Svar: Frustreret og afvisende

---

Kære Mutte

Det er helt rigtigt at børn i din datters alder og faktisk helt op i 3 års alderen får det der hedder frustrationsanfald. Det er helt naturligt og en del af deres udvikling og det er ikke noget du som udgangspunkt skal være ekstra bekymret omkring, det er ikke fordi din datter fejler noget, at der er noget galt med hende, snarere tværtimod, så lyder det du fortæller som noget de fleste forældre vil opleve ...

Derfor er det naturligvis også ekstra frustrerende, hvis dagplejer giver udtryk for bekymring, men som du skriver, så handler det nok mere om at dagplejer naturligt også bliver frustreret, hun føler det er svært at give jeres datter den opmærksomhed som hun nok behøver, når hun også har andre børn at tage sig af ...

Når børn græder og er frustrerede, så er deres krop i ubalance og der kører en masse stresshormoner rundt i kroppen. Barnet vil slet ikke kunne kontrollere sig selv, det vil ofte reagerer med gråd, skrig og høje lyde og vil samtidig også reagerer med fysiske ting - sparke, slå, smide sig på gulvet, vride sig og nogle gange faktisk trække sig og gå som du oplever.

Det er forståelse, omsorg, kærlighed og trøst der skal få barnet tilbage i balance. Det er vigtigt at man forstår, at barnet ikke kan gøre for det, at det ikke handler om at barnet er uartigt, men om at barnets hjerne endnu ikke er i stand til at danne de forbindelser der er nødvendige for at bevare roen. Derfor er det vigtigt at man kan rumme barnet og viser barnet, at selvom barnet har svært ved at håndtere kaos, så er man som voksen fuldstændig rolig ved situationen. Man giver udtryk for stor fysisk ro, for verbal ro "sssååå, lille skat, ssåååå" og man tager det ikke personligt.

Det er meget vigtigt at man ikke siger "hold så op med at være så hysterisk" eller lignende, men at man i stedet er lydhør, fordi jo mere man lytter og er tilstede for barnet, jo mere vil man regulere barnets aktiveringssystemer og stille og roligt dannes de vigtige forbindelser i hjernen.

Du har naturligvis ret i at barnet gerne en gang imellem må få at vide at "Nu er det vist godt igen" og legen kan fortsætte, så barnet ikke holdes fast i at græde unødigt længe, hvis hun reelt er stoppet ... Men det er vigtigt at man siger det sødt og stadig anerkender hende.

Når hun går, så er det sandsynligvis for at få lidt samling på sig selv, det kan vi andre jo også have behov for. Det er helt okay, det er bare vigtigt at man opholder sig i nærheden og gør sig tilgængelig. Det er okay at give hende en pause, og så gå hen til hende efter ...

---

---

... nogle minutter og møde hende stille og roligt "hej skat, du blev bare så ked af det ..." og sætte sig ned, lade hende kravle op på skødet hvis hun vil og evt. invitere hende "kommer du ikke her op på mit skød, kom skat" så man der får holdt om hende, vugget hende lidt og hjulpet hende til at finde balance igen.

Du har ret i at måden vi møder vores børn på har stor betydning for hvordan de fremover lærer at tackle frustrationer og ting der i livet går dem imod. Hjernen tilpasser sig det miljø, som barnet befinder sig i og det betyder, at hvis et barn har f.eks. tyranniserende forældre, så vil barnet vokse op med en hjerne som har udviklet større vagtsomhed, forhøjede aggressions- eller frygtreaktioner og lignende. Hvor et barn der vokser op med forældre som lytter, trøster, omfavner osv. vil danne forbindelser i hjernen som på sigt hjælper barnet med at håndtere stress, beherske vrede, være venlig, deltagende osv.

Derfor er det ikke helt ligegyldigt hvordan man reagerer og om man reagerer, men det er stadig normalt at børn reagerer med at græde og blive voldsomt frustreret. Det er i princippet ikke deres frustrationsanfald der sætter spor i dem, det er måden vi forældre og voksne tackler deres anfald på.

Det betyder naturligvis ikke at man ikke gerne må sætte grænser, skælde ud, når det er nødvendigt. Barnet har også brug for faste rammer, det giver tryghed at kende til reglerne.

Forældre og børn påvirker naturligt hinanden og måden man opdrager på kan også spille ind. Nogle forældre har meget svært ved at sætte grænser og stiller meget få krav til barnet. Forældrene er meget inkonsekvente og det opmuntrer ofte barnet til at handle meget impulsivt.

---

---

Andre forældre er modsat meget autoritære, de lægger stor vægt på at barnet er lydig og hører efter. De er meget hurtige til at straffe barnet, hvis det ikke gør som forældrene siger.

Og så kan man også være en 'Myndig forældre', hvor man sætter klare grænser for barnets opførsel. Hvor man anerkender barnets lyst til at udforske og til at prøve grænser, men hvor man samtidig forklarer barnet hvorfor der er regler og hvorfor de skal overholdes.

Måske er dagplejer og I forskellige på netop dette punkt, måske opdrager I forskelligt og det er derfor frustrationen opstår ... Det lyder dog som om at du har meget godt fat i hvad det handler om og allerede har læst en del om hvordan du skal tackle de frustrationsanfald din datter får :)

Jeg håber at mine tanker her hjælper dig lidt videre på vej, fortsat held og lykke med dem begge.

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---