Svar: Moderskab ...
Hej med dig
Nu ved jeg at jeg gentager mig selv fra et af mine tidligere svar til dig - men det kan ikke siges for lidt: "Luk ørerne for hvad andre siger og tro på din egen fornemmelse som mor!" - du har fuldstændig styr på det og det er helt relevant at du fortsat ammer din datter.
Ja, amningerne skal skæres ned stille og roligt, det er rigtigt men det er bestemt ikke et spørgsmål om at amningerne skal stoppe. Sundhedsstyrelsen anbefaler at man ammer fuldt til ca 6 måneder og ammer delvist (altså ved siden af skemaden) til barnet er 12 måneder - eller sålænge mor og barn har det godt med det.
Det at amme er vigtigt af flere årsager, for det første er der nærheden, kontakten, tilknytningen mellem mor og barn. Derudover er der naturligvis vigtigheden af næringsstoffer og antistoffer i modermælken og så der der naturligvis også tale om behov for væske. Det er helt forkert at din veninde har fjernet alt mælk (amning / flaske fra sit barn) - det handler meget om at give barnet væske nok og de fleste børn vil ikke kunne drikke tilstrækkeligt af en kop. Nu ved jeg ikke, hvad din datter eller din venindes baby vejer, men et barn der vejer f.eks. 8 kg har brug for 1200ml væske i døgnet og hvis ikke man ammes ca 3 gange (200ml x 3) så vil det være meget svært for barnet at nå op på den mængde.
Så du gør det helt rigtige ved at amme din datter og det er i princippet også rigtig godt at du ammer i ydertidspunkterne - tidlig morgen, aften og sen aften og er der så fortsat brug for en amning midt på dagen, så er det også fint. Men det er amningerne formiddag og eftermiddag der skal fjernes - og så naturligvis amningerne midt nat.
Det er helt okay at du supplerer med skemad ved siden af 5-7 små brødhapsere - det er dog en god idé at supplere med grøntsagsmos og ikke grød, så din datter får større variation af fødevarer samtidig med at det er naturligt at hun stille og roligt får grøntsager i stykker ved siden af sin rugbrød.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre i mors seng
Morgen 7.30-8: Står op, starter dagen med en havregrød, vand af kop.
Formiddag 9.30: ½ bolle med smør, suppleres med frugtmos (jerntilskud) og frisk frugt og bær i hånden, vand af kop.
Puttes til formiddagslur uden bryst!
Frokost 12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med små stykker frikadelle, godt kogte pastaskruer og lignende. Og så naturligvis små rugbrødshapsere med forskellig smørbar pålæg - gerne fiskepålæg. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur ca 13-13.30
Eftermiddag 16: En ½ bolle med smør, ost, tilbydes en lille portion tykmælk med frugtmos, revne æbler, lidt rugbrødsdrys eller lignende, vand af kop.
Skal ikke ammes om eftermiddagen!
Aften 18: Familiemad, ris, pasta, kød, fisk, grøntsager, sovs af forskellig slags - hun må få det samme som I andre, almindelige børnevenlige retter - stadig både mad i stykker og mos. Det kan være boller i karry, pasta med kødsovs, frikadeller (kød og fiskedeller), farsbrød, laks i ovnen, fiskefilet, lasagne - maden må gerne smage af noget og udgangspunktet er jeres mad. Vand af kop.
Bades og kan evt. tilbydes en godnatgrød, hvis du vil være helt sikker på at ...
... hun ikke går sulten i seng.
Ammes og puttes til natten 19.30-20.00, sover i slyngevugge eller i sin egen seng
Sen aften 23-24: Ammes og sover herefter i egen seng til næste morgen tidlig og får ikke længere bryst kl. 02 og 04 ...
Som du kan se af denne plan, så indgår der nu naturligt amning kl. 05, 13, 19.30, 24 og det er de fire amninger du kan give din datter for at sikre hende mælk og væske nok og samtidig give plads til den øvrige mad - og dermed også lyst og behov for at tygge lidt mere ... :)
Det er en god idé at I starter dagen lidt før end tilfældet er nu og det vil sandsynligvis give sig selv, at hun begynder at vågne lidt tidligere, når du stopper med at amme så meget om natten ... Prøv at trække kl 4 amningen, så hun først ammes kl. 5 og lad denne amning være en rigtig amning, hvor hun spiser godt - men stadig i god til i forhold til at levne plads til morgengrøden.
