Svar: Vågner konstant - 10 mdr.
Kære Dianka
Tak for dit brev og velkommen til :) Dejligt at høre du har bestilt min bog - du skal især læse det kapitel som handler om børn på 8-10 måneder og det jeg skriver om søvnassociationer.
For der er for mig at se ikke tvivl om at det er et søvnassociationsproblem din dreng har.
Søvnassociationer er ting vi forbinder med at skulle sove. Ting vi har behov for, for at kunne falde i søvn. For små børn er søvnassociationer ofte at få bryst eller flaske, få en sut, sutteklud eller blive vugget. Det er altså de ting de forbinder med at skulle overgives sit til søvnen, det er de ting, der gør dem rolige og afslappede.
Der er gode søvnassociationer:
Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. Øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.
Der er mindre gode søvnassociationer:
Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.
De gode søvnassociationer er gode, fordi de handler om at lære barnet at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng og forbinder sengen med det sted, hvor man skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør barnet afhængig af den voksne.
Din dreng får bryst for at kunne sove, han har altså en søvnassociation i brystet. Derudover så lyder det også som om at han er meget afhængig af din favn, af din nærhed, for at kunne sove og det er her jeres udfordringer ligger.
Det er helt naturligt og helt okay med den alder han har, at han får mælk inden han skal sove - han har faktisk brug for 2 amninger dagligt til han er 12 måneder og her vil den ene amning fint kunne ligge inden sengetid om aftenen og en gang i løbet af natten. Det er også helt naturligt at han har brug for at mærke dig, blive betrygget, hjulpet til fysisk beroligelse osv. når han skal sove, du kan ikke forvente at han kan lægges spilvågen i sin seng og derefter falde i søvn af sig selv, det har han jo ikke lært, det er ikke noget som kommer fra den ene dag til den anden ... Men det er ikke længere nogen god idé at lade ham sove i din favn eller tæt puttende med dig i din seng og du er nødt til at ændre på denne vane.
Vi vågner alle sammen 10, 15, 20 gange i løbet af en nat, vender os, trækker dynen lidt op, sparker den af, drejer om på den anden side, retter på puden osv. Det er helt naturligt og netop børn i din drengs alder, som er igang med at udvikle sig motorisk, som er i separationsfasen, begynder at kravle osv. vil naturligt sove uroligt. Han har i denne alder brug for stillingsskift, hjælp til at blive lagt rigtigt igen - og det er ikke det samme som at behøve mælk eller at han behøver komme op i dine arme.
Han kan altså sagtens have små opvågninger hele natten igennem uden at det er unormalt - faktisk er det ret normalt - og det er vigtigt at han der lærer at sove uden at få mælk og uden ...
... at blive taget op - og for at han skal kunne det, så er det altså vigtigt at han nu puttes på en anden måde.
Han skal have en ny søvnassociation, måden du kærtegner ham på, en sutteklud ved ansigtet eller f.eks. små beroligende ord du siger. Netop det med at kunne sige "ssshh-ssshh" kan være rigtig godt, fordi det er noget du også kan gøre på afstand. Hans underbevidsthed vil registrere at du er der, ligesom du var der da han faldt i søvn og det vil hjælpe ham videre i søvnen, fordi du og dine ord er en søvnassociation han kan bruge og som er bedre end afhængighed af f.eks. bryst eller favn.
Det vil være en god idé at tage siden af tremmesengen og koble hans seng til din. Så han puttes i sin egen seng og så du om natten kan berolige ham ved at lægge dine hænder på hans krop, holde hans hænder og fysisk hjælpe ham til at få samling på sig selv - men stadig imens han ligger i sin egen seng. Han får altså på den måde den nærhed, han har brug for men lærer samtidig at sove for sig selv.
Det er naturligvis vigtigt at han er mæt og tilfreds, når han skal sove og du skriver at du er i tvivl om, hvorvidt han vågner fordi han er sulten. Derfor vil jeg også lige sende dig en plan for dagen, som den kan se ud i denne alder:
Morgen 7.30: Havregrød, vand eller mælk af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos (jerntilskud), vand af kop.
Formiddagslur sover måske kun 45 minutter
Frokost 11.30-12: Rugbrødshapsere med smørbart pålæg, gerne fiskepålæg som makrel, tun, sildepostej, rognguf eller lignende. Kogte grøntsager, pastaskruer, stykker af frikadelle, ½ hårdkogt æg, rejer, muslinger osv. Evt. suppleret yderligere med grøntsagsmos, hvis han ikke virker til at kunne spise nok af den rigtige mad. Vand af kop.
Middagslur, sover her måske 1½ time
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, lidt tykmælk med rugbrødsdrys eller lignende, vand af kop.
Aften 18: Familiemad, risretter, pastaretter, kød, fisk, grøntsager, sovs osv. Der skal være mad i stykker og moset mad og maden tager udgangspunkt i jeres mad. Vand eller mælk af kop.
Godnatgrød som en del af putteritualet
Ammes og puttes til natte ca kl. 20
Sen aften eller en gang i løbet af natten ammes han 2. gang.
Du spørger hvor lang tid du skal amme og det vil være rigtig godt at bibeholde 2 amninger dagligt til han er 12 måneder.
Når du skal putte ham om aftenen, så er det altså fint at du ammer ham, men du skal lægge ham fra dig inden han falder i søvn. Han skal flyttes fra din favn og ned i sin seng, imens han lige misser med øjnene og registerer hvor han er blevet lagt og så skal de nye søvnassociationer sættes ind - kærtegn, beroligende ord, putteklud osv. Men det er slut med at falde i søvn i mors seng i mors favn ...
Rigtig meget held og lykke med det projekt :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hudplejeolie til mor og barn
Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.
Når huden er rød, tør ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Vi har vores lille dreng på 2 uger og vores store dreng på snart...
5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....
5. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Kære Helen. Så blev vores familie udvidet fra 3 til 4. Lillebror som i dag...
3. september 2026 | Sovevaner | 14 mdr.
Morgenamning forstyrrer søvnen
Hej Helen. Vi har en sund, glad og rask dreng (V) på meget snart 14 mdr....
14. august 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Tvillinger på 6.5 mdr uden rytme
Kære Helen. Jeg har 2 dejlige tvillingepiger på 6.5 måned, som blev født i...
Viden om børn:
Suttekæde
En suttekæde er en kæde, som holder sutten ved barnet. Den fungerer ved at den sidder både på sutten og sættes fast i barnets tøj. Det kan være meget praktisk for forældrene, men kæden skal opfylde visse krav, for ikke at være farlig for barnet.
Sikkerhedsstyrelsen tester jævnligt suttekæder og det er desværre ikke alle suttekæder, der lever op til sikkerheden.
Det anbefales at:
- En kæde må ikke være mere end 22 cm lang, da barnet så kan få den...
Fed creme til børneeksem
Har dit barn børneeksem, er det vigtigt med en god hudpleje - og fedtcremer med en høj fedtprocent forebygger hudeksem. Hudpleje er vigtigt året rundt, men især i vinterperioden, hvor den kolde luft udtørrer huden ekstra meget, er det ekstra vigtigt med en god creme.
Til både behandling og forebyggelse af børneeksem, er det vigtigt at vælge fed creme fremfor lotion. En lotion indeholder meget vand og fordamper derfor hurtigt fra huden, og giver derfor ikke huden den nødvendige...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











