Svar: Hidsigprop

---

Kære Oskars mor

Jeg kan berolige dig med at Oskar er fuldstændig normal og at det ganske givet er "trodsalderen" eller selvstændighedsalderen, som vi kalder det nu, at I oplever hos jer :)

Selvstændighedsalderen opleves især når barnet er 1-3 år og altså ikke først efter det 3. år ... :) Der er ingen tvivl om at det er en udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal og følelserne kører på højtryk ...

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Overordnet kan man sige at det vigtigste i en konflikt er at lytte til hinanden, begge parter skal føle sig lyttet til og forstået. Nogle gange kan det man gerne vil, godt lade sig gøre, andre gange ikke, og atter andre gange kan man finde et kompromis.

Det er altså meget vigtigt at I lytter til jeres dreng og prøver at finde ud af hvad det er han vil. Han er stadig så lille at han ikke kan sætte ord på, hvad han tænker og føler, men en mening om tingene har han ganske givet og det er her vigtigt at han føler sig forstået. Så når I oplever, at jeres dreng bliver sur eller gal, så sæt ord på: "Bliver du bare så sur lige nu" eller "driller skoene dig, det er også irriterende".

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er jeres dreng ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget. Fortvivlelsen og den manglende evne til at tackle disse følelser hænger sammen med hans endnu meget umodne hjerne. Han mangler simpelthen de forbindelser i hjernen, som får ham til at tage det roligt og bevare overblikket.

Disse forbindelser skabes først, når I ved jeres ...

---

---

... måde at reagere på, får ham til at slappe af. Jeres fysiske kontakt, jeres beroligende og trøstende stemme. Det at I er rolige smitter af på ham og det sætter gang i en masse reaktioner i hans krop, som gør ham afslappet og det igen hjælper ham til at danne de vigtige forbindelser i hjernen.

Det han har brug for er derfor at I giver ham en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan... Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear, han brug for trøst og hjælp til at få samling på sig selv.

Det betyder ikke at man ikke må sætte grænser og sige nej, for det må man gerne. Han skal jo også lære at der er visse regler og at de er til for at følges. Men man er nødt til at gøre det anerkendende for hans lille personlighed og udvikling :o)

---

---

Med regler og grænser mener jeg at det er vigtigt at I viser jeres dreng, når han gør noget forkert. Det vil sige at hvis han bevidst forsøger at bide jer eller f.eks. slår ud efter jer, så skal I sætte ham fra jer og markere at det vil I ikke have. Ligesåvel som hvis han piller ved noget han ikke må røre ved, så skal I fjerne ham imens I siger nej, smider han med maden, så kan du fjerne tallerkenen imens du siger nej. Det at lade en handling følge med sit nej, gør at han stille og roligt vil huske det bedre.

Hans udforskningstrang er stor og det er helt naturligt at han vil pille i ting, undersøge tingene, men han gør det også for at se hvad reaktion han får fra jer, når han går på nye opdagelser. Han undersøger altså både ting og omgivelser, men undersøger også jeres reaktion og lærer således stille og roligt, hvordan han skal opføre sig sammen med andre mennesker.

Når han er frustreret og føler at tingene går imod ham, så pumper adrenalinen rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op, hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud. Derfor skal I vise ham, at I forstår ham, lytte til ham og I skal bevare roen, for så vil han slappe af og adrenalinen dæmpes.

Rigtig meget held og lykke med det :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---