Brev:

Frustreret og afvisende

Hej Helen

Jeg er mor til 2 dejlige børn... en på knap 5 år og en på 15½ mdr.

Spørgsmålene handler i dette brev om min lille datter. Hun er født til tiden og har fulgt "bogen" i forhold til søvn, spisning, kravle, gå osv...selvfølgelig med perioder hvor det går bedre end andre gange men generelt ingen ting at komme efter der.

En kort beskrivelse af hende:

Hun har altid haft tendens til at råbe meget (ørene er tjekket og alt ok). Helt fra lille har hun nydt at råbe høje lyde og skrig... nærmest kampbrøl, glade hvin og skrig og det har hun gjort fra helt lille baby. Altid har der været lyd på hende. Det har til tider været anstrengende da hun er meget skinger og de konstante lyde kan være stressende og lidt pinlige når man er ude. Ikke at hun er sur eller utilfreds, men man føler at hun er meget opmærksomhedssøgende.

Sådan er hun stadig... hvordan skal jeg vænne hende fra det? Vi prøver at sige shhhh og spørger om hun kan sige ko og andre ord for at aflede skrigene... men det virker ikke rigtig... hvorfor tror du hun gør det? Vi er meget omk vores børn og bruger meget tid og giver meget positivt opmærksomhed på dem begge... synes de får alt det de skal have.

Det næste er at hun har et frygtelig temperement (eller skal jeg sige... en viljestyrke og stædighed... og hun bliver så forfærdelig sur over et nej eller når vi gør noget hun ikke må være med til, eller vi gør noget hun ikke synes er ok).

Hun kaster sig tilbage (eks hvis vi sætter hende ned og det ikke lige passer hende) og råber og skriger og kan finde på at slå sig selv lidt i hovedet. Jeg kan se hun er helt ude at fippen og jeg hader at se hende så frustreret.

Ligeledes kan hun afvise fuldstændig ved at gå væk fra os eller dagplejemoderen (som fortæller det bekymrer hende)...
Jeg tænker at det jo da er ok at blive skuffet og sur over nej og når ting ikke går som de skal, men at hun bliver så afvisende og frustreret, har jeg det svært med og når så også dagplejemoderen synes det er voldssomt tænker jeg bare... er der noget galt med hende?

Vores datter er meget dygtig og vil mange ting selv. Hun viser tydelig hvad hun vil have at lege med og kan forstå og gøre ...

... mange ting. Ser hvad de større børn laver og prøver at imiterer dem... hun viser os ting og er nem at begejstre og har nemt til grin og lægger tit selv op til skæg og ballade.

Et lille livsstykke og mit et og alt sammen med min søn... jeg vil gøre alt for dem og tænker meget over tingene. Derfor gør det bare så ondt, når man bliver i tvivl om alt er ok og kan tænke at bare nu ikke dagplejeren synes hun er anderledes eller kræver mere end hun orker. (det har dagplejemor nemlig givet udtryk for mange gange inddirekte, at min datter jo skriger højt og at det er slemt når tonen er så høj og at hun får mange af de frustrationsanfald, men heldigvis er hun også meget åben og vores datter er glad for hende selvom hun kan afvise hende når hun er så frustreret. Men det kan hun jo også gøre ved os...vi har bare bedre tid til at aflede).

Der er også fuld fart over feltet, men ikke sådan at jeg tænker det er unormalt... der skal bare ske noget. Hun kan pylre og hænge i bukseben og blive sur når vi ikke gider lege længere... men sådan er det vel også for andre?

Jeg har læst en masse om det du skriver med at børn i hendes alder har mange frustrationsanfald og at der sker en masse i kroppen når de får dem.

Jeg tænker så bare at det jo ikke kan være godt for nogen børn at græde og blive så frustreret... kan det sætte spor i dem?
På den ene side vil jeg jo anerkende hendes følelser og vise det er ok at blive sur, men når hun bare bliver ved og ved og nogen gange lige stopper i et halv minut og kommer i tanke om hun er sur, skal jeg så sige stop til hende? Hun bliver jo sur over de mindste ting og rigtig fornærmet...

Jeg synes det er svært... hvad tænker du om alt det her? Kan du se hende for dig? Vi er villige til alt og håber bare at du før har læst det og ikke tænker der er noget at bekymre sig for. Hvordan skal grænserne sættes og hvad gør vi bedst?

Det skal siges at den store er fuldstændig modsætning og han har svært ved at hun er sådan... vi fortæller ham at sådan kan små børn være og at vi lige skal lære hende nogle ting. Han er god ved hende og vi synes selv vi har skabt et godt hjem for dem.

Glæder mig til at høre fra dig.

Mutti

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. februar 2026 | Sygdom | 18 mdr.

En hård tid

Kære Helen Jeg har skrevet før og skriver nu igen. Det er pt. en rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar

26. januar 2026 | Opdragelse | 18 mdr.

Halvandenårig gør skade på sig selv - Er det normalt?

Kære Helen Jeg skriver fordi jeg er lidt bekymret for min søn på snart 18...

Læs hele brevet og Helens svar

19. januar 2026 | Sovevaner | 12 mdr.

Fortsat dårlig søvn efter dræn

Hej Helen Vi skriver til dig om vores datter, som lige er blevet 1 år....

Læs hele brevet og Helens svar

12. januar 2026 | Sovevaner | 13 mdr.

13 måneder og konstant dårlig søvn

Kære Helen. Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Vi er...

Læs hele brevet og Helens svar

6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.

Motorisk uro og udvikling

Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: