Svar: Grød og mos - hun vil ikke spise ....
Kære Line
Nu hvor din datter er 6 måneder gammel, så må hun få stort set alle slags grødtyper og grøntsagsmos af næsten alle slags grøntsager og det er vigtigt at I kommer igang.
Jeg vil anbefale dig at du starter hvert måltid med at give din datter noget i hånden, som hun kan sutte på. Alt efter tidspunktet på dagen, kan du variere det du tilbyder hende. Hun kan f.eks. få blød frugt - det kunne være appelsinbåde, fersken, blomme eller lignende som hun kan sidde at sutte på. Hun kan også få ristede rugbrødsbjælker, agurk eller en kartoffelbåd at sidde med selv og gnaske i.
Det at starte hvert måltid med at få noget i hånden som hun kan gumle på, giver for det første en fornemmelse af hvad der nu skal ske, hun bliver opmærksom på at det er spisetid og samtidig lærer hun også at det man putter i munden kan smage forskelligt. Derudover så øver hun sig mundmotorisk og det er vigtigt i forhold til at blive parat til skemad.
Det er også meget vigtigt at du tilbyder hende skemad til faste tidspunkter hver dag og at du søger for at give skemad først og flaske efter. Du bør således ikke starte med flasken, da mælken vil fjerne lysten til mad fordi det fylder i maven.
Derudover er det vigtigt at du kun giver hende små mængder, du skal ikke fokusere på hvor meget hun spiser men på at det vigtigste er at hun begynder at spise og at lidt også har ret. 4-5 skefulde til ½ dl. grød eller mos + noget i hånden at gumle på, er altså rigtig fint og godt. Og så skal du give hende forskellig mad, ikke bibeholde samme grød i en uge, men derimod skifte fra dag til dag, så hun hele tiden oplevet det nyt og spændende.
Du kan lave grøntsagsmos af: Gulerod, squash, blomkål, broccoli, pastinak, persillerod, løg, jordskokker, kålrabi, hvidkål, peberfrugt, skorzonerrødder, spidskål, rosenkål, savoykål, ærter, majs, grønne bønner, grønkål, porrer, tomater (uden skræl), agurk, avokado osv.
Selleri, spinat, rødbede og fennikel indeholder nitrat. Hun må meget gerne få det men i små mængder. Det bør ikke udgøre mere end 1/10 af portionen ellers skal det gives med 14 dages mellemrum.
Nogle børn får kvalme af kartoffelmos, så måske hører din datter til dem, så prøv at lave mos af andre grøntsager, gerne rodfrugter for at se om det er bedre.
Du må også gerne give hende lidt af jeres sovs på mosen, så den smager af mere. Det kan være tomatsovs, hvis I f.eks. laver lidt pasta med kødsovs - det må hun gerne få lidt af.
Det er også meget vigtigt at du hjælper hende med at holde fokus på det at spise. Sæt hende i den høje stol foran dig, hold skålen med mad i den ene hånd og skeen i den anden, fang hendes opmærksomhed og brug din mimik og dine lyde. Hun skal spejle sig i dit ansigt, så lad være at lægge bånd på dig selv, men prøv at åbne munden, så hun også gør det og så ...
... ind med skeen. "Hej skatterpige, mmm, mam mam mam, mmm dejligt mad" - åbne munden, ind med skeen, synke og igen "mmm, mam mam" - åbne munden, ind med skeen, synke. Sådan bliver du ved i en lind strøm.
Når hun bliver fanget af noget, så vis hende at du hører det, giv hende den pause, giv hende lidt at drikke og fang hendes opmærksomhed igen "hov, ja der var lige en bil uden på vejen, brr sagde den", "skal du have lidt vand, det var godt", "er du klar igen, skat, se her, mmm mam mam" - åbne munden, ind med skeen... hele tiden hjælpe hende til at holde fokus om det, det drejer sig om.
Det gør som sagt ikke noget at hun kun spiser få skefulde, det er bedre end ingenting og det er vigtigt at I får en fast rytme omkring det. Derfor synes jeg også at du skal begynde at tilbyde hende skemad 3 gange dagligt og det gør ikke noget at der kun glider 5 skefulde ned hver gang, hvis hun så også tilbydes lidt brødskorper og lignende i hånden og så får en god oplevelser og rutine omkring det at spise.
En plan for dagen kunne se således ud:
Tidlig morgen 06: Flaske, sover lidt videre
Formiddag 9: Tilbydes lidt frisk blød frugt i hånden at sutte på, så hun øver sig og bliver opmærksom på at det er spisetid, imens laver du grøden klar. Grød af ris, hirse, boghvede, havregrød, øllebrød. Variation så hendes nysgerrighed påvirkes. Gerne med frugtmos på, da hun er glad for frugtmos, vand af kop.
Flaske og puttes til formiddagslur ca kl 10, sover måske en times tid
Frokost 12: Tilbydes brødhapere, ristede rugbrødsbjælker, en agurkeskive eller lignende og du gør mosen klar. Grøntsagsmosen kan være hjemmelavet eller købt, du må gerne købe mos på glas, det er helt fint. Det vigtigste er at hun spiser varieret og finder ud af at det smager godt. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur mellem 13-14, sover et par timer
Eftermiddag 16: Tilbydes flaske og får også her lidt frisk frugt i hånden at sidde med, det kan være stykker af appelsin, blomme, fersken, moden pære, melon eller lignende. Nogle gange vil hun måske også gerne have lidt frugtmos og det er helt okay. Vand af kop
Powernapper evt, men begynder ofte at kunne springe denne lur over
Aften 18: Starter igen med brødskorper, agurk en kartoffelbåd eller lignende i hånden og der følges efter med grøntsagsmos med kød eller fisk. Udgangspunktet bliver mere og mere familiemad og det vil sige at hvis du laver f.eks. frikadeller eller laks, så kan hun få lidt af dette ned i sin mos, ligesom hun også kan få lidt sovs på for at give lidt smag. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca 19.30
Sen aften 23-24: Flaske og sover herefter til næste morgen tidlig uden at få mælk
Jeg håber mine tanker og plan videre frem hjælper jer godt igang med skemaden, fortsat held og lykke.
Rigtig god pinse!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
27. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning og gode forslag i forhold...
20. november 2025 | Kost og ernæring | 13 mdr.
Hej Helen. Jeg har et spørgsmål ift anbefalingerne omkring mælkeprodukt....
3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...
Viden om børn:
Efterfødselsreaktion
Både mænd og kvinder kan få en efterfødselsreaktion - i Danmark rammes ca. 10-15% af nybagte mødre af en fødselsdepression, og ca. 7% af mændene får en depression i forbindelse med at blive far. Faktisk mener man at tallet for fædre kan være betydeligt højere, måske endda højere end antallet af kvinder der rammes.
Nogle af symptomerne kan være ens for både mænd og kvinder - begge køn kan f.eks. føle skyld, selvbebrejdelse, håbløshed og en følelse af ikke at være en god nok...
Body Mass Index - BMI
Body Mass Index er en beregning af hvordan en persons højde passer til personens vægt. BMI defineres som vægten i kg divideret med højden i meter i anden (kg/m2).
Et sundt BMI for voksne ligger mellem 18.5-24.9. Man bruger ikke denne måling til små børn, men i stedet bruger man vækstkurver.
Ved at tegne barnets længde/højde og vægt ind på en kurve, så kan man følge om barnet vokser som det skal.
En tommelfingerregel lyder at små børn fordobler...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.






