Svar: Uro og mangel på mælk
Kære Dorte
Rigtig dejligt at høre, at du er glad for min bog om børns søvn og har fundet hjælp til lidt mere struktur og ved, hvad du kan forvente :) Det er rigtig dejligt at høre, også fordi jeg ved at jeres lille dreng er født før tid :)
Der er ingen tvivl om at det varme vejr spiller ind på din drengs søgning mod brystet og især om aftenen, lyder det som om at han søger at blive tanket lidt ekstra op ... Det er i og for sig helt normalt, netop om aftenen, er mælkevolumen ikke så stor og det betyder at mælken er mere koncentreret. Ved at spise meget hyppigt, - stort set ligge ved brystet hele aftenen, får barnet små mængder koncentreret mælk og derved mæthed inden sengetid, hvor barnet så sover et lidt længere stræk ... Smart indrettet :)
På samme måde vil der først på dagen være mere mælk og også procentvis større mængde vand i mælken, så når han dier hyppige små måltider dagen igennem, så får han mere af den vandholdige og dermed tørstslukkende mælk. Netop når det er meget varmt og fordi han samtidig også er blevet større, nu vejer over 5 kg, så vil det være helt naturligt at han har brug for at spise hyppigere. Og den hyppige amning øger så din mælkemængde.
Du har derfor ret i at hans uro ved brystet godt kan skyldes at han lige nu har brug for lidt ekstra og det er her vigtigt at du prøver at tanke ham godt op hele dagen igennem. Det vil være rigtig godt, hvis du kan køre en rutine, hvor du starter med at amme ham fra det ene bryst, når han vågner af en lur og giver ham fra modsatte bryst inden han så puttes til lur igen. Ved at gøre sådan, så får du stimuleret begge brystet mellem hver lur og det er med til at øge din mælkemængde.
Du kan også meget fint forsøge at malke lidt ud, enten imens han sover eller gøre det, at du malker ud fra modsatte side af hvor han spiser. Ved at stimulere brysterne samtidig kan du også øge din mælkemængde ekstra.
Det lyder som om at han om aftenen er sulten og har brug for ekstra, når han sluger 70ml ... hvis han nu vejer 5 kg og han spiser ca 8 gange i døgnet, så har han brug for ca 105 ml mælk hver 3 time - nogle gange lidt mere, andre gange lidt mindre. Spiser han kun 6 gange i døgnet, vil hans behov for mælk være ca 140ml hver 4 time. Når han drikker 70ml uden problemer, er det altså en pæn stor del af hans egentlige behov ved et enkelt måltid ...
Der er altid en risiko for at børn spiser lidt ekstra af en flaske, fordi de ikke skal arbejde helt så meget for det, derfor spiser de lidt mere end nødvendigt. Det kan også være tilfældet hos jer. Derudover er der altid en risiko for at barnet vænner sig til flasken og begynder at foretrække denne fremfor brystet, netop fordi det er meget lettere end at spise ved brystet ... Den risiko er naturligvis også til stede hos jer og hvad fremtiden bringer kan ingen af os jo sige :)
Det er bedst at give ham modermælkserstatning og ikke kamillete, fordi der er næring i mælken og ingen ...
... næring i teen. Det er vigtigt at han får den næring han skal have og vokser som han skal, så som udgangspunkt er mælk (modermælk eller modermælkserstatning) det bedste :) Jo mere flaske han får, jo vigtigere er det at det er mælk han får i flasken.
Han skal naturligvis have sit behov for mælk dækket, men det er vigtigt at han heller ikke får så meget, at han sover så tungt at et måltid springes over. Det lyder lidt sådan hos jer, hvis han om natten kan sove 7 timer ... Det er netop vigtigt for din amning og bibeholdelse af mælkemængde, at han ikke springer amningerne over - du kunne derfor godt prøve om du kunne give ham lidt mindre i flasken og måske erstatte med en sut, samtidig med at du så forsøger at sætte hans hyppighed ved brystet op ...
Hvis han sover længe og slet ikke er til at vække og få til at spise ved brystet, så må du i stedet malke ud, netop for at vise din krop, at der stadig er behov. Jo mindre du ammer, jo mindre mælk vil du producere, så det er også vigtigt at flasken ikke komme til at erstatte en amning ...
