Svar: Vores søn hører ikke efter

---

Kære fortvivlede mor

Der er ingen tvivl om at der hos jer er flere ting som spiller ind - alder, udvikling, det at starte i børnehave og naturligvis den store ændring det er at blive storebror.

At jeres ældste dreng har været vant til at få 100 pct. opmærksomhed og nu skal dele især mor med sin lillebror - det giver naturligvis udfordringer. Især fordi far har lange vagter og derfor ikke altid er hjemme til at kunne overtage og lave "far-søn" ting med den ældste. Det er dog noget I skal prioritere rigtig højt, at når far er hjemme, så skal de to lave noget sammen - uden mor og uden lillebror!

Der er masser af årsager til at det er og kan være svært hos jer lige nu ...

Men, når det er sagt, så er det faktisk også ofte sådan, at når børn ikke hører efter hvad der bliver sagt, så skyldes det ofte at de bliver skældt for meget ud ... Børn som bliver skældt meget ud reagerer ofte ved enten at grine, lade som om de er ligeglade eller lade som om de voksne ikke er der - det er for dem måden at tackle det på. Derfor kan det være ganske fornuftigt at overveje, hvordan du møder ham i hverdagen, når han gør noget der er dig imod og lige vurdere, om han egentlig er klar over, hvad det er du gerne vil have ham til.

Desværre bliver vi voksne ofte meget fokuserede på at skælde ud over de ting som barnet gør forkert. Vi har fokus på alt det vi ikke vil have, men glemmer at fortælle barnet, hvad vi vil i stedet for. Det er vigtigt også at fortælle børn, når de gør noget som vi synes er dejligt og rart, de ting som vi gerne vil have mere af :)

Det er vigtigt at du sætter dig ned og prøver at få øjenkontakt med ham, men samtidig er det også meget vigtigt at du ikke tvinger ham til dette og medtænker at det kan være rigtig ubehageligt for ham ... Når du oplever at han ikke hører efter, så kan du måske let kommer til at sige "hør efter hvad jeg siger!" eller "se på mig når jeg taler til dig!" eller lignende og det er naturligt svært for ham.

Hvis han ser på dig, vil han jo se din vrede i dine anklagende øjne og det er naturligvis ikke noget han ønsker. Derfor kigger han ikke på dig, når du irettesætter ham og jeg synes faktisk ikke du skal kræve det, ligesom du skal passe på med at sige "hør efter hvad jeg siger!".

I bruger en form for "time-out" hvor han sættes på stolen i 3 minutter, ignoreres selvom han kalder på jer og kræver at han skal sige undskyld, når I efterfølgende ...

---

---

... henter ham igen ...

Det er en metode, jeg er ikke vild med den og jeg synes man kan forsøge andre ting i stedet. Det er klart, at hvis han direkte gør noget som skader andre, så kan det være nødvendigt at gøre som I gør - men ofte behøver det ikke nå dertil.

I stedet synes jeg, at du skal prøve at tage ham på skødet eller holde ham lidt ind til dig, eller bare holde ham i hånden, så I har fysisk kontakt. Han kan sagtens høre hvad du siger, selvom I ikke ser på hinanden lige der og så skal du forklare ham stille og roligt, hvad det er du vil eller ikke vil have. Ikke råbe, skælde ud eller kræve, men forklare helt roligt "jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker" eller "jeg vil ikke have du sparker og slår, det gør ondt" eller nogle gange måske spørge ham "hov skat, hvad laver du?" så han lige når at stoppe op og tænke "hvorfor står jeg egentlig og sparker til bilen ..." så svarer han måske "jeg sparker" og så kan du sige "jeg vil ikke have du sparker til bilen, den går i stykker - hvorfor løber du ikke ud og sparker fodbold i stedet for..." så du ikke skælder ud, men giver et fornuftigt alternativ.

I forhold til at rydde op, så er det meget at kræve at han skal kunne dette selv i en alder af 3 år ... Du kan hjælpe ham på vej, du kan lave store kasser - han kan ikke sortere sit legetøj, men han kan godt komme det i store kasser.

---

---

Du kan her også nogle gange lokke med, hvad der skal ske bagefter "hvis vi skynder os at rydde op så kan vi nå at læse en god bog.." eller lignende, et eller andet som du ved at han er glad for.

Nogle gange synes jeg også det er en rigtig god idé at gå lidt væk fra barnet i stedet for at sende barnet væk. Så i stedet for at sige "nu kan du sætte dig her til du kan finde ud af at opføre dig ordentligt" så kunne du måske sige "jeg vil rigtig gerne være sammen med dig, men jeg kan mærke at du er sur på mig nu, så jeg går ud i køkkenet, kom ud til mig eller kald på mig, når vi skal hygge os igen" og så skal du naturligvis komme, når han kalder. Man skal ikke bære nag, men altid blive gode venner. Det er blandt andet også noget jeg ikke bryder mig om ved jeres metode - at I ignorerer ham og ikke kommer, når han kalder - det er måske der han egentlig er parat og har forstået at det han gjorde var forkert og så bliver han yderligere straffet ...

Et par tanker med på vejen, som jeg håber du kan bruge :)

Fortsat held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---