Svar: Usikker 3-årig pige

---

Kære Efterkatten

Tak for dit brev og velkommen til :)

Du skal prøve at skelne mellem selvtillid og selvværd, for det er to vidt forskellige ting.

Selvtillid handler om det du beskriver, at kunne tegne mennesker, kunne dække bord, tælle til 5 og trække tal til og fra hinanden. Selvtillid handler om at hun har tillid til sine egne evner, det handler om at gøre, om at kunne noget, at være god til bestemte færdigheder.

Men det jeres datter har brug for er selvværd. Og det handler til gengæld om at føle at hun har værdi, at hun i sig selv er vigtig fordi hun er den hun er (ikke for det hun kan), at hun ved at hun har en ganske særlig plads i jeres familie, fordi hun er ligepræcis den hun er og at ingen andre kan tage hendes plads, for ingen er som hende. Selvværd er altså noget mere indre, hvor selvtillid er noget mere ydre, - kan man næsten sige.

Mit råd til jer er at I prøver at flytte fokus på hvad hun kan og mere til, hvad værdier hun har for jer. Det må nogle gange være rigtig svært at være den ældste og have en lillebror på 20 måneder og en mere på kun 5 måneder. Og så er hun tilmed pige, der naturligt forsøger at være sød og hjælpsom, tage hensyn osv. fordi hun er en sød og stille pige - men stadig må det være rigtig svært for hende og hun har rigtig meget brug for at I ser hende, som den pige hun er inderst inde og hun har brug for at I lader hende forstå at hun er noget ganske særligt, fordi hun er lige præcis den hun er.

Der findes en rigtig god bog om emnet, den hedder "Glade børn med højt selvværd" og den er skrevet af Dan Svarre, der er psykolog. Du finder den i min bogguide.

Det er helt normalt at hun gerne vil det samme som andre og skifter mening efter hvad andre vælger, det hører også med til den alder hun har og den udvikling ...

---

---

... hun går igennem. Hun skal jo netop til at finde ud af, hvordan hun påvirker andre og hvordan andre også påvirker hende.

Piger i børnehaven kan faktisk nogle gange være meget stride overfor hinanden, netop så det kun er "dem med lyserød" der må lege sammen og I skal naturligvis prøve at tale med pædagogerne om, hvordan de oplever jeres datter og legen mellem børnene i dagligdagen.

Måske oplever de hende også som en lidt stille pige, en pige der nogle gange trækker sig og ikke står først i rækken "tag mig, tag mig" og det er naturligvis okay, men der ligger naturligvis også en pædagogisk opgave i at give hende mod til at sige fra og turde være sig selv.

---

---

I kunne overveje at tale med pædagogerne om, hvorvidt man (de og jer) kan gøre noget specielt for at hjælpe jeres datter, men det kunne også være at man på et mere overordnet plan kunne tale med børnene om at alle er forskellige, hvorfor man er det, hvori forskelle består og hvorvidt det mon egentlig har noget betydning. Man kan jo sagtens være en lige så god ven selvom man har en anden hudfarve, bruger briller eller går med blå kjoler i stedet for lyserøde ... Og en sådan snak kan være udmærket at tage allerede i børnehaven, det behøver ikke kun være i skolen :)

Man kunne også forestille sig at der i institutionen kunne laves nogle gruppelege, hvor pædagogerne havde bevidst fokus på de 'lidt stille piger' og netop fik grupperne sammensat, så de fik mulighed for at træde lidt mere frem, fik sagt noget og på den måde blev støtte i at have en mening, deres egen mening. Der er sandsynligvis flere stille piger i institutionen end bare jeres datter og jeg synes det vil være helt relevant at tale med pædagogerne omkring denne problematik.

Håber I hermed er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---