Svar: Sur dreng!

---

Hej med dig

Børn er forskellige og når man får søskende, lavet med samme gener og som måske ovenikøbet er samme køn som ens første barn, så bliver det ofte tydeligt hvor forskellige børn egentlig er. Bedst som man troede at nu havde man styr på det, nu kan man finde ud af det, ja så står man simpelthen fuldstændig blank - fordi det er et andet barn, en anden situation og man er bare fuldstændig uforberedt :)

Netop i 10 måneders alderen kan børn godt have temperament, anfald af fortvivlelse og en egen vilje - der minder om en 2 årigs. De kan skrige, vræle højt, smide sig på gulvet, vride kroppen fuldstændig ulykkeligt, ligesom de kan pege på noget de bare vil have og kan gå fuldstændig i selvsving over at man enten ikke vil give dem det eller måske ikke forstår, hvad det er de vil ... Netop i 10 måneders alderen oplever mange forældre at stå og kigge på sit barn og tænke "hvem er dog den dreng, ham kender jeg ikke" og det lyder som om at det er lige præcis den oplevelse, den periode I går igennem lige nu.

Og ja, det er frustrerende, det er super frustrerende - men det er en periode og det bliver anderledes. Når det er sagt, så vil han måske også have en anden måde at skulle tackles på, måske skal du finde andre metoder frem, for han er jo ikke som sin bror. Måske ligner den ene far af temperament og den anden ligner mor - faktisk kan det godt være at netop lillebror minder mere i temperament om dig, hvorfor du naturligt har sværere ved at tackle ham. Hvor storebror minder mere om far og det har du naturligt lettere ved ... bare en tanke ... :)

Og ja, det er helt okay at du lige nu føler at han vil have det godt i vuggestuen og at det er fint at sende ham af sted. Også her er situationen jo en anden, end det var med den første og det er helt okay at føle han har brug for anden adspredelse end du kan give ham. Og det gør ...

---

---

... dig jo ikke til en dårligere mor at føle sådan, tværtimod, så er det jo netop en styrke at kende sine begrænsninger og netop en styrke at du kan se og prioriterer at når I så er sammen, så bliver det også hyggeligt og rart - i stedet for nu, hvor I begge irriterer hinanden.

Faktisk er der jo ikke noget i vejen for at savne sine børn en gang imellem og modsat... Måske ville det være rigtig dejligt for dig at du og din mand tog en lille weekend tur uden børn og fik dem passet af en bedstemor eller anden, som de og I er trygge ved. Det kan være ganske udmærket at prioritere dette og få lidt luft og derved få skabt lidt fornyede ressourcer til hverdagen igen - også netop få lov til at føle at man også savner dem, når man ikke er sammen :)

Nogle gange er det fint at lade ham 'flippe ud' og ikke give det opmærksomhed, andre gange har han brug for din forståelse og anerkendelse og brug for at du hjælper ham med at blive afledt og komme videre. De fleste gange skal han ikke ignoreres, men det ved jeg at du heller ikke vil gøre ...

---

---

Det vil være super fint at motivere ham til at spise selv og putte hapsere i munden og derfor skal du blive ved med at lægge dem foran ham. Evt. fjerne dig fra bordet imens, tøm opvaskemaskinen eller lignende, så du er der - men uden at være direkte på ham og lad ham så spise lidt hapsere og få madro til det ...

Det vil være fint at få ham til at kravle og hjælpe ham med denne teknik - men det vil give yderligere frustration .. så det skal du være forberedt på. Skridsikre underlag, et tæppe - besøg nogen som har fastliggende tæpper (så sker der også noget andet), store gulvbrikker at kravle på - skindlapper på et par bukseknæ, kan være en god idé.

Men masser af trøstende tanker, det du oplever er som sagt helt helt normalt!

Håber du kan bruge ovenstående tanker videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

Viden om børn:

---