Svar: Selvstændighedsfase og morsyg

---

Kære Astas mor

Som du har læst, så sker der udviklingsmæssigt rigtig meget med jeres datter lige nu. Netop når børn er 18-20 måneder gamle, så mærker man ofte en ændring - både om dagen, om aftenen, når de skal overgive sig til søvnen og også om natten, hvor de kan vågne op med gråd.

Det er altså en periode, hvor barnet ofte har svært ved at sove og ofte også vågner og græder, nogle sætter sig ligefrem op og skriger om natten. De har ofte brug for fysisk kontakt og nærhed for at sove. De virker ofte generelt lidt mere pylrede, de småklynker i søvne, vil gerne være på arm, klynger sig til de voksnes ben, virker måske lidt mere morsyge end tidligere og har ikke helt samme mod på omverdenden som de tidligere har haft.

Dette er helt naturligt for deres udvikling og er en fase de skal igennem. Det handler blandt andet om at de rent fysisk er igang med at bruge sig selv meget mere end tidligere. De går, begynder at løbe, klatrer op og stille og roligt åbner verden sig for dem. De oplever verden stor og får en bevidsthed om at noget kan være farligt - de får således lidt mere farefornemmelse end de tidligere har haft.

Jeres datter lærer lige nu, at verden er farligt, hun oplever at hun kan slå sig når hun løber og falder, hun klatrer op, men kan ikke komme ned. Hun oplever at I nu går fra hende, hun bliver passet af andre og skal undvære jer - uden at kunne forholde sig til, hvornår I kommer igen og hvor I er. Hun oplever mere og mere modstand i hverdagen, hun får flere og flere "nej'er!", hun hindres i at gøre forskellige ting, nogle gange holder I fast i hende, når hun f.eks. ikke må løbe ud på vejen.

Også andre børn, når hun passet, giver udfordringer og mere modstand. De skubber til hende, tager legetøjet fra hende, nogle bider måske osv. Det er altså altsammen en spirende farefornemmelse der begynder nu - verden er ikke bare sjov og ballade, men kan være temmelig hård, når man skal lære at begå sig ...

Derfor er det naturligt at hun lige nu søger ekstra tryghed og nærhed og da mor ofte er den der forbindes med dette, ja så er det naturligt dig hun klynger sig mest til.

Det er vigtigt at du anerkende dette behov. Det er derfor vigtigt at du, når hun kommer hen til dig, holder dig i benene, strækker armene op, vil løftes op osv. at du tager hende op til dig og giver hende et stort knus. Du må meget gerne sætte hende ned igen, det betyder ikke at du skal holde hende på armen hele tiden. Ligesom du også nogle gange kan bukke dig ned og give hende et stort knus mens hun står der og så derefter opfordre hende til at lege lidt selv.

Det ...

---

---

... samme gælder, når hun ved middagsbordet gerne vil over til dig at sidde, når I spiser. Det vil være en god idé at tage bøjlen af hendes stol, hvis du kan det, så hun nu selv kan klatre op og ned af stolen. Det vil hjælpe hende til den ønskede selvstændighed. Det vil derfor også være godt, at du giver hende plads på dig skød, lader hende spise lidt fra din tallerken og igen - når hun så måske gerne vil have lidt mere mad, så opfordrer du hende til at kravle tilbage på egen stol "du må gerne få frikadellen, så skal du lige sætte dig på din stol igen ..." eller lignende. Så hun får den nærhed hun lige nu søger, mærker at du er der for hende og igen motiverer du hende så til at prøve selv også.

Når hun trækker tiden om aftenen, når hun skal sove, så er det fint at gå fra hende kortvarigt og så vende tilbage igen. Hvis hun sover inden for 10-15 minutter mod at I holder hende i hånden, så skal I blive der - men hvis hun hopper rundt, leger, laver sjov, så er det meget fint at gå, så tiden ikke trækker ud. Og det er her også helt fint, netop at lade skiftevis far og må gå ind til hende, fordi I signalerer noget forskelligt.

I skal ikke se det som noget negativt, at far nogle gange er bedre til at få hende til at overgive sig til søvnen end mor er - hvis det er sådan, så er det fint at far gør det. Det gør ikke dig til en dårligere mor, tværtimod :)

---

---

Hvis du oplever at hun netop klynger sig for meget, fordi hun ser det som et spil og prøver grænser, så må du naturligvis godt prøve direkte at opfordre hende til at gøre noget andet "op igen skat!", "Pyt med det, videre, det er godt!" eller lignende, så hun hører at du forstår hende og er der for hende, men så hun også mærker at du har tiltro til at hun godt kan klare visse ting selv :)

Er hun dybt ulykkelig og bare vil have dig, så skal du naturligvis være der for hende. Hvis hun mærker at du skubber hende fra sig, så vil hun kun blive mere klyngende, det vil kun forstærke problemet :)

Med hensyn til at lege selv, så er det ofte svært for børn i denne alder. Prøv at have hende medinddraget i det der foregår, så hun føler at hun er en del af familien og ikke sættes til at være for sig selv. Lad hende være med til at gøre rent, ved at give hende en støveklud hun kan gå rundt med, lad hende være med til at dække bord, hvor hun sætter en ting på bordet af gangen, lad hende være med til at tømme opvaskemaskinen, hvor hun giver jer tingene en for en osv. Så hun føler at I laver noget sammen og hun er en del af det der foregår :)

Jeg håber at ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---