Svar: Min datter græder når jeg ikke leger med hende

---

Kære Vicki

Tak for dit brev, dejligt at høre at det går bedre med spisningen. Jo, jeg kan godt se dine tidligere breve, præcis som du selv kan i medlemsklubben :)

Din datter er lige nu i separationsfasen. Det vil sige igang med at øve sin selvstændighed og øve sig i at være lidt separeret fra dig ... Man ser det især i 8-10 måneders alderen, ofte sammenhængende med at barnet begynder at kravle. At din datter endnu ikke kravler, gør naturligt at hun bliver enormt frustreret og ked af det, når du går, fordi hun ikke har mulighed for at følge efter dig - på den måde forstærker det egentlig jeres problem lidt :)

Derfor vil det være super godt, hvis du lige nu kunne prøve at hjælpe hende med at bruge sig selv mere motorisk. Jo mere du kan svinge hende, vende og dreje hende, jo bedre er det. Hun må gerne slå kolbøtter imellem dine arme eller blive gynget - en babygynge som hun kan sidde i og gynge frem og tilbage kunne være en rigtig god julegave idé. Jo mere bevægelse, jo mere får du styrket hende motorisk :)

Netop i denne alder vil børn altså naturligt være mere tryghedssøgende og mere morsyge. Man oplever at barnet har en afstandstagen mod fremmede præcis som du også beskriver sker hos jer mere og mere. Det at barnet begynder at vende sig lidt mere ud mod verden og omgivelserne, andre personer, medfører altså en separationsangst, en angst for fremmede og et barn som tydeligt protesterer mod at blive forladt af sine forældre.

Både separationsangst og angst for fremmede er tegn på at barnet har en tryg tilknytning til sine forældre - hun græder når du går fra hende, også selvom det kun er ind i et tilstødende lokale og hun viser stor gensynsglæde, strækker armene ud mod dig ("tag mig ...

---

---

... op") og søger stor fysisk kontakt, når hun ser dig igen.

Separationsfasen er altså en fase hvor barnet begynder at bevæge sig lidt mere selvstændigt ud i verden. Hvor barnet skal til at finde ud af at mor er der, selvom jeg ikke kan se hende - det er noget som tager rigtig lang tid, faktisk er de fleste børn omkring 16 måneder inden de helt forstår at man er der, selvom man ikke kan ses med det blotte øje.

Derfor vil man i denne alder ofte også opleve at barnet vægrer sig mod at skulle sove, græder ulykkeligt når det bliver puttet og tydeligt viser behov for at man skal blive der, sidde der lidt.

Den alder jeres datter har lige nu er altså præget af en fase, en periode, hvor hun er lidt mere sårbar overfor at far eller mor ikke er i nærheden. Det er altså en fase, hvor hun har brug for at føle sig ekstra tilknyttet for at kunne separere sig...

---

---

Derfor er det bedste du kan gøre at forsøge at være der så meget for hende som muligt. Støtte og motivere, lade hende sidde på dit skød og observere verden derfra og dermed blive mere tryg ... Samtidig med at du naturligvis også som du forsøger, skal prøve at motivere hende til at kunne selv, når bare hun kan se dig eller høre dig.

Det kan også være en rigtig god idé at du leger "Borte-tit" med hende i løbet af dagen eller leger "gemmeleg" forstået på den måde, at når I søger f.eks. far, så sig til hende "Hvor er far, skal vi finde far" og led efter ham. Så hun på den måde bliver opmærksom på og får lidt fornemmelse for at man stadig kan være der, være i et andet rum, selvom man ikke lige umiddelbart kan ses :)

Jeg håber du kan bruge ovenstående forklaring og idéer lidt videre frem, rigtig meget held og lykke.

Rigtig glædelig jul!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

Viden om børn:

---