Svar: Kæmper for at få hende til at spise
Hej med dig
Lad os håbe at din datter profiterer rigtig godt af at der nu kommer andre børn til, så de alle kan sidde sammen ved bordet og spise ... vi har da lov til at håbe, at hun synes det er hyggeligt og at det derfor motiverer :)
Derudover tænker jeg, at du skal holde fast i at din datter vokser og tager det på hun skal. Du beskriver en pige, der som udgangspunkt lyder til at trives og udvikle sig godt - hendes sparsomme indtag af mad til trods - og det er vigtigt.
Du skriver at det altid har været et problem med maden og måske er I efterhånden blevet så fokuseret på det, at det fylder alt for meget ved middagsbordet. Din datter er måske blevet centrum for det hele og hvem vil ikke gerne være det ... Derfor er der også noget vigtigt i at få ændret rutinerne for dagen og fokusere på at hun skal have små hyppige måltider. Det er for lang tid at gå fra 8-11 uden mad, med den alder hun har - din datter og de andre dagplejebørn skal have et formiddagsmåltid inden og jeg vil her foreslå dig at bage nogle boller - opskrift følger senere.
Hvor sidder din datter ved spisebordet? Sidder hun og troner for bordenden, så kunne du starte med at lave rutinerne ved bordet om. Derudover fortæller du at hun gerne vil spise den mad som let glider ned med ske, så må du sørge for at hun fortsat får lidt skemad et par gange om dagen - men naturligvis også stadig mad i stykker.
En plan for dagen ser således ud:
Dagen starter uden amning
Morgen 7.30-8: Havregrød, mælk eller vand af kop.
Formiddag 9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt og bær, evt. frugtmos (jerntilskud), vand af kop
Formiddagslur og skal ikke ammes inden
Frokost 11.30-12: Rugbrød med forskelligt smørbart pålæg, brug gerne grøntsagsmos som pålæg og du kan give hende grøntsagsmos fra glas svarende til hendes alder, for at få hende fyldt lidt ekstra op. Suppleres med kogte pastaskruer, stykker af frikadelle, pølse eller lignende. Vand af kop.
Puttes til middagslur og skal ikke ammes inden
Eftermiddag 15.30: En portion neutral yoghurt med rugbrødsdrys, müsli, revne æbler, banan eller lignende, ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden, vand af kop.
Aften 18: Familiemad, ris, pasta, kød, fisk, grøntsager, sovs af forskellig slags. Må gerne få kartofler moset med sovs, hvis hun så vil spise det, kartofler kan også gives som kartoffelmos, eller som bagte kartofler, kartoffelkroketter, kartoffelbåde osv. Der er mange muligheder med netop kartofler. Og vil hun ikke have dem, så fred være med det. Så give hende alt muligt andet i stedet ;) Vand eller mælk af kop.
Suppleres evt. med en godnatgrød som en del af putteritualet, hvis hun ikke har spist særlig meget aftensmad og du er nervøs for at sende hende sulten i seng.
Ammes og puttes til natten ca 19.30-20
Som du kan se er der fortsat mange måltider i løbet af en dag her og det vil ...
... passe rigtig godt til alle de børn du skal passe, at spise på denne måde. Der er også kun en amning - nemlig amningen inden putning om aftenen - alle andre amninger om dagen er væk og det er nødvendigt, hvis du skal have din datter til at spise mere rigtig mad.
Hendes naturlige lyst til at putte i munden er væk, den fase er passeret og du kan ikke få hende til det, hvis hun ikke vil ... men du kan skabe appetit ved at give små hyppige måltider = holde blodsukkeret stabilt og ved at skære amningerne ned.
Jeg vil anbefale dig at du bager nogle havregryns boller eller grahamsboller til børnene:
Sundhedsstyrelsen har en opskrift på gode og nærende boller. Dejen laves om aftenen og bages næste dag og du skal ikke ælte dejen med hænderne.
