Svar: Græder ved aflevering i vuggestue - 17 mdr.
Kære Rikke
Det er helt normalt at børn græder, når de bliver afleveret i institution og ofte så protesterer de også, når de skal hentes ... Det er også helt normalt, at det går rigtig fint de første uger, og så oplever man pludselig en periode, hvor det ligesom går op for barnet at det at være i institution ikke bare er nyt, sjovt og spændende, det er faktisk hver dag og i mange timer - uanset hvor meget lyst man så har og hvor oplagt man føler sig ...
Det er rigtig svært at skulle af sted, det er så hyggeligt og trygt at være hjemme og dejligt at være sammen med mor og far. Det er ikke rart at blive afleveret i favnen på en pædagog - det går lidt bedre, hvis personen der tager imod er en barnet kender og føler sig tryg ved, er det en fremmed, er det slet ikke rart og svært at bære for både barn og forældre ...
Det er altid vigtigt at overgive barnet roligt og meget gerne i favnen på en pædagog. Hvis man kan lave en aftale med den samme pædagog hver dag, så vil det være rigtig godt. På den måde kan man som forældre ligesom signalere at når du går, så tager pædagogen sig af ham, og at du trygt overgiver ham til den anden. Jo mere tryghed og ro du eller far kan signalere ved aflevering, jo bedre er det.
Jeres dreng har det svært med skift af situation og det er som sagt normalt. Det varer kort, han bliver hurtigt glad igen og leger med de andre børn - pædagogerne beskriver ikke en dreng, som ikke falder til og som ikke er glad, men en dreng, som oplever selve skiftet svært.
I oplever det samme, når I henter ham, han vil på arm og vil helst blive der - han bliver ked af det, hvis I sætter ham ned. Det er naturligvis tegn på at han har savnet jer, men det må han jo også gerne - I har ganske givet også savnet ham.
Det hænger dog også sammen med at han lige nu har en alder, hvor verden generelt føles stor og uoverskuelig og hvor der stilles lidt flere krav til ham og hvor han møder mere modstand end tidligere. Han begynder at få lidt farefornemmelse og hans udvikling lige nu påvirker således også hans lyst til vuggestuen.
Han er så småt i stand til at løbe nu, kommer fint omkring men oplever også at falde og slå sig. Han klatrer også op, finder ud af at han ikke kan komme ned selv ... Han møder modstand fra jer - hverdagen er fyldt med flere nej'er! end tidligere, børnene i vuggestuen leger også vildere - de skubber til ham, tager legetøjet ud af hænderne på ham osv. Det er rigtig svært at kapere alt dette, når man kun er 1½ år. Derfor oplever man ofte også at børn i denne alder begynder at sove mere uroligt, kan vågne grædende med skrig om natten osv. alt sammen udtryk for den store udvikling de går ...
... igennem.
Så det I oplever lige nu kan altså meget fint være sammenhængende med hans alder og udvikling, øgede bevidsthed om at vuggestuen er dagligdag og ikke altid så hyggelig og rar som at være hjemme ...
Det lyder også som om at han er et godt sted og at pædagogerne er meget opmærksomme. Selvom de er mange børn, får de alligevel dannet små grupper som for jeres dreng også skulle være til at overskue - det lyder godt.
Der vil nok altid være noget som ikke føles optimalt, simpelthen af den grund at vi jo alle gør tingene forskelligt og det er begrænset, hvor mange individuelle hensyn man kan tage i en institution. Men de overordnede overvejelser og handlinger skal være i orden og pædagogerne skal være omsorgsfulde, nærværende og anerkendende i deres kontakt med både børn og forældre.
Man skal så vidt muligt undgå at flytte børn for meget - men kan naturligvis være nødt til det og det er altid en individuel vurdering, hvornår det vil være rigtigt for det enkelte barn. Jeres dreng skal naturligvis ikke i månedsvis være ulykkelig over at blive afleveret, så kan det være værd at overveje en flytning - man kan i hvert fald undersøge mulighederne for det og også besøge en anden institution for at se hvordan stedet der virker ... Det kan jo handle om kemi mellem barn, voksne og andre børn, men generelt gælder at i en vuggestue er der jo mange personaler og det giver barnet mulighed for at knytte sig mere til en end en anden og det er helt okay. Barnet kan på den måde godt have foretrukne voksne.
Jeg tror ikke I skal regne med at pædagogerne vil sige, at I skal flytte ham til en anden institution, med mindre der var et eller andet specielt problem, som krævede en særlig indsats de ikke var i stand til at tilbyde ... men man kan naturligvis aldrig vide.
Jeg vil anbefale jer at lave en afleveringsplan med pædagogerne, så han så vidt muligt afleveres til den samme og på samme måde. Aftal tidspunkt, hvor han skal afleveres, hvem der tager imod, om I vinker farvel i vinduet osv. så måden I gør det på bliver præcis det samme hver dag - genkendelighed giver tryghed.
Derudover skal I give ham et lille fotoalbum med, med billeder af mor, far, ham, ting han kender hjemmefra osv. så han et eller andet sted føler sig tryg ved at vide, at I stadig er der. Han er ikke ladt alene. Og pædagogerne kan også tale med ham om billederne og bekræfte overfor ham, at I jo kommer igen. Han skal lege, spise frugt og så kommer I.
Et bamse, en putteklud eller andet hjemmefra kan også være en rigtig god idé. Noget fast han altid sover med, som giver tryghed og ro.
Jeg håber I kan bruge ovenstående lidt videre, fortsat held og lykke med ham :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få eksperternes anbefaling af den bedste hudpleje til babyer
Sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger peger på Olívy
Når det gælder pleje af babyers og småbørns hud, skal man ikke tage nogen chancer. Her er kun det bedste godt nok. Det er derfor værd at lytte til, hvad eksperter og fagfolk siger. Olívy baby care – diaper change bliver anbefalet af ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
6. juli 2026 | Udvikling | 1 mdr.
Hej Helen. Vores datter på 6 uger har været urolig om aftenen næsten siden...
25. marts 2026 | Udvikling | 2 år, 1 mdr.
Opfølgning: Svære afleveringer i Vuggestuen
Kære Helen Tak for dit svar i mit sidste brev ang. vores nu 2 årige datter...
Viden om børn:
Mekonium - den første afføring
Mekonium er betegnelsen for den første afføring, som spædbarnet har. Afføringen er sort og klæbrig og ser ud som tjære.
Det, der kommer ud, er det fostervand, som barnet har drukket, da det lå inde i maven. Det indeholder blandt andet hår og afstødte hudceller. Fostervand, hår og hudceller samler sig i tarmen og bliver udskilt som mekonium, når barnet bliver født. Nogle gange udskiller barnet mekonium forbindelse med fødslen, hvilket er med til at give grønt fostervand.
Præmature allergidisponerede spædbørn
Hos meget små præmature allergidisponerede børn kan der være mere væsentlige ernæringsproblemer end allergiforebyggelse at tage højde for. Derfor må man altid tage individuelle hensyn, hvor det vigtigste er, at barnet kommer i trivsel.
Et præmaturt barn tilbydes samme allergiforebyggende diæt som mature allergidisponerede spædbørn. Modermælk er den bedste ernæring, og hvis dette ikke er muligt tilbydes barnet en special erstatning.
Det vides ikke, hvor længe det er...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.








