Svar: Svigter jeg hende?

---

Kære søde Stine

Du skriver: Min mand siger "at jeg skal tage Agnes opførsel som netop et udtryk for, at hun både elsker mig, men også at hun tager hvad hun har brug for. Fordi hun ved at hun kan. Hun holder sig ikke tilbage fra at 'kræve mig', fordi hun ved at hun har ret til mig. Så han mener, at hendes opførsel og reaktion viser at hun er sund og tryg." Og det er jeg helt enig i.

I har en sund, dejlig, tryg, veludviklet pige som har det rigtig godt. I ser hende, møder hende og elsker hende utrolig højt og det ved hun godt. Hun gengælder dette på fineste vis, når hun i en alder af blot 2 år nusser din kind og siger: "min mor" og "elsker mor". Tager din hånd og ligger den på sin pande. Kysser dig og vil holde dig i hånden - også selvom det er klokken 3 om natten, eller måske netop fordi det er klokken 3 om natten, der hvor der er fuldstændig ro, hvor hun virkelig kan mærke dig og måske endda er vågnet af en drøm, har haft brug for dig og får dig :)

Det er meget meget dejligt det du beskriver og det er meget meget vigtigt at du prøver at lytte til dette og mærke, at det er sandt :)

Du har naturligvis ret i at hun har brug for tilvænning og at hun på et tidspunkt sandsynligvis vil affinde sig med at hun har mor mest i weekenden og om aftenen - men i øvrigt lige nu bruger lidt mere tid med far. Det er nyt for hende og ikke det hun har været vant til, men det betyder ikke at det er dårligt for hende - hun elsker jo også sin far højt, hvilket er gengældt og de to har også stor glæde af at bruge mere tid sammen, det er også guld værd.

Men vi får naturligvis børn for at være sammen med dem og heldigvis vil børnene jo også helst være sammen med os. Og det er det du mærker ... Men det du også mærker er frustrationen, følelserne der opstår, når vi ikke kan være helt så meget sammen som vi ønsker. Det er irritationen og måske afmagten over at få hverdagen til at hænge sammen, hvor du er nødt til at rejse længere væk for at nå dit arbejde og tjene de penge, som vi også er afhængige af. Og det er ikke altid at arbejde og familieliv kan passe så fuldstændig og 100 pct, som vi alle helst så det ... og sådan er det så for jer i øjeblikket.

Det gør dig ikke til en dårligere mor, at tingene er sådan, men du har følelsen af at være det, fordi du ikke synes du kan leve op til de forestillinger, du har om at være mor. Og det er også vigtigt. Det handler jo ikke kun om hvad der er ...

---

---

... bedst for lille Agnes, det handler også om hvad der er bedst for dig og hvad der fungerer for jer som familie.

Du skriver at det er et vikariat og det er derfor en tidsbegrænset stilling du lige nu har .. Jeg ved ikke hvad du laver eller hvordan dine muligheder i øvrigt er for job, men måske kan det lade sig gøre at forhandle sig til noget andet, andre arbejdstider eller lignende, hvis vikariatet viser sig at kunne blive en fastansættelse. Måske skal du ud at finde nyt arbejde igen, når vikariatet udløber - der kan ske så meget hen af vejen - en ændring vil der helt sikkert ske :)

Men det er også vigtigt at du lytter til dig selv og hvordan du har det. Du skriver "jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere ulykkelig over, at jeg aldrig synes at kunne fylde hende op" og det er her super vigtigt at du mærker efter og også gerne taler med din læge om de tanker og følelser som er på vej igen. Og så bliver du nødt til at finde ud af, om en anden stilling er nødvendig for dig - hvad skal fremtiden bringe, hvad er vigtigt, hvad betyder noget nu...

---

---

For der er ingen tvivl om at når vi får børn, så sker der store ændringer i vores liv. Og ting som vi tidligere kunne klare, er pludselig svære at gøre, ting vi før prioriterede virker slet ikke vigtigt nu - for de fleste af os betyder børnene bare alt og kun, når vi mærker at de er glade og trives, så trives vi selv ... :)

Så ja - Agnes reaktion er normal og det du skal gøre op med dig selv er ikke kun hvad hun kan leve med, men også hvad du selv kan leve med. For hvis dine arbejdsforhold skal gøre at du føler dig som en dårlig mor, får dig til at føle, at du ikke kan gøre det du gerne vil og gør at du bliver ulykkelig - så er det ikke det du skal. Så er I nødt til at finde en løsning, hvor du kan være mere hjemme som før - og ja, jeg ved godt at det er lettere sagt end gjort, men det nytter jo ikke noget at du bliver eller går rundt og er ulykkelig. I må ikke savne hinanden så meget, at du bliver syg af det ... :)

Som du beskriver det lige nu, så lyder det ikke som om at Agnes bliver svigtet, men det lyder som om at du svigter dig selv og de tanker og ønsker du har om at være mor. Og hvis du har det dårligt, så har du naturligvis ikke overskud til at være den mor du gerne vil være og så ja, så svigter du hende jo et eller andet sted ...

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke med det hele fortsat! Stort knus fra mig til dig :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---