Amningen kl. 02 skal du forsøge helt at undvære, lul hende til ro uden brystet og lad være med at sove sammen med hende. Det er og vil naturligt være enormt frustrerende for hende at hun ligger tæt op af dine bryster, dufter din mælk osv. og så nægter du hende det. Hun kender jo ikke klokken og forstår ikke vigtigheden af at få andet og mere sufficient mad, så derfor er du nødt til at holde igen med brystet. Og da hun allerede kun bruger brystet som trøst og ikke drikker særlig meget, så bør hun kunne undvære helt på dette tidspunkt. Så læg hende ikke foran mælkebaren, men lad hende sove for sig selv - Lad evt. far sove med hende om natten i 3 nætter for at få hende vendt fra.
Far dufter ikke af mælk, men kan give hende al den nærhed og tryghed hun behøver. Han skal ikke rende rundt med hende, men lægge sig med hende og putte med hende, give hende nærhed, kærtegn, trøst, varme, beroligende ord osv. så hun får præcis det hun gerne vil have - men uden bryst fordi han ikke kan - og så hun stadig ligger og lærer at det er sovetid nu. Du kan evt. flytte ud af soveværelset eller far kan lægge sig på en madras med hende i børneværelset.
Lad hende også gerne sove i slyngevuggen, hvis du skønner at det hjælper jer gennem natten uden amning. Det vigtigste er at natamningen nu stopper.
Kan hun sove på eget værelse? Det er fint at lade hende gøre dette, så I ikke forstyrrer hinanden. Hun må gerne ligge og rode rundt om natten, det gør børn i denne alder og det er ikke fordi hun skal have mælk, men fordi hun kravler og er rigtig godt igang motorisk.
At hun ikke vil bruge sut er helt normalt og det ser jeg ikke som noget problem. Din datter får fint sit suttebehov stillet hos dig og har ikke brug for en 'narre-sut' der er jo en grund til at det hedder sådan ... :) 4 amninger dagligt stiller stadig hendes suttebehov, den mundmotoriske stimulation får hun jo også via maden hun nu skal have mere af.
3 nætter, 3 dage tager det som regel, så kan man begynde at fornemme en ændring. Ikke at hun sover igennem efter 3 dage, men far vil ganske givet kunne fornemme at hun falder lettere til ro, ikke søger brystet som første nat osv. 3 dage / nætter det er til at overskue - vi taler altså ikke om uger ... :)
Jeg håber at I hermed er hjulpet videre på vej, rigtig meget held og lykke fortsat.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan siger du farvel til røde babynumser
Sådan siger du farvel til røde babynumser: Med forebyggelse frem for behandling
Sundhedsplejersker anbefaler at forebygge bleudslæt med Olívy
Er du i tvivl om, hvad der hjælper bedst mod rød numse og bleudslæt, er du ikke den eneste. Mange bruger salver og cremer til ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
1. oktober 2026 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Vi er nu ved at være rimeligt frustrerede - og føler os ærligt...
23. september 2026 | Amning | 1 mdr.
Hej Helen Jeg ammer min søn på 4 uger og er blevet i tvivl om jeg bør amme...
19. september 2026 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Beklager skriveriet. Men jeg vil lige uddybe lidt, da jeg...
18. september 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Nu er vi i gang med lillebrors nedtrapning af bryst. Som du...
25. august 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Efter 10 måneder med en amning, ingen troede var mulig, så tror...
Viden om børn:
Cykelhjelm
Alle børn bør bruge cykelhjem, når de cykler. Det gælder både når de cykler selv og når de sidder i cykelstol, i en ladcykel eller i en cykelanhænger.
Vælg en godkendt hjelm. Det vil sige en hjelm med et CE-mærke og godkendelsesnummeret EN 1078.
Derudover så skal hjelmen sidde rigtigt og det gør den når den dækker panden og sidder så stramt, at den ikke kan skubbes tilbage i nakken. I de fleste hjelme sidder skumgummipuder, som hjælper til at justere størrelsen, så...
Æg
Hårdkogte æg, eller æggepandekage, kan gives fra 6 måneders alderen. Men i små mængder. Æg kan således gives som en del af en varieret kost og mange børn kan godt lide smagen af æg.
I æggeblommen findes et relativt højt indhold af kolesterol, det er dog først og fremmest madens indhold af mættet fedt, der påvirker blodets kolesterolindhold.
Man ved ikke præcist, hvor meget æg man kan tåle før det ses på kolesterolindholdet. Nogle mennesker kan spise meget æg og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen
For gud ved hvilken gang er jeg på din hjemmeside for lige at tjekke, hvordan det nu er med forkølelse og graviditet. Jeg har brugt siden så mange gange. Og hver gang har jeg fået højt kvalificerede og superpraktiske og tryghedskabende svar. Det vil jeg bare lige sige tak for.
Mvh Birgitte











