Brev:
Farsyg - 17 mdr.
Hej Helen.
Håber du har haft en god sommer :-)
Vores søn er nu næsten 17 mdr. og mit spørgsmål drejer sig denne gang om at han i tiden er meget farsyg! Han har en rigtig dejlig far, der elsker ham overalt på jorden, så jeg kan sagtens forstå ham, men jeg synes nu alligevel det er lidt svært!
Svært fordi jeg rigtig gerne vil vores søn og være en god mor for ham - og svært fordi jeg er SÅ bange for, at hans reaktion skyldes fejl jeg gør.
Vi har altid været meget fælles om vores søn - og jeg har aldrig været i tvivl om, at min mand kunne passe ham osv mindst ligeså godt som jeg. Han har aldrig været særlig morsyg - hvor far ikke har kunnet tage ham.
Nu er det i perioder næsten kun far der dur - så viser han tydeligt, at han vil over til ham. af og til kan han græde hvis far går, han går efter og græder og virker ulykkelig, når jeg vil tage ham op og trøste ham eller lege med ham. Jeg synes aldrig jeg ser den reaktion omvendt! Det er som om at far altid dur - og jeg kun dur ind i mellem :-(
Det bliver ofte bemærket af venner og familie - der gerne kommentere det! Min svigerfamilie synes det er "lidt sødt" at vores søn foretrækker sin far og siger at det jo er fordi han har så god en far. Min mor bliver nærmest lidt ked af det og forsøger ivrigt at få vores søn til at "ville mig"... Hvilket han så slet ikke vil - og jeg får det bare rigtig skidt over det. Jeg har sagt til hende at jeg helst vil, at hun ikke gør noget ud af det. Hvis vores søn ønsker sin far, skal han have sin far, når det er muligt.
Jeg tænker, at det er svært at ændre hans beslutning om, at han vil have far - imens han er allermest besluttet herpå. Jeg forsøger tilgengæld, at tilbyde mig til ham igen og igen og så oplever jeg, at han også selv kommer til mig. Jeg forsøger at lave forskellige ting med ham - bare ham og jeg - hvilket går rigtig fint. Så virker ham både glad og tryg ved mig. Og så kan jeg sagtens være den han foretrækker, en tid efter vi kommer hjem igen. Andre gange er gensynet med far stort og så foretrækker han ham.
Min mand kan godt se, at han ind i mellem søger ham mere, men synes jeg glemmer at se, at han også vil mig! Han sagde en dag til mig, at han synes jeg skulle være stolt over, at vores søn er farsyg - at det er min fortjeneste, da jeg altid har ladet ham komme til og være noget for vores søn, og at han (far) var meget glad for at jeg altid har tillid til ham som far. Og det ønsker jeg virkelig også min søn skal have, men sørme også, at han synes han kan bruge mig.
Jeg tænker, at det er vigtigt, at vores søn ikke mærker at jeg bliver ked at det... Så jeg forsøger alt hvad jeg kan at lade være med at tage det nært, men hold op hvor er det svært. Nogle dage tænker jeg, at jeg helst vil at vi skiftes til at være sammen med vores søn, så vi ikke er der begge to og jeg skal opleve at blive valgt fra og vise facade - og omvendt er det jo det sidste jeg ønsker! Jeg er begyndt ...
... at frygte når vi skal i byen - fordi jeg føler mig "klædt af" når vores venner/familie nævner hans farsyge... Og jeg bare skal gøre alt hvad jeg kan for ikke at vise hvor ondt det egentlig gør.
Noget at det der gør rigtig ondt er, når jeg tænker på hvorfor han er så farsyg! Jeg tænker på om det er fordi jeg gør noget galt! Om jeg ikke giver ham opmærksomhed nok... Jeg har læst om andre af disse tilfælde herinde, og der synes jeg, ofte at moderen har/eller har haft en fødselsdepression el. lign der er årsagen. Det har jeg ikke fået konstateret, men jeg har haft et hårdt forår grundet sygdom og dødsfald i familien.
