Svar: Jeg duer ikke som mor

---

Hej med dig

Tak for dit åbne og ærlige brev, som meget præcist forklarer hvor frustreret og afmægtig du føler dig lige nu ...

Der er flere ting der spiller ind på det du skriver og det første der naturligt falder mig i øjnene er din overskrift "Jeg dur ikke som mor" ... Det er rigtig skidt at gå rundt med den følelse og den har naturligvis ikke hold i virkeligheden - for du har jo rigtig mange super gode overvejelser omkring din dreng. Hvor er det dejligt præcist når du skriver: "Jeg tror på anerkendelse, at lytte, at ville forstå den anden, at 2 valgmuligheder er en god ide, at positiv feedback på ønsket "adfærd" virker, og at drengen ikke kan kvæles i kærlighed fra sin mor..". Jeg kunne ikke være mere enig!

Så hvad sker der lige her ... ? Du fortæller mig at du har født igen for 3½ måned siden, du fortæller mig at du oplever at far til den lille ny er mere til babyer end til krævende 3' årige, du fortæller mig at jeres parforhold går dårligt, at du oplever lav tolerance fra svigerfamilien osv.

Jeg ser for mig en mor, som ikke er en dårlig mor, men en mor som er presset og som kæmper for at gøre alle tilfredse og være der for alle - og det kan du ikke, for du er ikke blæksprutte, du er menneske og du er nødt til at sætte kravene til dig selv lidt ned.

Jeg ser også en mor, som har det rigtig svært, som faktisk går rundt og er smadder ked af det, som har svært ved bare at smile og være i nuet, som føler sig magtesløs, irritabel, opgivende - jeg tror du har en efterfødselsreaktion og den skal behandles.

Det er meget vigtigt at du lytter til dig selv og tager de symptomer du nævner for mig alvorligt og søger hjælp hos din læge.

Det er ikke en skam at få en efterfødselsreaktion, men det er et stort problem ikke at gøre noget ved det. Det er helt naturligt at man efter en fødsel kan have følelsesmæssige humørsvingninger og det er normalt at man kan have perioder med glæde og overskud og andre perioder med usikkerhed og manglende overskud - men det er vigtigt at perioderne med manglende glæde og overskud ikke fylder for meget og det gør de altså hos dig.

Symptomer på en efterfødselsreaktion kan være:

- Du er generelt ked af det, du har svært ved at grine af de ting, som var sjove før og som andre griner af

- Du føler en stor indre uro, der skal helst ske noget hele tiden og du har svært ved at slappe af

- Du føler dig træt, men kan alligevel ikke sove - dit hoved er fyldt med tanker der kører rundt, hver gang du forsøger at sove lidt

- Eller modsat, du kan sove hele tiden. Du føler slet ikke lyst til at stige ud af din seng, du vil helst bare blive liggende under dynen

- Du er bange for at dit barn fejler noget, at noget er galt

- Du er bange for at du selv er syg, du har måske problemer med hjertebanken, hovedpine, mavekramper. Måske taber du dig meget eller tager meget på

- Du bebrejder dig selv som mor, du føler ikke du slår til og tænker måske at dine børn ville være bedre stillet med en anden mor

- Du føler dig magtesløs, ting du plejer at have styr på i hverdagen er pludselig uden for din kontrol

- Du er bange for om du kommer til at gøre skade på dig selv eller dit barn

- Du føler at du går rundt i en osteklokken og at verden bare passerer uden at du er en del af det der sker

Der findes flere ...

---

---

... symptomer end dem jeg næver her, men når man kan nikke genkendende til flere af disse og det tror jeg du kan, så har man en efterfødselsreaktion og så skal man have hjælp. Du skal derfor bestille tid hos din læge, så I sammen kan drøfte hvad der nu skal ske og hvis det er svært for dig at fortælle om det hele, så tag brevet som du har sendt mig med og vis det til din læge.

Når der er styr på dig, når du begynder at få mere overskud, så vil det naturligt også hjælpe på jeres hverdag.

Når det er sagt, så er det naturligvis også vigtigt at du og din kæreste og svigerfamilien ikke modarbejder hinanden, men hjælper hinanden med at få hverdagen til at fungere. Det kan være at I kan lave nogle aftaler om at far tager mere over i hverdagen, så du får frigivet mere tid til storebror, det kunne også være at din kæreste skulle prioritere jeres 3 årige lidt mere.

Der er jo ingen tvivl om at en reaktion på at han er blevet storebror også spiller ind og at han meget tydeligt mærker at der er forskel på ham og den lille ny. Hvis din kæreste (og svigerfamilien) er gladere og mere for baby end for storebror, så er det jo bestemt ikke befordrende for hans selvværdsfølelse.

Jalousi hører med, når man får mindre søskende, og det hører til både i stedfamilien ligesom de også eksisterer i kernefamilien. Jalousi handler ofte om at man føler sig uønsket, at man er i tvivl om sin egen rolle, om sin egen værdi, om sin egen betydning.

---

---

Din dreng vil naturligt være i tvivl om sin rolle. Han føler jalousi på dig, fordi du har født en baby, som får masser af opmærksomhed fra dig - men også fra far, som jo ikke er hans far og som måske ikke behandler ham som var han far? Han vil naturligt gerne have sin mor for sig selv og nu skal han dele baby med dig og det er rigtig svært for ham. Følelser af jalousi opstår, når vi risikerer at miste vores position eller måske allerede har mistet den.

Som jeg læser dit brev, så er det meget vigtigt at I taler med drengen om hvordan han har det. I skal lytte til ham, få ham til at sætte ord på sine følelser og lade ham være ærlig. I skal anerkende at han har det som han har det og så naturligvis fortælle ham igen og igen, hvorfor ligepræcis han har en helt speciel plads som ingen er ude på at tage fra ham. I skal giv ham en postion i familien tilbage, som han og I alle kan leve med.

De fleste børn er bange for at såre deres forældre og derfor vil han ikke fortælle dig hvordan han egentlig har det. For tænk så hvis han skuffer, hvis I så synes mindre om ham, hvad han har så tilbage ... Derfor prøver han at skjule sine følelser og tanker, men det kan han naturligvis ikke og derfor bliver han aggressiv og udadfarende.

Det er vigtigt at planlægge sig ud af hvordan der kan være tid nok til begge børn og hvordan både du, din kæreste og jeres 3 årige dreng kan lave noget sammen - "dig og mig-ting". Det er vigtigt at inddrage familien, få dem til at tage over, lade baby blive passet lidt, prioritere at I som par også er vigtige og gør noget sammen.

Selvom du er MOR med hud og hår, det kan jeg godt fornemme, så er det også rigtig vigtigt at du er kæreste med din kæreste og at I støtter hinanden. I er nødt til at få talt om alle disse ting og så må du få en tid hos lægen :)

Stort knus herfra, rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---