Svar: Selvstændighedsalder

---

Kære Sille

Lad mig først sige at det lyder som om at I umiddelbart tackler det rigtig fint. Du fortæller at I prøver at tale stille og roligt til hende og det er nemlig alfa omega at I forældre er i stand til at rumme hende og den frustration hun har.

Det vil sige at I kan klare alle de følelser hun har, uden at I vil ændre på det og uden at I tager det personligt. Det er vigtigt at I sætter ord på for hende, lytter til hende, beroliger hende fysisk, når hun har behov for det, sidder i nærheden osv. når hun har behov for det. Det er lidt en vekselvirkning, hvordan I skal handle, for en gang imellem vil hun gerne holdes om, trøstes og beroliges og andre gange vil hun have brug for at være sig selv lidt, inden hun er klar til fysisk kontakt.

Når børn reagerer som jeres datter, så er der naturligvis risiko for at hun yder skade på enten sig selv eller på andre og det skal I sikre ikke sker. Hun må altså ikke banke hovedet ind i væggen, i gulvet eller lignende og I er nødt til at sørge for at hun ikke kommer til skade, når hun ligger og vrider sig på gulvet.

Når børn slår sig selv eller andre, så har dette forskellige årsager og I må prøve at finde ud af, hvad det handler om.

Nogle gange kan I aflede, så hun ikke når at reagere helt så voldsomt, andre gange kommer det som lyn fra en klar himmel og I må her vurdere om hun er træt, mangler opmærksomhed, ikke føler I forstår hende, mangler ord til at beskrive hvordan hun har det osv. Det er naturligt at børn som mangler ord reagerer fysisk, hun er ikke i stand til at sige "jeg kan ikke overskue det" eller "det er så irriterende at" eller "I kigger meget mere på lillebror end I kigger på mig" eller .. ja masser af følelser, som hun ikke kan sætte ord på.

Og derfor bliver det til at hun vrider og vender sig, skriger og sparker i stedet for.

Hvis det ofte sker sidst på dagen, så er hun måske træt og har lidt ekstra brug for jer. I kan derfor prøve at sidde lidt mere med hende på dette tidspunkt af dagen, hvis I ved at han er mere træt der, eller forsøge at gennemt. I kan også forsøge at gennetænke om I kunne gå en tur eller lave ...

---

---

... noget sammen, så det med at flippe ud på gulvet, helt forsvinder.

Medtænk at hun ikke sidder på skødet som før hen. Hun går meget mere rundt på egen hånd nu men hun er stadig en lille pige som har brug for masser af fysisk kontakt og det at sparke og slå kan også være en måde at mærke sig selv på, mærke sine grænser på.

Derfor vil det nogle gange hjælpe at tage hende op og holde hende fast ind til dig. Sidde med hende i favnen, holde hendes arme, vugge hende, se på hende, tale stille til hende også selvom hun protesterer... du skal forestille dig at du er et tæppe som omslutter hende og giver hende ro og varme, det kan gøre at hun falder til ro i løbet af få minutter.

---

---

Det kan også gøre hende endnu mere gal og hun kan godt være så frustreret at hun slet ikke er til at komme i nærheden af. Her kan det være nødvendigt at gå på afstand. "Jeg sætter mig lige her, kom her over skat, kom" så hun hører at du gerne vil hende, og du er der men på afstand og hun kan søge dig, når hun er parat. Nogle gange kan man ikke få lov at røre særlig meget, måske bare få lov til at nusse hendes fødder lidt, men stille og roligt falder der ro på og hun kan krybe op på skødet "såå skat, blev du bare så ked af det, sååå". Fuldstændig ro på.

Og nogle gange så er man også nødt til at gå kortvarigt "Jeg går lige ud i køkkenet lidt" så hun ved at I stadig er der, ikke går langt væk, men så hun også fornemmer at det er okay at hun lige nu skal have tid for sig selv. Hvis hun ikke har brug for tid for sig selv, så vil hun ganske givet lade jer det vide ved enten at græde endnu voldsommere eller ved simpelthen at følge efter jer "nej mor, gå ikke fra mig" og så er der jo allerede grobund for at mødes.

Det kan være en god idé at indføre lidt ritualer med lidt massage, hvor du får hende til at slappe helt af i kroppen. Prøv også at lave kildeture og små brydekampe, hvor I har fysisk kontakt på en mere 'hårdhændet' måde. Giv hende masser af kys og knus, dans med hende osv. meget mere end du plejer, selvom du sikkert allerede gør det meget :)

Håber ovenstående hjælper lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---