Svar: Vil ikke sove i sin nye seng
Kære Jonas´ mor
Det lyder som om at I har været en lille smule for hurtigt ude med den nye seng og at det handler om at jeres dreng skal have lidt mere tid ... :o)
Det er sådan at børn især i 18-20 måneders alderen naturligt begynder at vægre sig lidt mod at skulle sove. De oplever på det tidspunkt mere og mere af verden, de får mere og mere fare fornemmelse, forståelse for at ting kan være farlige. De oplever det fordi de rent motorisk er rigtig godt igang, de løber, falder, oplever at der går hul på knæet, de klatrer op, finder pludselig ud af at der er langt ned og at de ikke kan komme ned igen osv.
De oplever i den alder også mere modstand, både fra voksne, som siger nej, holder fast i dem, så de ikke løber ud på vejen osv. ligesom de også oplever modstand fra andre børn, de bliver skubbet til, legetøj tages fra dem osv. Alt sammen er det med til at give børn i denne alder en urolig søvn og ofte har de også rigtig svært ved at sige farvel til dagen og alle dagens oplevelser.
Jeres drengs vægring mod at skulle sove kan derfor også handle om den periode han gennemgår lige nu - og at sove i en stor og åben seng, har ikke gjort ham yderligere tryg, men snarere det modsatte. Den er stor, ny og virker uoverskuelig lige nu hvor han har brug for ekstra tryghed og hjælp til at finde ro.
I skal naturligvis overveje om sengen skal flyttes væk og den gamle bruges det næste ½ år, herefter kan han få den frem igen. Hvornår man skal skifte til juniorseng, afhænger meget af det enkelte barn - et godt tegn er at barnet selv begynder at klatre ud over tremmesengen for at komme ind til mor og far, men gør barnet ikke det, så er behovet for skift sandsynligvis ikke så stort - for barnet, det kan jo godt være det for forældrene :o)
Hvis I vælger at bibeholde den nye seng og gerne vil lære ham at sove i den, så vil jeg anbefale jer at I sætter jer på sengekanten, så han får tæt fysisk kontakt når han skal sove. Sengehesten må kunne tages af og sættes på senere? Sæt jer hos ham, læs en historie, tal med ham om dagen der er gået, hvad der er sket, hjælp ham med at få bearbejdet alle hans tanker.
Netop det at tale om dagens forløb kan få ham rolig. "I morges da du stod op, kørte vi i vuggestuen, så legede du med ... og .." Tal om hvad han har oplevet ...
... af gode ting og mindre gode ting, så I ligesom hjælper ham med at få tømt sit hoved for tanker. Ingen af os kan falde i søvn, hvis vi har tankemylder og en masse ugjorte ting. Derfor er det vigtigt at hjælpe ham med lige at tænke dagen igennem, få tingene afsluttet og så derefter lægge sig til at sove.
Når han begynder at falde til ro og ikke længere føler sig bange og utryg ved sin seng, så er det fint at gå fra ham - men hold jer i nærheden. Det kan meget vel være i døråbningen, eller lige udenfor værelset, som det nu kan lade sig gøre efter hvordan I bor. Her stiller I jer med vasketøj der skal lægges sammen eller en stor bunke strygetøj og går igang med det. Det skal være sådan jeres dreng kan se jer og så I kan tale lidt med ham, berolige ham med ord. Altså være der, men være der på afstand, så han ikke behøver tæt fysisk kontakt for at vide at I er der og passer på ham, men lærer at sove uden det.
Samtidig giver det, at I verbalt kan fortælle ham hvad I vil have ham til lidt mere konsekvens og det på en rolig måde. I kan f.eks. sige "Jeg er lige her, læg du dig ned igen, du skal sove nu, nat nat" eller lignende, så han hele tiden får at vide at I er der og passer på ham, men at han skal sove nu.
Og hvorfor så lige strygetøj..? Fordi det er kedeligt. Mange børn vil ikke gå glip af noget, der er sket så meget spændende hele dagen og det er svært at give slip - hvad mon far og mor laver, når jeg sover .... Derfor er det vigtigt at vise ham, at I laver noget meget kedeligt og at I rent faktisk har noget praktisk I skal have gjort, så det er ikke legetid nu, men sovetid.
Stille og roligt kan I så begynde at gå lidt mere til og fra. Lægge tøj på plads i skabet på hans værelse osv. så I har et formål med at gå frem og tilbage, som ikke handler om at I venter på at han skal falde i søvn, men snarere handler om at I skal have lavet nogle praktiske ting, hvorfor han ligeså godt kan lægge sig til at sove.
Døren til hans værelse kan stå på klem, han må gerne høre at I er der ude og I må gerne kigge ind til ham en gang imellem og stadig forsikre ham om at det er okay, at han skal sove nu, at I passer på ham osv.
Jeg håber at I hermed er hjulpet lidt videre på vej og også har fået lidt forklaring med på vejen. Fortsat held og lykke med ham :o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år
Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...
6. juli 2026 | Sovevaner | 1 mdr.
Hej igen Helen, Hermed forlængelse af mit tidligere brev ang...
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
Viden om børn:
Klumpfod
Når børn fødes med en fod, der er bøjet indad, hvor fodsålen peger bagud og fodryggen fremad, så kalder man det klumpfod. Der er ca. 1 ud af 1000 børn der fødes med klumpfod og ca. halvdelen af disse har misdannelsen på begge fødder.
Man ved ikke hvorfor nogle børn fødes med klumpfod, men der er en vis arvelig tilbøjelighed. Man siger at risikoen for at føde et barn med klumpfod øges med en faktor 30, hvis en søster eller bror har lidelsen.
Drenge fødes hyppigere...
Tilskudsblanding
En tilskudsblanding er en modermælkserstatning, der kan gives som tilskud til anden ernæring. Det vil sige, at barnet ikke kan leve af en tilskudsblanding alene.
En almindelig modermælkserstatning kan barnet få fra fødslen, hvor en tilskudsblanding ofte først anbefales fra 6 måneder, hvor barnet naturligt også får skemad.
Er du i tvivl kan du altid læse på pakken. Det vil fremgå af indholdsdeklarationen, hvorvidt der er tale om et fuldgyldigt præparat eller ej....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.









