Svar: Raserianfald

---

Kære IMLO

Det er en stor udfordring for de fleste forældre at have en 3 årig i huset. Jeres datter er i selvstændighedsalderen og det er en tid som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med at man jo er nødt til at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen.

Det er en tid hvor skiftet mellem sjov, glæde og lykke skifter lynhurtigt til vrede, frustration og ulykkelighed. Jeres datter kan på meget kort tid gå fra at være så glad, sjov og charmerende til at hele verden bryder sammen og intet fungerer som det skal. Nogle gange ved man hvorfor hun reagerer som hun gør, man har sagt nej, holder fast i at tingene ikke skal være som hun vil og det udløser naturligt frustration - men andre gange, så når man som forældre slet ikke at opfatte, hvad der udløser hendes voldsomme reaktion og atter andre gange, så sker det over ting, der for jer er bagateller, men for hende bare betyder alt.

Det påvirker hende naturligvis også, at hun er blevet storesøster. Selvom hun er glad for sin lillesøster og sød ved hende, så er det svært at finde rollen som den store pige i familien og det er rigtig svært at skulle dele jer med en anden. Det er svært at være tilskuer til hvordan I nusser, kæler, pusler osv. om den lille, når man samtidig selv har nået en alder, hvor der naturligt stilles flere krav til en. Det er derfor helt naturligt at hun nogle gange reagerer mere voldsomt.

Det bedste I kan gøre er at lytte til hende og prøve at sætte ord på de følelser, den frustration I oplever hun har. Det gør for det første at hun hører I forstår det og godt kan sætte jer lidt ind i hvad der sker, men det giver hende også mulighed for at rette jer. Når hun bliver frustreret, så kan I f.eks. sige "såå, bliver du bare så ked af det lige nu ..." og hun kan sige "ikke ked af det, jeg er sur!" og så er udgangspunktet det og I kan så bekræfte at det forstår I godt "du bliver bare så sur, når mor siger du ikke må få en is, det forstår jeg godt. Vil du have et stykke agurk i stedet for?". På den måde anerkender I hende, og viser at hendes reaktion er helt okay - og det er noget helt andet end at sende hende væk eller kalde hende hysterisk eller andet.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til. Og her er det utroligt vigtigt at man skelner tingene fra hinanden og derfor handler forskelligt, alt efter hvad det egentligt er der foregår.

Jeg mener bestemt ikke at løsningen er at sende jeres datter på værelset og fortælle hende at hun kan blive der, til hun kan opføre sig ordentligt. En sådan metode skal ikke bruges i de situationer I beskriver. Metoden kan bruges, men det afhænger helt af problemstilling og helt af barnets alder.

Det er vigtigt at skelne imellem det der hedder fortvivlelsesanfald og ...

---

---

... kontrollerende anfald. Når jeres datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af at binde sine sko, at hun fik æble, når hun hellere ville have haft banan ... Det kan som sagt være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Jeres datter har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I forstår det.

At sende hende væk eller blive vred på hende, kalde hende hysterisk eller lignende får hende måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt. Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun brug for at I sidder med hende, holde om hende og beroliger hende. Hvis du går fra hende, så vil hun højst sandsynligt gå grædende efter dig "gå ikke fra mig mor", fordi hun har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Hvis man ikke kan komme til at holde om hende, hvilket er meget normalt, så er det vigtigt at holde sig lidt i nærheden. Hun skal ikke opleve at man forlader hende, men at man godt kan rumme det, at man godt kan holde ud at være sammen med hende selvom hun har det svært. Man skal ikke bruge time-out eller anbringe barnet alene i et værelse, hvis det har anfald af fortvivlelse.

---

---

Hvis I sætter jer ved siden af hende, taler lidt med hende, inviterer hende til at komme til jer "mor er her, kom herhen skat, kom og få et knus.." og/eller hvis I kan sidde og bare nusse hendes fødder lidt, så hun mærker jer, mærker at I er der, så vil hun stille og roligt slappe lidt af og vil tilsidst kravle op på jeres skød og have det godt igen.

Som sagt kan børn også have en anden type anfald. Det jeg kalder for kontrollerende anfald. Her forsøger barnet at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"... Det betyder også at det ikke er anfald som børn normalt får i 2-3 års alderen - der er tale om ældre børn og det er ikke det, der sker hos jer.

Så, når din datter bliver ked af det, pludselig protesterer, græder højlydt, når du oplever hende hysterisk osv. så må du prøve at være der for hende, sætte ord på hendes følelser, prøve at vise hende at du er der og godt kan rumme det. Det er ikke sikkert at du kan komme til at røre ved hende med det samme, måske her hendes krop så meget i oprør, at hun er nød til at finde lidt ro selv først, men så må du holde dig i nærheden, kalde på hende, vise hende at du er tilgængelig, at du er der, hvis hun har brug for dig.

Håber du hermed er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke med hende :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---