Vores søn har været syg ofte og haft svært ved at falde til i dagplejen. Altsammen har taget kræfter og jeg har da ind i mellem været træt, som jeg aldrig har prøvet før, selvom jeg har forsøgt at gemme det til når vores søn er blevet puttet. Men kan det være årsagen??
Jeg synes jeg leger meget med vores søn, og tager på legepladsen med ham, i haven, i skoven, vi danser, kilder og griner, leger gemme, leger fangeleg, han hjælper med at tømme opvasker, vaskemaskine osv. Ind i mellem leger vi meget intenst hvor legen er det centrale - på andre tider er jeg knap så opmærksom på ham. Så leger han selv lidt rundt på legepladsen, i stuen eller på værelset imens jeg laver noget andet eller blot slapper af. Når jeg taler med min mand om det, siger han at det er præcist på samme måde når de leger.
Er det meget normalt at man ikke altid kan lege helt så opmærksomt som på andre tider? Eller er det fordi min søn synes jeg er uengageret i ham at han vælger far?
Det er altid mig der aflevere vores søn i dagpleje - og ofte min mand der henter, da han kommer først hjem - kan det være årsagen?
Far kan lege mere vildt med ham - og er god til at finde på skøre lege. omvendt er jeg den der tager ham med ud og opleve noget uden for hjemmet - hvilket han også elsker. Det er meget mig der står for at koordinere det praktiske i huset, forstået på den måde, at jeg skal koordinere hvornår vores søn skal afleveres, hentes, hvad vi skal have at spise, hvornår han skal til læge, ørelæge osv. Min mand vil meget gerne tage sin tørn og hjælpe, men han skal bare have det at vide. Jeg siger det kun fordi jeg tænker, at vi jo har hver vores rolle for at familien fungere. Skal vi lave om på vores fordeling?
Jeg har i en tid været den der stod mest for de lidt trælse ting - de situationer der skal kæmpes lidt for. Det var mig der børstede tænder, gav pencillin - og mig der satte de (få) grænser vi finder nødvendige. Det har vi talt om, og vi er blevet enige om, at vi I højere grad skal gøre det begge to og hjælpes ad med det. Min mand er allerede blevet meget bedre til, at stå fast på de regler vi har og tage konfrontationen (der ofte går meget hurtigt over).
Men kan det være årsagen?
Det var mange ord om et emne der fylder meget hos mig/os i tiden... :-)
Med venlig hilsen
Mig :-)
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
4. november 2025 | Opdragelse | 15 mdr.
Kære Helen. Vores datter er nu 15 måneder og har snart gået i vuggestue i 3...
28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.
Søvnunderskud og lange putninger
Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...
18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.
Lur og temperament udfordringer
Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...
27. september 2025 | Diverse | 14 mdr.
Svær og lang indkøring af 1 årig i vuggestue
Kære Helen, Jeg skriver, fordi jeg har brug for gode råd til indkøring i...
19. september 2025 | Opdragelse | 14 mdr.
Hej Helen, Mit barn på 14 måneder går i vuggestue og har snart gjort det i 4...
Viden om børn:
Tilstoppet tårekanal
Mange nyfødte børn har en tilstoppet tårekanal. Barnet ser ud som om, at det har søvnklatter i øjenkrogen hele tiden, eller at øjnene konstant virker fugtige.
Tårekanalen er en tynd kanal, som løber fra den inderste øjenkrog til næsen. Det er bl.a. den, der får os til at snøfte, når vi græder.
Tårer er 'øjnenes sprinkleranlæg'. Tårerne løber i en konstant strøm fra øverste, yderste øjenkrog ned og renser øjnene. Øjenvipperne er en slags 'vinduesviskere', og...
Sutteflaske
For børn der ikke ammes er det vigtigt at man køber en ordentlig sutteflaske. Flasken skal passe til barnet og barnets evne til at sutte.
Det anbefales at man lader barnet "arbejde lidt for føden". Det vil sige at hullet i sutten ikke skal være for stort. Det at barnet skal bruge kræfter på at sutte er vigtigt for kæbernes og tændernes udvikling. Desuden er der en risiko for at barnet kan få ondt i maven, hvis det får maden for hurtigt.
Sutteflaske-sutterne findes...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.