Svar: Bange for fremmede og mænd

---

Kære mor

Tak for dit brev og din meget fine beskrivelse af din datter:o)

Der er hos jer sandsynligvis flere ting der spiller ind og jeg vil meget gerne dele mine tanker med jer, så kan I selv vælge til og fra i forhold til, hvad I synes passer på jeres lille datter.

At være bange for fremmede og især bange for mænd, er helt normalt for småbørn. Det er altså naturligt at børn under 2 år har "fremmedangst", angst for personer som barnet ikke kender (separationsangst), ligesom det også er naturligt at børn bliver bange for en høj latter, en pludselig meget dyb stemme og børn kan også være bange for høje lyde og pludseligt opståede lyde eller ting.

Når børn bliver bange, så har vi som voksne tit svært ved at forholde os til det, fordi barnet kan blive bange overfor ting eller personer som vi finder fuldstændig harmløse. Det kan netop som du beskriver, være at barnet bliver bange for "onkel" som er sød og rar og som bestemt ikke vil hende noget ondt, men som af en eller anden grund trigger noget i barnet, så hun græder, hver gang han bare kigger på hende.

Det lyder hos jer som om at jeres datter har haft en helt naturlig aldersmæssig "se folk an" og ikke bare kaste sig i favnen på fremmede og det er meget vigtigt at I ser det sådan og ikke som om hun er forkert ... (forklaring følger).

Det at hun er startet i vuggestue, har været en stor omvæltning for hende og hun har haft brug for lidt tid for at finde ud af den verden, de rutiner osv. der ligger i at være et sådan sted. Da hun fandt sig til rette og følte sig tryg, så ændrede den verden sig - personaler rejste, nye kom til osv. og det har naturligt gjort hende utryg og søgende mod 'den faste pædagog' som hun jo kender og føler sig tryg ved. Igen for mig at se, et helt naturligt og sundt adfærdsmønster.

Det spiller naturligvis også ind at hun af natur er en lidt tilbageholdende pige. Hun er generet og er ikke den type, som stiller sig først frem og råber "tag mig, tag mig" - og det er okay. Der skal være plads til alle og man er ligeså god en pige, når man afventer, ser tingene lidt an osv. som når man ikke gør.

Du skriver at begge I forældre af natur hører til de lidt mere tilbageholdende, hun er således sandsynligvis både genetisk disponeret for at være det, men bestemt også miljømæssigt påvirket. Børn spejler sig i os forældre, bruger os som rollemodeller og netop når man taler om generthed, så er det meget vigtigt at se på, hvordan man selv virker. Hvis man selv har oplevet generthed som et problem, så ønsker man naturligt noget andet for sit barn og det kan betyde, at man kommer til at presse hende og stille lidt for store forventninger til hvad hun skal gøre og hvordan.

Man kan meget let kommer ud i situationer, hvor man kommer ti at give hende rollen som den generte, man kan f.eks. komme til at sige: "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert" ... Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "hun er jo lidt genert". På den måde bliver det at være ...

---

---

... genert pludselig til noget hun bare er, det er den rolle hun har, det er det, som forventes af hende.

Man kan også hurtigt komme til at sammenligne hende med andre børn og komme med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden pige, hvor hun...'. Det er ikke befordrende for hendes selvværd og det vil give hende følelsen af at hun ikke er okay, som hun er, at hun burde være anderledes. Det får hende altså til at trække sig mere, end det skubber hende den vej du ønsker ...

Du skal derfor hjælpe hende til at være social. Når du kan se at hun vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så fortæl hende at du godt kan forstå at hun er utryg, men nu vil du gå med hende og så tager du hende i hånden og I følges derhen. På den måde får hun nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. Du kan tage initiativet til at spørge hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver du hende værktøjer til selv at forsøge sig.

Når I er på besøg hos andre eller I har gæster og du fornemmer at hun helst vil sidde på skødet, så lad hende gøre det. Accepter at hun lige skal se det hele lidt an på afstand og tro så på, at hun stille og roligt vil kravle ned fra dit skød og opsøge de andre, når hun ved at det er okay.

---

---

Når jeg læser din beskrivelse af din datter og måden I forældre og især bedsteforældre, venner og andre omkring jer reagerer på, så får jeg lidt på fornemmelsen at jeres datter bliver vurderet som "den generte" og at hun bliver presset lidt for meget. Måske ikke af jer, men af de andre - og du føler dig som mor også presset, fordi de stiller spørgsmål til dig eller kommenterer din datters handlinger. Jeg får fornemmelsen af at I har fået mange kommentarer og forestiller mig at det er blevet problematiseret meget af jeres forældre og omgivelser "hun kan da også løbe hen og lege med de andre", "Nu må du også prøve at give slip på hende, du holder også for meget på hende", "hun tager ikke skade af ..." osv.

Når du så står mellem din datter og ønsket om at hun skal være åben mod verden og ikke genert og samtidig bliver presset fra omgivelserne til at skubbe hende - så er det en svær situation. Jeg forestiller mig, at jeres datter derfor nogle gange er blevet skubbet mere end hun er blevet guidet og det er det I skal lave om på nu.

Derfor er det også rigtig godt, at du skriver at I nu har ændret strategi og nu prøver at "være mere tydelige og verbaliserende og forsøger at fratage hende ansvaret for at holde styr på os". Det er for mig at se den rigtige vej at gå.

Det er rigtig fint, at I har talt med institutionen og det lyder som om at de nu er opmærksomme og også gerne vil hjælpe jeres datter videre. Det lyder derfor ikke som om at der i øjeblikket er behov for at kontakte PPR. Netop dette behov, vil I også kunne tale med institutionen om, hvis det senere viser sig nødvendigt. Der er altid tilknyttet en børnepsykolog til institutionerne.

Jeg håber du kan bruge mine tanker videre frem, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---