Du skriver at sidste gang du ammede jeres ældste, så oplevede du samme situation, han var dog ældre .. du skal naturligvis gøre op med dig selv, hvor meget du ønsker at amme og hvorvidt du ønsker at gå over til flaske og hvornår. Situationen er en anden nu end sidste gang, det er et andet barn, han er født før tid, du har to børn du skal tage dig af osv. Der er mange ting man er nødt til at overveje... som udgangspunkt er det jo godt, hvis du kan amme ham i 4 måneder, men kan du ikke det, så fred være med det :)
Hvis du vælger at give amningen en chance og vil arbejde på at øge din mælkemængde, så er det som sagt en god idé at amme fra begge bryster mellem hver lur. Sørge for at han ammes 6-8 gange i døgnet - hellere 8 gange end 6 gange (hovedmåltider). Derudover er amning om natten vigtigt, fordi du der producerer mere af det mælkestimulerende hormon, så det kan være en god idé at tage ham op og lægge ham til sen aften inden du selv går i seng, så han ammes f.eks. kl. 20, 23.30 og 03 og 06.30 ..
Det vil også være rigtig godt at du skifter mellem de forskellige ammestillinger, fordi han stimulerer og arbejder med brystet forskelligt, alt efter hvordan han er lagt til. Så nogle gange, når han slipper og virker irriteret på brystet, så prøv at vende ham om, læg ham til i tvillingestilling i stedet og se om han så ikke gerne vil tage fat og spise lidt igen :) Prøv også at lægge dig med ham, så du ammer ham liggende, det giver også dig selv lidt hvile, hvilket også er vigtigt for et godt ammeforløb :)
Sørg også for at du selv får mad og væske i løbet af dagen, måske har du ikke spist og drukket helt nok selv i de varme dage og det kan godt påvirke din mælkedannelse. Man kan lidt populært sige at der jo også skal være noget at 'lave mælk af' - så husk også omsorgen for dig selv :)
Håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke med ham :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
16. juni 2025 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen, Tak for dine svar på vores seneste beskeder. Vores pige har...
15. maj 2025 | Amning | 1 mdr.
Hej Helen, Vi vil gerne spørge generelt/åbent ind til den situation vi står...
16. marts 2025 | Amning | 6 mdr.
Kære Helen, Først skal lyde et kæmpe TAK for dine råd og din vejledning ift....
24. februar 2025 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Min søn har nu faktisk hele sin levetid været vågen plus 10 gange...
Viden om børn:
Fødsel
En graviditet varer normalt 40 uger, men naturen er ikke altid sådan, og nogle gange går fødslen igang før, andre gange senere. Føder du mellem uge 37+0 og 41+6 siger man, at du har født til tiden.
Mange kvinder oplever plukveer i graviditeten. Det er sammentræninger af musklerne i livmoderen, og det er måden, at livmoderen forbereder sig til fødslen på. I starten er disse sammetræninger uregelmæssige, men i takt med at fødslen nærmer sig, bliver sammentrækningerne mere...
Dåb
Hvis du ønsker at få dit lille barn døbt i kirken, skal du henvende dig til kirkekontoret eller til præsten ved den kirke, hvor I gerne vil have jeres barn døbt. I aftaler så i fælleskab et tidspunkt for dåben, og I mødes også og taler om dåbsritualet, og hvordan det hele foregår.
I de fleste kirker foregår barnedåben som en del af søndagsgudstjenesten, men i nogle kirker arrangeres særlige dåbsgudstjenester f.eks. om lørdagen.
Før dåben skal I vælge mindst 2 og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen!
Jeg vil blot sige dig tusind tak for din hjælp. Min egen sundhedsplejerske synes jeg ikke er til at snakke med, så det er en stor trøst at kunne vende sig til dig og din brede viden. Jeg tror at du kender mig og min søn bedre end hun gør.
Jeg er særlig glad for dine hurtige svar, når jeg ikke har formået at formulere mit problem så jeg har været nød til at spørge igen...
Det er rart at have dig i baghånden og jeg har anbefalet dig til alle de nybagte mødre jeg kender.
Tak!!