Svar: Hvor længe skal en konsekvens holde?

---

Kære mor til tidlig teenager

Tak for din fine beskrivelse af din søde og sundt udviklede datter :) Det er en meget fin beskrivelse af de glæder, udfordringer og frustrationer man kan have med en 2 årig :)

Jeg synes I tackler det super fint, det er helt som det skal være. Du siger nej, hun gør det alligevel, du sætter dig ned, forklarer og opstiller en konsekvens om at komme ind, hvis hun fortsætter. Hun gør det igen ...

Hun ved jo et eller andet sted godt at det hun gør er forkert, hun ved godt at hun ikke må, hun hører det lille nej inde i sig og alligevel er trangen til at prøve, trangen til lige at se hvad der sker, den er lidt for stor. Hendes udforskningstrang er så stor stadigvæk, at den overhører det lille nej. Ikke fordi hun bevidst forsøger at være ulydig, men hun kan bare ikke lade være med lige at forsøge.

Og du gør det helt rigtige i at holde fast i konsekvensen, tager hende og bærer hende ind. Også selvom hun bliver vred, hyler, skriger, sparker osv. Du viser at du sagtens kan rumme hende følelser - det vil sige at du lader hende reagere og ikke tager det personligt og du bevarer roen.

En lille form for time-out er der naturligvis tale om her, men det er nødvendigt i en sådan situation. Det der er vigtigt er, at hun stadig kan se dig, du har styr på hende, viser hende at du er der, er tilgængelig osv. Hun er ikke bare straffet, overladt til sig selv osv. Når hun er faldet lidt til ro, så sætter du dig hos hende, tilbyder hende din hjælp, din nærhed, hun kan så tage imod den eller skrige "neeejj" som hun gjorde forleden og det er fint nok - du bevarer stadig roen og viser hende at det er okay. Stille og roligt kommer hun så til sig selv og leger fint videre.

Det er egentlig ikke et spørgsmål om at hun skal overgive sig, men mere et spørgsmål om at hun skal føle at hun er okay. Det er fint at hun forsøger, hun får så en grænse, I viser hende hvor I står og den reaktion, det følelsesudbrud hun har, det kan I sagtens kapere - hun er okay. Ingen bærer nag, I kan fint komme videre bagefter, der er en gensidig forståelse :)

Hvor lang tid der skal gå, når I f.eks. sætter legetøj eller et stykke kage eller lignende væk er helt individuelt og helt afhængigt at situationen. Ofte behøver der ikke gå særlig lang tid, så er det netop et spørgsmål om at sige nej og lade en handling følge med f.eks. fjerne kagen.

Hvis vi forestiller os at hun sidder og smider med kage fra tallerkenen og I siger "Du skal spise pænt, ikke smide med maden" eller lignende og hun så gør det igen, bevidst, så ville jeg sætte kagen væk. Hvis ...

---

---

... hun her så beder om at få den igen, så ville jeg give hende kagen tilbage, men ville så samtidig sige til hende at kagen skal spises pænt, så hun forstår reglen for at få kage. Hvis hun så igen der, sidder og smider rundt med kagen, så ville jeg stoppe måltidet. Fjerne kagen, tørre hende om munden og sætte hende på gulvet, så er hun færdig med at spise. Og her ville jeg ikke give hende kage igen - hun kunne så få noget at spise, næste gang det blev tid til et måltid.

Hun vil ikke kunne forholde sig til regler om "Hvis ikke du spiser dine gulerødder, så får du ikke kage" eller lignende. Hun har ingen tanke for hvad hendes handlinger kan betyde af senere konsekvenser. Konsekvensen skal derfor falde med det samme og netop ved at fjerne enten hende eller det hun er igang med at ødelægge.

Du spørger til Time out og dette bruges normalt kun, hvis en rolig advarsel til barnet ikke har været nok, eller hvis barnet har gjort en anden bevidst ondt. Time-out anbefales normalt også kun til børn fra 5 års alderen og så siger man at den tid barnet er på værelset bør max være 1 minut antal år barnet er. Altså et barn på 5 år, kan blive sendt på værelset i 5 minutter. Samtidig skal man så også være lige uden for døren, så barnet ved at man stadig er der. Når barnet sættes på værelset skal det have en forklaring: "Jeg sætter dig herind fordi du sparkede mig. Man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre".

At lade en handling følge med sit nej, altså flytte hende eller flytte det hun er igang med at ødelægge, er for mig ikke det samme som en time-out.

---

---

Nogle bruger også en stol, hvor barnet så skal blive siddende i x antal minutter indtil barnet får lov til at rejse sig igen. Denne form for time-out er jeg heller ikke meget for. Netop fordi børn jo, som jeres datter, er fuldstændig i opløsning, hun græder, vrider sig rundt, hulker osv. og kan naturligt ikke forventes at blive siddende på en stol - hun er jo i opløsning.

Hun har i en sådan situation brug for hjælp til at finde roen og finde samling på sig selv og det hjælper man hende ikke med, ved at kræve "nu bliver du siddende der!". Børn der for en sådan besked, vil ofte rejse sig, løbe efter, strække armene op "tag mig op, gå ikke fra mig" eller lignende og det gør barnet naturligt, fordi det netop har brug for at føle sig forstået og mødt, og det skal man lytte til og reagere på.

Men som du beskriver jeres situation og måden I har handlet på, så synes jeg det lyder fint og helt okay :)

Jeg håber du kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke med jeres skønne datter :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---