Svar: Næsvis og morsyg

---

Kære mor til konstant snakkende snoabe!

Jeg kan godt høre at I nogle gange få jeres sag for, det er ikke nemt at være forældre til så selvstændig og temperamentsfuld 2 årig, men det lyder faktisk som om at I tackler det rigtig fint.

Det er super, at I forsøger at tale til hendes fornuft, forsøger at rumme hendes følelser, give plads til at hun har det som hun har det, når hun nægter at gøre det I gerne vil have eller konsekvent forsøger at gøre det modsatte af hvad I vil. Hun brager lige nu igennem selvstændighedsfasen (tidligere kaldet trodsalder) og det er klart, at nogle børn viser mere selvstændighed og temperament end andre børn. Også her er børn forskellige og også her ligner børn jo deres forældre ... :)

Hendes frustrationer bliver sandsynligvis ekstra store nogle gange, netop fordi hun både motorisk og verbalt er rigtig godt med - og samtidig så er hun jo også en lille pige på kun knap 2 år med en stadig meget umoden hjerne. Nogle gange vil tingene bare ikke som hun vil og det er svært at tackle. Og her reagerer hun så fysisk, med at råbe "miiin", skrige højt, kaste med tingene, slå ud efter jer osv. Det er udtryk for at der er kaos i hendes indre, et kaos som hun ikke selv kan få styr på, netop fordi hun stadig er en lille pige.

Nogle gange kan det være nødvendigt at give hende time-out på en stol og det kan være helt fint at hun siger "er færdig med at være ked af det nu - undskyld!" og så er det vigtigt at I ikke bærer nag, men lader hende hoppe ned fra stolen og lege videre - så er den sag ude af verden. Og ja, så godtager I undskyldningen.

Men samtidig er det også vigtigt at I nogle gange lige medtænker at hun jo faktisk ikke skal undskylde at hun er ked af det, for hun har lov til at være ked af det og det er vigtigt at hun vokser op med tillid til, at I er der, elsker hende og vil hende - uanset hvad følelser hun har. Det er netop overfor jer at hun kan vise hele sit følelsesregister, I er der jo for at hjælpe hende.

Derfor er løsningen ikke altid at sætte hende på en time-out stol, men i stedet at sige "jeg kan høre at du har brug for at være lidt for dig selv, jeg vil gerne hjælpe dig, kald på mig når du er klar" eller f.eks. siger "jeg kan godt høre at du er ked af det lige nu, det er okay skat" og så kan hun rette dig og sige "Jeg er ikke ked af det, jeg er sur!" og så kan I tage den snak og finde ud af, hvad hun er sur over. Det er langt bedre at møde hende ...

---

---

... på denne måde, end at skælde hende ud og sende hende væk med et "så kan du sætte dig der, til du kan opføre dig ordenligt" eller lignende ...

Med hensyn til morsyge, så skal du vende det til noget positivt og se det som morglæde i stedet. Og ja, det er ganske givet fordi I to har været og er mere sammen. Det er naturligvis vigtigt at du giver din datter så meget af dig, som du kan komme til. Hun har brug for at mærke at du er der for hende, for at hun også kan slippe dig ...

Det er fint at det er dig der putter og siger godnat om aftenen, når det hele fungerer bedst sådan, men jeg synes faktisk ikke I skal sige at det enten er far eller mor, der putter - hvorfor ikke gøre det til et mere fælles projekt?

Lige netop det med at skulle sove er jo meget følsomt, for det er vigtigt at det foregår stille og roligt og uden at blive til en magtkamp, som handler mere om forældrenes behov, præcis som du skriver. Men prøv at brede selve putningen ud. Lad det starte allerede der, hvor hun skal have et aftenbad, smøres ind i creme, have ren ble og nattøj på, have børstet tænder, læse historie, putte i sin seng, synges lidt for, sige godnat, kysse, dagens sidste kram osv.

---

---

Far kan sagtens gøre meget af dette og jo mere far er med i forberedelserne, jo mere vil han naturligt også kunne tage over, når der skal puttes - først, når du en aften ikke er hjemme og så når I er hjemme begge to.

Det er ikke et spørgsmål om at føje den ene eller den anden, men et spørgsmål om at gøre det til noget mere fælles og gøre det uproblematisk. Så vil du også kunne støtte op om far og sige "i aften er der far der læser din godnathistorie, så kommer mor og kysser godnat bagefter" og på den måde siger I begge godnat og hun oplever at I fint kan deles om netop dette og at du har tiltro til at far kan ligeså godt som du.

Når du oplever at hun taler konstant og du bare har brug for ro, så i stedet for at sige til hende at hun skal tie stille, så prøv at motivere hende til at lege stilleleg i stedet. Gør det til noget sjovt også at skulle være stille, øve sig i at hviske eller bed hende om f.eks. at synge en sang, fordi det er rarere for dig at høre hun synger lidt end at hun taler hele tiden "kan du ikke synge lidt for mor skat, det er så dejligt, når du synger". I kan synge sammen, hun kan lære nye og søde sange, som du synes er rare at høre på :)

Håber du kan bruge lidt af ovenstående videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---