Opskriften er her:
DAG 1
15g gær
3½ dl koldt vand
1 tsk salt
1 strøget spsk. sukker
1 spsk. olie eller blødt smør eller plantemargarine
100g grahamsmel eller havregryn
350-400g hvedemel
1. Rør gæren ud i det kolde vand
2. Tilsæt resten af ingredienserne
3. Rør dejen med en røreske, til den er ensartet og hænger sammen i en stor klump. Dejen skal ikke æltes med hænderne
4. Dæk skålen med husholdningsfilm og stil den i køleskab til næste dag.
DAG 2
1. Tænd ovnen på 200grader
2. Læg bagepapir på en plade
3. Form 12-14 boller med 2 spiseskeer, ed at tage dej op svarende til en bolle på den ene spiseske og skubbe dejen ned på bagepapiret med den anden
4. Lad bollerne efterhæve ca. 10 minutter
5. Pensl bollerne med mælk og bag dem i ca 20-25 minutter til de er gyldne
6. Stil de nybagte boller til afkøling på en bagerist. De er velegnede til frysning.
Opskriften er fra "Mad til spædbørn og småbørn" sst. 2006. De fleste mødre synes den er rigtig god.
-----------------------------
Og her er en anden og nem opskrift på havregrynsboller:
150g havregryn og 7 dl vand blandes og står i 10 minutter.
50g gær, lidt salt og lidt sukker, 1½ spsk. olie og 2 dl A38 blandes i havregrynene og tilsidst tilsættes ca 750g hvedemel.
Det hele æltes og dejen må gerne være lidt klistret. Hæver ca 1 time, slåes ned og formes til boller (ca 20 stk). Bollerne hæver 20 minutter, pensles med æggehvide eller mælk, drysses med havregryn og bages ved 200 grader i ca 20 min.
----
Du kan som sagt give boller som mellemmåltider, komme smør på, servere med lidt ost i stænger, du kan evt. også komme lidt frugtmos eller måske lidt marmelade på, hvis det er mere interessant ...
Vælg vand som tørstslukker og giv ikke søde drikke og sukkerholdige produkter. Hold dig til frisk frugt og naturligt sunde madvarer :)
Server maden adskilt, køb gerne en tallerken inddelt i rum, så maden virker overskuelig og så din datter kan tage det hun synes virker mest interessant.
Jeg håber du kan bruge ovenstående lidt videre, fortsat held og lykke med hende - og velkommen tilbage på arbejde :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet
Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
5. august 2025 | Kost og ernæring | 4 år, 8 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget hjælp ang. vores datter E på 4,5...
22. juli 2025 | Kost og ernæring | 2 år, 11 mdr.
Kære Helen, Det er første gang, jeg skriver til dig, og der kommer...
2. juli 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen Tak for din brevkasse :) Jeg har to spørgsmål i dag, men sender...
18. marts 2025 | Kost og ernæring | 9 mdr.
Kære Helen. Mange tak for dit fine svar angående vores søns søvn. Rom blev...
12. marts 2025 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Hej Helen. Jeg har en dreng på 6 måneder, som er kommet godt i gang med...
Viden om børn:
Bøvse
Når babyer spiser, sluger de ofte en masse luft. Derfor har mange brug for at bøvse efter et måltid.
Den nemmeste måde at dit barn kan komme af med luften på er hvis du lægger barnet op mod skulderen og klapper eller stryger forsigtigt på ryggen. Hold barnet så højt, at barnets arme bliver løftet, så har luften lettere ved at komme ud.
Du kan også sidde med barnet foran dig på dit skød eller lægge barnet på din underarm og gå lidt rundt.
Spædbørn...
Leg
For det lille barn er leg meget vigtigt, da det er igennem leg, at barnet udforsker verden og dermed udvikler sig. Og I begyndelsen er I forældre det bedste legetøj, og jeres barn vil elske jeres mimik, lyde og berøring.
Jeres barn har stor glæde af, at I tumler, triller, hjælper barnet med at cykle med benene, danser med barnet i armene... Ligesom jeres barn har brug for at mærke jer tæt på, ligge hud-mod-hud, blive kysset, krammet, kærtegnet og sunget for.
I takt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Allerførst: Endnu en gang bøjer vi os i støvet for dig og din fantastiske rådgivning! Du skrev, at vi nok hellere måtte se at få den der natflaske sendt på pension - trods vores ængstelse ved at røre ved barnets vaner. Det tog.... 3 minutter, og hvis vores dreng kunne tale, ville han sige: "Tusind tak, Helen, fordi du fik far og mor til at smide den der elendige flaske ud, for det er meget hyggeligere at sidde på skødet og fedte med en banan og få en nat-historie". Bagefter lægger han sig ned og sover fuldstændigt som vanligt. Det er jo top!!!
Mor til Jens på 13 måneder