Brev:

Næsvis og morsyg

Hej Helen.

Så skriver jeg igen. Jeg har brug for nogle gode råd i forhold til opdragelsen af vores datter.

Vores datter bliver 2 år i næste måned, og har som tidligere forklaret fra start været gennemsnitligt minimum 3 måneder foran i sin udvikling. Vi er så små begyndt at vænne os til det, og forsøger dagligt at møde hende, hvor hun er, og ikke hvor bøgerne og de kloge siger, at hun skal være.

På lige fod med hende meget hurtige motoriske udvikling, er hun langt foran på det sproglige. Hun kunne allerede i alder af 1 ½ sætninger på flere ord. I dag måneden før hun fylder to, har hun vel samme ordforråd som en på 2½, og danner sætninger på op imod 7-10 ord, som giver mening og som udtales, så andre kan forstå det også.

Det har været en lidt hård kamp for os, at have et barn, der hele tiden udfordrer de rammer for hvad der er almindeligt. Da hun blev 18 måneder rykkede vuggestuen hende op i den gruppe med børn i alderen 2-2½, og dette hjalp gevaldigt på hende og derved også os. Da vi pludselig kunne slappe mere, når vi ved, at hun bliver stimuleret ordentligt. Folk omkring os, er da også begyndt at holde op med hele tiden at mane vores bekymringer til jorden, og sige til os "at vi bare skal møde barnet hvor det er". Det er lidt som om, at det endelig er gået op for folk, at vi aldrig har pæcet hende, men dette er helt naturligt for hende.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men medaljen har jo en bagside. For hvordan snakker man fornuft med en pige på 23 måneder, der intelligensmæssigt, sprogligt og udviklingsmæssigt er som et barn på 2½? Hvornår tager man over, og vurderer, at hun ikke kan klare at tage stilling til tingene selv, når hun hele tiden viser, at det kan hun faktisk godt (hun vælger jo bare oftest ikke det, som moderen ville mene, der var det rigtige!). Vi er begyndt at timeoute hende (hvilket jeg alle dage har været imod, da det er en teknik, jeg oftest ser blive misbrugt). Men vi griber lidt om et halmstrå, da vi ikke ved hvordan vi ellers så vejlede hende i helt basalt - ikke at være næsvis!

Oftest er hun den gladeste, sødeste og kønneste unge på jorden - men nogle gange er hun ren djævleyngel :). Hun svarer igen, skriger, nægter at dele ...

... og råber miiiiin, hun nægter at rydde op, dække bord, komme, kaster med tingene, slår, nægter at tage tøj på og alt andet, hun sædvanligvis gør uden at blinke. Vi forsøger os med at sætte os ned til hende, snakke med hende, vejlede hende og alt det der, og så ender hun oftest med at blive sur, slå ud efter os og så ender hun på den sorte stol i stuen til timeout. Her sidder hun så og synger lidt, og ender oftest med efter et minut eller to at sige "er færdig med at være ked af det nu - undskyld!". Hvad gør vi der? Godtager vi undskyldningen? Jeg har forsøgt med at spørge hende, hvad hun undskylder for, og nogle gange svarer hun også korrekt... MEN FOR POKKER... hun er 23 måneder! Er det ikke for meget at forlange? Jeg er virkelig i tvivl, hvor grænsen går.

Hun er, som vi joker med, født mor-syg, både af natur, men også fordi jeg er mest hjemme med hende om eftermiddagen (tror jeg). Men hun fravælger far purre ved fx puttetid, og har i sidste uge sagt direkte til ham "gå væk dumme far!" (meeget hjerteskærende). Skal vi føje hende? Og bare lade mig putte? Eller skal hun have grænser og vide, at det ikke er hendes valg? (så bliver det jo bare faderens behov for at putte hende mere end hendes behov for, at jeg putter). Og helt ærligt, så er jeg ved at være lidt træt. Hun snakker konstant, så meget, at jeg har taget mig selv i at bede om at tie stille bare i to sekunder.

Jeg er helt klart den mest konsekvense og strenge (det er vi begge enige om), og måske det er derfor hun primært vælger mig? Men det er bare svært hele tiden at være den, der er på, og den der så også mest sige nej. Der er en indforståethed mellem os om fællesfront, men jeg er bare oftest den, der reagerer hurtigst og mest konsekvent. Nok fordi jeg har mindst tålmodighed og kan slet ikke snuppe uopdragende børn.

Jeg ved godt, at børn i alderen 2 af natur måske giver lidt mere kam til håret, men det er virkelig svært, når 2 års alderen starte som 1 ½ årig. Jeg håber virkelig, at du kan vejlede os lidt, og give os nogle redskaber til hvordan vi på en fornuftig måde vejlede hende og samtidig vise hende, at det ikke lønner sig at være fræk.

Bedste hilsener,
moderen til den nu konstant snakkende snoabe!

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.

Lur og temperament udfordringer

Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...

Læs hele brevet og Helens svar

2. maj 2025 | Sovevaner | 21 mdr.

Lang putning - 21 måneder

Kære Helen, Vi håber, du kan hjælpe os med at skabe en kortere og endnu...

Læs hele brevet og Helens svar

2. maj 2025 | Udstyr | 22 mdr.

Natlampe

Kære Helen Som du ved, så har vi store udfordringer med storesøsters (22mdr)...

Læs hele brevet og Helens svar

13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...

Læs hele brevet og Helens svar

10. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Reaktion på at være blevet storesøster

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om min datter på 22mdr som er blevet...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: