Svar: Nu er jeg ved at være desperat

---

Hej med dig

Tillykke med at du venter dig igen :) jeg kan godt forstå du tænker over hvordan det dog skal gå, for det er usigelig hårdt at have børn med 2 års mellemrum og jeg tager virkelig hatten af for familier, som vælger sådan - måske har du ret, man ved ikke hvad man går ind til ...

Jeres dreng vil have det rigtig svært i en alder af 22 måneder og han har brug for al den forståelse, omsorg og nærhed du kan give ham. Han er igang med at finde ud af hvem han selv er og hvordan han skal agere blandt andre mennesker. Han skal lære hvad han kan og ikke kan, hvad han må og ikke må og han skal lære at tackle de frustrationer som naturligt kommer, når man mærker at hans egne evner ikke slår til og når verden ikke altid er som han gerne vil.

Det bedste du kan gøre for ham er derfor at du prøver at lytte til hvad det er han fortæller dig og forsøger at møde ham der hvor han er. Det er ikke en magtkamp, eller det skal ikke være en magtkamp for det er en ulig kamp, som der ikke kommer noget godt ud af.

Når man er gravid og venter nummer 2 så er det naturligvis rigtig dejligt, hvis den ældste er så selvhjulpen som muligt. Derfor kommer man som forældre meget let til at stille lidt for store krav til den ældste, han bliver presset lidt for mig "nu skal du altså selv....", "hold op med at være så hysterisk", "du må lige vente lidt" osv. Men han er stadig en lille dreng som har rigtig meget brug for hjælp i dagligdagen.

Der er heller ikke tvivl om at han godt mærker den forandring der er på vej. både fordi I stiller andre krav til ham, men også fordi han fornemmer forberedelserne til den lille ny, han ser at folk mærker på din mave, kommenterer ...

---

---

... og taler om "babyen", han mærker også at du ikke længere bærer rundt på ham som tidligere, han bliver ikke løftet op og når han sidder på dit skød så er pladsen trang. Der er ikke samme plads i din favn som før. Det reagerer han naturligvis på, han forstår det ikke, han savner dig bare - ikke at han ikke har dig, men han mærker at kontakten med dig er anderledes end før - samtidig med at du også bliver mere og mere irriteret på ham ...

Så mit råd til dig er at du prøver at være der mere for ham, nurser ham lidt mere, sætter kravene til ham ned. Jo mere nærhed, fysisk kontakt osv. du kan give ham lige nu, jo bedre er det faktisk :)

I princippet er der jo ikke noget i vejen for at han sidder og hygger sig med sin mad i en time, hvis det er sådan han lige nu har brug for at det skal være. I princippet er der jo ikke noget i vejen for at du bruger ½ time på at sidde på sengekanten og synge, læse eller taler lidt om dagen der er gået. I princippet er der jo ikke noget i vejen med at han kommer ind til jer om natten, når han vågner af en drøm som skræmmer ham ... eller?

---

---

Jeg kan ikke helt ud af dit brev vurdere, hvordan I egentlig har det og hvor desperat du oplever situationen. Der er i kommenen mulighed for at få forskellig hjælp. Der er en PPR afdeling, hvor du kan få råd og vejledning, der er også ofte tilknyttet familievejledere som man kan henvende sig til. Du kan også tale med din sundhedsplejerske om hvad muligheder der er i den kommune hvor I bor - så vidt jeg ved har netop din kommune en del tilbud til børnefamilier der har brug for hjælp i en periode ...

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, pas godt på hinanden.

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---