerer, hvad signaler du sender, når I møder andre mennesker.

Du fortæller at du selv har været meget genert som barn og at det har været hæmmende for dig i mange år. Måske har du lært dig nogle teknikker, som du gør brug af, når I er sammen med andre, men hvor du stadig med dit kropssprog måske får signaleret, at det her er en lidt svær situation ... måske er din dreng bare også genert anlagt og det er jo helt okay. Nogle stiller sig altid først frem i forsamlinger og er meget "tag mig, tag mig", andre skal lige se tingene lidt an og siger ikke noget, før de er sikre på hvem de andre er, sikre på hele situationen.

Under alle omstændigheder, så bruger børn os voksne som rollemodeller, de spejler sig i det de ser vi gør og derfor er det vigtigt at medtænke, hvordan du netop ved at virke åben og imødekommende, når I møder andre, også får signaleret til din dreng hvordan han kan gøre.

Det er derfor helt fint, at du nogle gange vælger at gå ind i stuen, tale med de andre og så lade ham observere hvordan du gør, lade ham finde sig tryg ved hele situationen og når han så kan se at alt er okay, det er ikke farligt, så kommer han af sig selv.

Andre gange vil det være bedre, at du direkte hjælper ham, men du skal overveje, hvordan du gør.

Hvis man først har fået en rolle som værende den generte så er det svært at komme ud af den igen. Vær derfor opmærksom på ikke at kalde din søn genert. Man kan ofte komme til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "han er jo lidt genert". På den måde bliver han holdt fast i rollen som "den generte".

Du skal også passe på med at sammenligne ham ...

---

---

... med andre børn, pas på med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden dreng, hvor han...'. Det er ikke befordrende for han selvværd, han vil føle sig forkert, når han ikke kan gøre ligesom de andre.

Du skriver at du opfatter det som en bjørnetjeneste, hvis du hver gang skal bryde muren for ham, - og lige der hvor han står i gangen og skal se jer alle an, er det fint nok, men andre gange vil det være rigtig godt, at du tager over. At du f.eks. svarer for ham, når han ikke selv kan.

Når I møder nogen der spørger til ham og han så gemmer sig bag dine ben, så svar for ham. Lad være med at afkræve ham et svar "Fortæl nu hvad du hedder", men prøv i stedet at svare for ham og inddrag ham så du hjælper ham og han måske senere selv får lyst til at sige noget. Når fremmede spørger "Hvad hedder du så lille ven?" så fortæller du hvad han hedder og siger "ik os?" til din dreng, så han er med i samtalen, oplever at du træder til når han ikke selv kan og samtidig giver du ham mulighed for at sige noget, når han tør, når han har mod på det.

---

---

Det er som du skriver rigtig vigtigt at han fungerer socialt og du skal hjælpe ham med at være social. Når du kan se at han vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så fortæl ham, at du godt kan forstå at han er utryg, men nu vil du gå med ham og så tager du ham i hånden og I følges derhen. På den måde får du givet ham nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. Du kan tage initiativet til at spørge hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver du ham værktøjer til selv at forsøge sig - på sigt.

For han er jo stadig ikke ret gammel og hans ordforråd er lille. Det er helt naturligt at han har brug for at se verden an og ikke bare kaster sig ud i nye situationer. Så giv ham også tid og ro :)

Fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---