Brev:

Sur dreng!

Kære Helen,

Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte denne gang. Sandheden er at min yngste er ved at drive mig til vanvid. Hvis en anden mor skrev til dig om de problemer jeg har med min lille dreng på 10,5 måneder, ville jeg tænke ”Vorherre bevares, det er jo kun en lille dreng”.

Jeg betragter mig selv som rolig, lydhør, omsorgsfuld og med stor forståelse for hvad de små gennemgår af forskellige udfordringer i de første år. Min store dreng har jo lært mig hvordan jeg gerne vil være som mor – han har haft brug for stor indlevelsesevne, han har vist aldrig misset et tigerspring og i det hele taget været enormt følsom – og er det stadigvæk.

Så står jeg så nu med hans lillebror, som egentlig har været ganske nem den første tid (bortset fra at han havde vendt op og ned på dag og nat). De seneste par måneder har han udviklet sig et temperament, som jeg ikke troede et barn på den alder overhovedet kunne have. Han er helt ærlig hysterisk. Han skruer op for en hyletone – en on/off knap, som han bruger konstant, uanset hvad det handler om og uanset sagen alvor. Kun når han slår sig, kan jeg høre en forskel, så er han ked af det.

Eksempelvis: han vil op og bæres, hvilket er ok med mig, den anden kunne heller ikke ligge selv – så vil han kommandere mig rundt med ham – det er for det meste også ok, det kan jo blive lidt trivielt i længden at befinde sig på gulvet. Så vil han ud i haven og gynge 100 gange på en dag og den går altså ikke her kl. 6:30 om morgenen i regnvejr – så vræler han til jeg får ham afledt – nu lyder det jo grimt at jeg skriver vræler, men det er altså det han gør. Han bliver stiktosset, når han forstår, at det er et nej. Så finder jeg en anden ting – det holder maks 2 min, så får han øje på havedøren igen.

En anden situation her til aften ved aftensmaden. Vi får alle det samme at spise (også ham) og hver gang han ser nogle putte noget i munden, så hyler han, rejser sig op det han nu kan i stolen og rækker ud efter det han nu har sat sig for han skal have fat i (som han så får, men så er der bare noget andet).

Kære Helen – dette står på gennem HELE måltidet. Og hvis det så bare var det, men sådan er hele dagen med ham. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal beskrive det, men han starter sirenen minimum hvert 5. minut – stopper hurtigt, når man lige finder på noget, men starter lige så hurtigt op igen. Jeg ved man ikke kan tale om at en 10 måneder gammel dreng er helt urimelig, men det synes jeg han er!!!

Jeg er med på der skal til at ske noget mere for ham og det forsøger jeg også at imødese. Dagens højdepunkter for ham er aflevering og hentning i børnehaven, hvor han kan se de andre børn og han kan også godt lide svømmehallen. Han er en anelse mere tilfreds når storebror er hjemme, men også kun en anelse.

Jeg har læst Fantastiske Forældre, Kan selv Vil selv og Glade børn med højt selvværd – jeg er stor fan af dig, men jeg føler min som en falliterklæring. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle ham – ...

... jeg ved han har brug for mig, men han har ikke brug for den samme mor, som min store dreng havde og har. Eller brug for mig på samme måde i hvert fald. Han er meget tydelig i sine præferencer og mor er den bedste i verden, men mor er lige så frustreret som ham og aner ikke sine levende råd.

Hver dag ser jeg som noget der bare skal overstås og når vi så når aften som nu, så sidder jeg og tænker på, at jeg slet ikke er den mor jeg gerne vil være. Min respons på ham er efterhånden ikke så kærlig og omsorgsfuld som jeg kunne ønske og jeg bekymrer mig over hvad han lærer af det. Jeg tænker at tryk avler modtryk og jeg er selv med til at skabe en lille tyran.

Det var forfærdentligt for mig at aflevere storebror i vuggestue, da det var tiden og han var overhovedet heller ikke klar til det. Jeg må med skam erkende, at jeg ser frem til 1/9 hvor vi har fået en vuggestueplads til lillebror. Jeg er overbevist om at lillebror er klar.

Giver det mening for dig, at han aldrig virker ked af det – kun sur???? Vi plejede at joke med at faren aldrig havde hørt ham græde da han var mindre, han var bare nem og smilende. Han græder stadig sjældent, men gud hvor han stresser mig. Kan det passe at han allerede skal til at lære at alt ikke kan blive som han vil det? Altså at jeg skal ignorere ham engang imellem? Det strider jo mod alt hvad jeg hidtil har været overbevist om, men jeg har så heller aldrig skullet forholde mig til en som ham.

Denne mail er allerede lang, men jeg ved ikke rigtig om det er lykkes mig at beskrive mine problemer – grundlæggende handler det vel om at jeg er i tvivl om så lille et barn kan udvise en 2-årigs frustrationer og temperament. Det kan han vel ikke? Men det virker sådan.

Lidt praktiske ting, nu jeg har dig: han spiser ikke selv – han tager ikke den mad jeg ligger foran ham op, men venter på jeg putter i munden (rugbrødshapsere og andre ting i stykker). Skal jeg fortsætte med at ligge noget foran ham og ellers putte i munden på ham, eller skal vi i gang med ”ingen arme, ingen småkager”? Det tror jeg nu ikke dur. Finmotorikken er ikke for god, men han kan godt, hvis han gider. Det er bare ikke så tit han gider, faktisk skal han helst have et eller andet der beskæftiger ham under måltidet, hvis man skal have ham til at lukke munden op.

Han har krøbet rundt i hele huset i et stykke tid, og har nu endelig luret det med at kravle, men bruger stadig den gamle teknik, når det skal gå hurtigt. Vi har glatte trægulve, så det er nok ikke let. Er det ligegyldigt han stadig kryber meget i stedet for at kravle, når han nu luret den, eller skal jeg i gang med at lægge tæpper mm. ud, så han bedre kan komme op på alle 4?

Nå, jeg håber du har nogle trøstende ord til mig, for jeg aner ikke hvordan jeg skal være mor for min lille dreng og jeg ser frem til han skal i vuggestue. Altså ikke at han skal parkeres der hver dag i lange dage, men jeg håber han bliver lidt mere tilfreds med tilværelsen, når han får nye impulser.

Hilsen

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Søvn - terroristen

Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...

Læs hele brevet og Helens svar

16. maj 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Lure i dagplejen

Hej Helen, Min søde datter er startet i dagpleje her d 1 maj. Indkøringen er...

Læs hele brevet og Helens svar

14. maj 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Svær søvnmangel pga mange opvågninger

Kære Helen Min datter er netop blevet 10 måneder og jeg skriver til dig for...

Læs hele brevet og Helens svar

7. maj 2025 | Udvikling | 9 mdr.

Har vi sprunget seperationsangsten over?

Kære Helen. Kort efter fødslen blev vores datter lagt hos far for at få...

Læs hele brevet og Helens svar

29. april 2025 | Diverse | 10 mdr.

Indkøring af hjemmepasser

Kære Helen. Tak for dit sidste svar angående mad. Jeg synes, at det går...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: