Svar: Raserianfald, vil og vil ikke

---

Kære Stine

I befinder jer i en svær periode lige nu og jeg kan godt forstå du synes det er hårdt, du er bestemt ikke den eneste forældre, der føler sig rådvild, når man står og kigger på sit barn der aldersmæssigt ligger mellem at være 1½ og 2 år.

På den ene side er jeres datter nu utroligt dygtig til mange ting. Hun er i det man kalder for tumlingealderen og hun elsker at udforske verden, hun begynder at drille og vise humor, hun leger mere engageret, er bedre til at holde fokus, hun begynder at vise hensynsfuldhed overfor andre og hendes ordforråd stiger - det er så dejligt at opleve.

Og samtidig så kan hun også virke så utroligt umoden nogle gange, næsten som om at hun går tilbage i udvikling og bliver babyagtig igen. Hun er irritabel, rastløs, stædig og får voldsomme anfald af fortvivlelse, når verden går hende imod. Hun klamrer sig til dig, vil pludselig ikke lege eller kan ikke finde ud af det, hun vil ikke spise, kan ikke finde ud af selv at indtage mad og drikke som før og hun bliver pjevset og ked af det, når du beder hende om noget. Hun siger ”Nej!” til alt uanset om hun mener det eller ej og at tage nogle steder, - tage hende med i byen, ud at spise, på besøg hos andre osv. kan i denne periode virke fuldstændig uoverskueligt, fordi hun ikke vil noget - ikke spise, ikke lege og ikke engang bare sidde på skødet.

Hun sover også dårlig om natten, vægrer sig pludselig mod at komme ned i sin seng og protesterer voldsomt når man går. Hun vågner om natten med skrig, som havde hun mareridt, og det kan virke meget voldsomt. Faktisk får nogle børn helt ned i 1½ års alderen det man kalder natteskræk, hvor barnet sidder med åbne øjne og skriger, men faktisk stadig sover. Det virker meget skræmmende på forældre - barnet derimod erindrer ikke noget om det, netop fordi det foregår i søvne, selvom barnet ser vågen ud ...

Hendes hjerne er stadig utroligt umoden og hun mangler de vigtig forbindelse mellem hjernens forskellige dele, der skal gøre at hun kan bevarer roen og overblikket. Lige nu handler hun lystbetonet og ved ofte ikke, hvad hun egentlig vil eller ikke vil og det er denne ubehjælpsomhed I oplever. Hvis hun kunne sætte ord på, ville jeres dialog sikker lyde sådan "mor hjælp mig, hjælp mig", "ja, hvad skal jeg hjælpe dig med?", "det ved jeg ikke, bare hjælp mig!". Enormt frustrerende for begge parter.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når din datter vil have en bestemt ting og så alligevel ikke vil have den, så er det måske slet ikke den ting hun har lyst til, men mere behov for at lege, udforske, se hvad der sker, hvad reaktion hun får. Det er hendes pattedyrhjerne der går igang. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den du med din reaktion aktiverer. Det er vigtigt fordi du med din reaktion jo netop er med til at skabe de vigtige forbindelser mellem disse to hjernedele.

Derfor er det vigtigt at ...

---

---

... du reagerer med lydhørhed, viser din datter at du forstår hvad hun vil og prøver at sætte ord på hendes følelser. Det er derfor fint det I allerede gør. At det ikke altid virker, skyldes at hjernens halvdele stadig er igang med at udvikles og stadig mangler mange forbindelser. Faktisk siger man at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Alt det du og din datter gør sammen, vil påvirke din datters hjerne og vil påvirke hende udvikling og også liv fremover.

Du spørger hvor længe det vil vare og det varer længe (Læs år!), men heldigvis er der perioder ind imellem, som er mere rolige. Nogle gange er disse perioder kun på få uger, andre gange oplever man en rolig periode på 1-2 måneder, hvor man fornemmer at der igen er mere ro på. Det er dog især inden for de første 3 år, at man normalt virkelig oplever frustration hos barn og dermed ofte også hos forældre ...

Det er meget fint at I lærer hende at låne og at dele. Når børn er omkring 2 år, så skal de til at forholde sig til hvem de selv er og hvordan de påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og netop det at begynde at udtrykke eget navn, sige "jeg" eller "det er min", er et tegn på at jeres datter er igang med at blive bevidst om hvem hun selv er.

Det er således helt normalt det I oplever og hendes selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Hun har brug for ros, det gør hende stolt og glad og når hun bliver irettesat så bliver hun naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Hun er med den alder hun har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan hun bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det hun siger og det hun gør.

---

---

Hun kender endnu ikke forskel på dit og mit, forskellen på at eje og at låne og det skal hun naturligvis lære. Fuldstændig ligesom hun også skal lære at give plads til andre, vente på at det bliver hendes tur osv. og igen sker det naturligvis ikke uden frustration, når hun oplever at det hun gerne vil ikke altid kan lade sig gøre. Frustration hører alderen til og jeres datter skal også lære at tackle frustrationen.

Hele den udvikling hun går igennem påvirker som sagt også hendes søvn og det handler blandt andet om at hun nu begynder at forstå at verden ikke bare er et dejligt sted at være, mange ting er svære og hun møder en del modstand i verden. Alt hvad hun oplever om dagen, skal bearbejdes i drømme og det giver urolige nætter. Samtidig er det rigtig svært at slippe dagen og alle oplevelserne og det er ofte en rigtig god idé at sætte sig hos hende og tale lidt om dagens forløb.

Ved at tale om dagens forløb, så får hun en masse tanker bearbejdet og vil derefter bedre kunne falde til ro. Man kan således godt, de aftener, hvor du oplever at hun har svært ved at give slip på dagen, sætte dig på sengekanten og tale lidt med hende om den dag I har haft. "Sikke en dejlig dag, så tog vi ud til mormor og så ...". Tale lidt om både de sjove og de mindre sjove ting, lade hende lytte, kommentere og grine lidt, når det er skægt, fordi hun pludselig husker at I fjollede og kom til at grine, fordi far tabte kaffekoppen - bang sagde det og kaffen løb ud over bordet - eller hvad det nu kan være.

I skal naturligvis være sikre på at putte tidspunktet er rigtigt og det er fint at sidde hos hende og give hende roen til at falde i søvn - med mindre det tager 1 time, så skal I naturligvis ikke blive siddende, men i stedet gå frem og tilbage, betrygge og berolige, vise hende at I er der, passer på hende osv. men at hun skal sove nu :)

Håber at I hermed er blevet lidt klogere på hvad der sker, rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---