Svar: Skift af daginstitution

---

Kære Børnenes mor og far

Tak for jeres pæne ord til mig og ja - det er heeelt normalt at børn reagerer på at skifte institution. Det kræver utroligt meget af barnet at finde ud af de nye rutiner, nye rammer, lære de andre børn og personale at kende - jeres datter bruger utroligt mange ressourcer på dette og det er hårdt. Derfor reagerer hun og det skal I et eller andet sted forsøge at se som et sundhedstegn ...

Når det er sagt, så er det dog også meget vigtigt at hun oplever at have en hverdag i institutionen. I fortæller at hun indtil videre kun er der i max 2 timer, så bliver hun hentet. Med den alder hun har nu og det faktum at hun har gået i institution før, så synes jeg faktisk at I skal lade hende være der i længere tid ...

Jeg kan sagtens forstå jeres bevæggrunde for at gøre opholdet så kort som muligt, men der ligger også en ulempe i det og jeg vil prøve at forklare hvad jeg tænker.

Jeres datter kender ikke klokken, hun forholder sig til tid ud fra de ting der sker i løbet af dagen. Det betyder noget for hendes ophold i institutionen og det at falde til der, at hun oplever at dagen er en helhed. Hun skal opleve at spise der, sove der, lege der og hun skal stille og roligt lærer, at I kommer, når hun har fået frugt om eftermiddagen ...

Hvis I lader hende være der under 2 timer dagligt, så vil hun ikke blive en del af børnenes leg, deres spisning, deres rutiner, deres dagligdag - så bliver hun ligesom 'en der er på besøg' og samtidig vil hun sidde og spejde mod døren - vente på at I kommer ind af døren igen. Hvis hun derimod kommer og er med fra morgenstunden og oplever at skulle være der en hel dag, så vil hun bedre blive en del af det der foregår og hun vil også slappe lidt mere af og lade sig 'følge med'. Forstår I hvad jeg mener?

Det er rigtig godt, at der er en fast pædagog tilknyttet, som hun kan forholde sig til og det er naturligvis vigtigt at I fortæller jeres datter at hun passer på hende og hjælper hende, når I ikke er der. At jeres datter ikke bryder sig særlig meget om hende i øjeblikket, det er der nok ikke så meget at gøre ved, man må håbe på at det ændrer sig, når de lærer hinanden at kende :o)

Hvis jeres datter savner jer meget, så give hende et lille fotoalbum med, hvori der er billeder af jer, huset, bilen, hunden - hvad I nu har og hvad hun forbinder med jer og hjemme. Savner hun jer, så kan hun hente sit album, kigge i det sammen ...

---

---

... med stuepædagogen og tale lidt med hende om at I er der, at I kommer igen osv. og på den måde blive mindet om at I jo kommer, når hun har sovet og fået frugt - og stille og roligt kan pædagogen så medinddrage hende i aktiviteterne med de andre børn, medinddrage hende i dagligdagen som den er :o)

Når jeres datter slår ud efter de andre børn og voksne, så er det naturligvis fordi hun føler sig presset på en eller anden måde, det opstår i en situation som er svær for hende at tackle og det er vigtigt at finde ud af, hvad det handler om, for at få det stoppet. Derfor skal hun naturligvis ikke kun skældes ud, men skal også have at vide, hvordan hun i øvrigt kan klare den givne situation og hun skal også lære, hvad det gør ved de andre "Marie bliver ked af det, når du slår hende" og stille og roligt lære, hvad det hun gør, gør ved andre. Det er vigtig læring med den alder og udvikling hun netop går igennem lige nu.

Jeg kunne forestille mig at jeres datter bliver generet, føler sig utilpas, når hun ankommer til institutionen og flere af børnene så kigger på hende. Hun kender jo endnu ikke dem, og føler det derfor grænseoverskridende, når de kigger. I en sådan situation tænker jeg, at det er vigtigt at man fortæller hende at 'pigen gerne vil lege med hende' og at man viser hende vejen, guider og viser hvordan. I kunne f.eks. sige til pigen der står og kigger "hej, hvad hedder du? Har du lyst til at lege med xxx?" - hvad jeres datter nu hedder.

---

---

Så man ligesom hjælper med at sætte ord på situationen og ikke lader hende nå dertil, hvor hun i afmagt føler sig nød til at slå ud efter den anden.

Når hun bliver ked af at blive irettesat og kalder på sin mor eller far, så skal hun naturligvis også anerkendes og mødes. Det er vigtigt at sætte sig med hende, tage hende på skødet, tale med hende om hvad hun gjorde forkert og hvordan hun kunne handle en anden gang, fortælle hende at man er der for at hjælpe hende - give hende omsorg, trøst samtidig med at man forklarer, hvorfor tingene ikke altid kan gå efter hendes hoved. Og så naturligtvis også fortælle hende at mor og far er på arbejde, men de kommer og henter hende igen - og her evt. hende bogen med billeder og snakke lidt om jer.

Jeg går ud fra og I må tro på at pædagogerne er uddannet til at varetage denne opgave tilfredsstillende for både barn/børn og voksne :o)

Jeg håber I kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

Viden om børn:

---