Svar: Når mor eller far bliver alvorlig syg

---

Kære Rikke

Det gør mig oprigtigt ondt at høre at din mand er så alvorligt syg og skal igennem så stor en operation. Jeg vil tænke på jer og krydse fingre for alt det bedste :)

Det er altid godt at tale om de ting der er svære, også selvom de netop er svære at tale om. Og børn skal naturligt have besked.

Men det er selvfølgelig begrænset, hvor meget I kan indvi jeres dreng i den sygdom far har og i hvad der skal ske. Når man er 2½ år er det begrænset, hvor meget man forstår, men han vil sagtens kunne mærke at I er kede af det og mærkede af situationen og det vil naturligt påvirke ham. Han bliver utryg, urolig, når han mærker at I ikke har det godt og jeres uro vil sprede sig til ham.

I skal tillade jer selv at være kede af det og der sker ikke noget ved, at han f.eks. oplever at I græder og har det svært. I et sådan tilfælde vil han ganske givet trøste og forsøge at holde om - præcis som han bliver af jer, når han er ked af det. Men det skal naturligvis være en balance. For det er vigtigt at I ikke bryder sammen foran jer - I er nødt til et eller andet sted at holde sammen på jer selv overfor ham, netop fordi han ikke kan forklares hvad der sker og ikke vil kunne sætte sig ind i det.

Det er fint at tage udgangspunkt i det barnet ved og har oplevet, f.eks. ambulancen som hentede far og far kom på hospitalet. Der er læger, som hjælper folk, så man får det godt igen osv. I kan meget fint læse små bøger om at være på hospital og være syg, så han får talt naturligt omkring dette og på den måde ved lidt om hvad der foregår.

I skal lytte og gribe situationen til at tale om tingene, når han selv nævner noget om det - han er for lille til at I kan sætte jer ned og sige "vi har noget at tale med dig om" eller lignende - hvis I prøver, vil han ikke forstå det og vil måske begynde at grine eller lade som ingenting og spørge om I vil lege eller lignende.

Han må godt komme med på hospitalet, så han kan se hvad der foregår der og ved hvor far er henne - men prøv at tage ham med, når far har det nogenlunde igen. For hvidt patienttøj, slanger, drop osv. over det hele, en anderledes lugt og far med en stor forbinding på hovedet - det kan være meget skræmmende. I hvert fald vil det være godt, hvis far har kræfter til at snakke og grine lidt, når jeres dreng skal med ...

En lægetaske kan med tiden være en god idé, så I kan lege lidt derhjemme og gøre det med læger og sygehuse til noget helt normalt.

Og så skal han naturligvis have lov til at få sin sut lidt ekstra i denne periode, hvis han tydeligvis har brug for dette og det giver ro - men ellers er det faktisk ganske fornuftigt at lade hans hverdag ligne sig selv så meget som muligt. Lad ham komme i vuggestue som han plejer, blive afleveret, hentet osv. som han plejer. Netop fordi alt derhjemme er anderledes, så vil vuggestuen være et frirum, der hvor alt er normalt, og det kan være dejligt for ham ...

Det vil udfordre jeres dreng, at far er ...

---

---

... og bliver syg i en længere periode og han vil naturligt forsøge at tilpasse sig situationen, som den er. Det er her rigtig vigtigt at du forsøger at give ham al den nærhed, kontakt osv. som han stadig har brug for - også selvom det kan være svært, fordi du selv er fyldt op med sorg og bekymring.

Du skal være forberedt på at jeres dreng godt kan blive lidt mere krævende, lidt mere besværlig, lidt mere pylret og måske lidt mere fræk - både i kraft af hans alder, men faktisk også som reaktion på den forandring han mærker i jeres familie og det er rigtig vigtigt at du anerkender ham og hans behov for at mærke, at du stadig er der for ham, selvom overskuddet er lille.

Han skal naturligvis opdrages og der er visse regler som skal følges, men nogle gange, ja faktisk ofte, vil det være helt okay at slække lidt på regler og så bare gøre det som virker - det kan godt være at du f.eks. synes han egentlig burde sove i sin seng, men måske fungerer det bare bedre at I sover sammen og så gør du det! Gør det, som du fornemmer virker og giver ro, brug tid på ham og lad vasketøj, rengøring og andet ligge, hvis det er nødvendigt :)

I forhold til dig selv og din mand, så synes jeg du skal overveje om du har brug for at tale med jeres læge eller evt. blive henvist til en sorgterapeut eller psykolog. Netop for at have nogen at tale omkring det hele med. Det er vigtigt at du netop får talt med nogen om alle de tanker og følelser du har, for at du har overskud til begge drenge i dit liv og også for at du kan glæde dig over det spirende nye liv i din mave :)

---

---

Og så skal I forældre også tale sammen og bruge hinanden rigtig meget. I skal finde styrken i at møde denne modstand og at I virkelig vil hinanden og står dette igennem, selvom det er hårdt og I ikke ved, hvad fremtiden bringer.

Du skal passe på dig selv og på den lille i din mave. Du skal sørge for at du får mad og drikke, at du får sovet, slappet af og også prøve at tænke på de gode ting - glæde dig over de små ting i hverdagen, som er lyspunkter, selvom de kan være svære at få øje på. Hvordan du har det, vil naturligt påvirke din graviditet og den lille i maven og derfor er det rigtig vigtigt at du passer på dig selv, at I passer på hinanden.

Det er dig, der lige nu skal være den stærke, du skal være stærk i forhold til din mand, du skal være stærk i forhold til jeres dreng og du skal tænke på jeres ufødte barn. Det er hårdt, det er usigelig hårdt og du skal forberede dig på, at du bliver usigeligt træt. Du vil blive så træt, at du næsten ikke kan holde dig oprejst og ikke aner, hvordan du næsten er kommet igennem dagen og det er derfor du skal lytte til dig selv og også tillade dig selv at få fat i lægen og få talt tingene igennem. Du skal have nogen at læsse af på, en uden for familien :)

Jeg håber du kan bruge lidt af mine tanker videre - pas rigtig godt på hinanden og så ønsker jeg jer alt det bedste i det videre forløb! Stort knus fra mig til dig!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:

---

---

---

---

Viden om børn:

---