Svar: Min søn Spiderman

---

Kære Spidermans mor :)

Børn på 4 år har en stor fantasi og de elsker historier. Både historier vi læser op fra bøger, historier som vi digter, historier om dem selv - de nyder historier af alle slags.

Børn på 4 år begynder at forstå at noget er farligt men stadig kan de optræde meget frygtløs og selvom de f.eks. godt ved at det er super farligt at gå over vejen, så kan de i en leg godt være så fokuseret på legen, at de glemmer det og bare løber af sted ... Det kan være en leg som "så springer jeg bare 4 meter som Superman" eller bare en bold de sparker til og som ryger ud på vejen - de løber efter den uden at bremse op ...

Det er naturligvis en balance at køre med på barnets fantasi og lade barnet lege og udvikle sin fantasi og så samtidig også holde barnet til virkeligheden. Og du skal prøve at finde denne balance.

Det er en god idé at du ser film, fjernsyn osv. sammen med din dreng nogle gange. Så I tager en snak om, hvad der er virkeligt og muligt og hvad der ikke er. Han har en alder nu, hvor han godt kan have svært ved at skelne tingene og faktisk kan blive meget forskrækket over noget han ser og hører, fordi han simpelthen ikke ved om det er virkeligt.

Børn i denne alder lyver også - ikke for bevidst at lyve, men fordi deres fantasi er så stor at ting let bliver til "sandhed med modifikationer". Han kan godt finde på at lyve, fordi han opfatter noget som sjovt. Han kan finde på at sige noget, som tydeligt ikke passe f.eks. "igår fik vi is til frokost og kunne spise alle de is vi ville" - ikke for at lyve, men fordi han begynder at have en opfattelse af at du vil synes det er sjovt og kan se det komiske i det ... Han vil dog have meget meget svært ved at forstå det, hvis du gjorde det samme. Han forstår ikke ironi.

Han kan naturligvis også godt lyve, fordi han begynder at forstå at en løgn kan udløse en belønning eller det modsatte en straf. For en fireårig kan det at bryde et løfte være meget svært, har han f.eks. lovet dig at gøre noget og ikke har gjort det, så kan han godt lyve fordi han fornemmer, at det løfte der blev lagt, vejrer højere end sandheden ...

Han kan også lyve fordi ...

---

---

... han er bange for konsekvensen af at fortælle dig sandheden, han er bange for den straf der evt. falder, hvis du får sandheden at vide ...

Og så kan han naturligvis også nogle gange lyve, fordi han er selvstændig og nogle gange gør som han vil eller måske bare slet og ret ikke helt kan huske det. Det kan være hvis du f.eks. har sagt til ham at han skal vaske hænder med sæbe, når han har været på toilettet - hvis du så spørger "har du vasket hænder", så svarer han måske ja - også selvom han ikke har gjort det ... eller svarer måske ja til at have puttet vand på hænderne, men har ikke brugt sæbe.

Det er vigtigt ikke at skælde ham ud eller straffe ham, hvis du tager ham i at lyve. For det vil ofte bare lære ham at lyve mere. I stedet skal du prøve at skabe en tillid mellem jer der gør, at han vil fortælle dig sandheden og næsten tilbyde belønning og ros for at komme og sige sandheden til dig i stedet for at fokusere på straf ... Ofte vil børn blive straffet nok bare af at se forældrenes skuffelse, når de bliver taget i at lyve eller gøre noget forkert. Som udgangspunkt vil børn jo helst gøre det, som gør deres forældre stolte og glade for dem.

---

---

Du skriver at han selv spørger ind til historierne, hvad der passer og hvad der er røverhistorier og det er super fint. Det viser jo netop at han er igang med at prøve at finde ud af forskellen og du skal naturligvis prøve at forklare ham det så godt som muligt.

Du spørger hvordan du skal fortælle ham at ulven i den lille rødhætte ikke er rigtig og jeg tænker, at det umiddelbart altid er en god idé at starte med at spørge barnet, for at få en idé om, hvad barnet tænker, hvor han er henne i sin verden. Jeg synes derfor du skal prøve at spørge ham "tror du godt at en ulv kan klæde sig ud i mennesketøj og æde en gammel dame?" eller lignende og så tage snakken ud fra hvad han selv tror.

Det er altid en svær balance og det er svært at sige, hvornår det er for meget og hvor grænsen går. Det er så individuelt og du er nødt til at mærke efter hvad der føles godt og hvornår det bliver for meget hos jer. Men jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---