Svar: Utryg i nye situationer

---

Kære Maiken

Jeg er ked af at høre at Silje var så ulykkelig, da hun skulle passes af din mor. Det er synd for jer alle sammen, det havde været dejligt, hvis den første pasning var gået uden problemer. Jeg synes dog ikke I skal opgive håbet og prøve igen.

Der er en ting der slår mig i det du har skrevet: "Hun havde været så ked af det, da hun opdagede vi ikke var der". Hvad ligger der i dette? Var I gået uden at sige farvel?

Det er altid vigtigt at barnet ved at man går. Næste gange mormor skal passe (hvis hun da ikke helt har mistet modet:o)) så er det vigtigt at du afleverer Silje i favnen på din mor og siger "nu går mor og mormor passer på dig" så du rent fysisk overdrager hende til den der skal passe på hende, så Silje mærker at nu går du og mormor tager over. Det er vigtigt at de to vinker farvel til dig og at afleveringsseancen er så kort som mulig.

Derudover vil det være rigtig godt, hvis I kunne lade Silje blive passet i dagtimerne og det må gerne være sådan at mormor og Silje kan lave noget sammen, f.eks. at de to tager en tur i zoologisk have, en tur i skoven, til vandet eller et eller andet som afleder Silje lidt og som giver lidt adspredelse så hun ikke ligesom kommer til at tænke på jer hele tiden.

Det kan være lettere at passe hende om dagen end om aftenen, da selve aftenputningen ofte er forbundet med en helt anden nærhed og kontakt med forældre end andre tider på dagen er. Derfor er det ofte lidt lettere at passe barnet i dagtimerne, det er lettere at tage over der, end det er om aftenen. Så for at få lidt succesoplevelse, så prøv igen at lade mormor komme og være en del af hverdagen, så Silje (og også mormor) føler sig tryg og lad så mormor forsøge sig i dagtimerne i stedet.

Det forarbejde I har gjort med at besøge hinanden og være sammen, lade mormor give mad osv. er super. Silje er dog en lidt følsom pige, så hun skal tilsyneladende have lidt mere tid :o)

Jeg tror I har ret i at Silje nogle gange bliver usikker, når hun kommer ned fra arm, fordi hun endnu ikke går, ikke kan flytte sig osv. Vel siddende på armen kan hun være lidt mere kæphøj, så tør hun lidt mere. At hun har behov for at se folk lidt an er helt naturligt og ikke noget man normalt skal bekymre sig omkring i hendes alder. Hun må gerne have lidt afstand til folk og det er rigtigt som I skriver, at det ofte er en god idé at ignorere hende lidt og ikke kontakte hende - det kan det blive værre af. Igen skal hun have tid, hun skal lige fornemme og mærke at den her person er okay, han/hun gør mig ikke noget, der sker ikke noget ved at vedkommende er her.

Børn spejler sig i os forældre, bruger os som rollemodeller og I skal her passe på at I ikke kommer til at gøre ting til et problem, før det måske er det .. forstå mig ret. Hvis I har en forudindtaget indstilling om at Silje lige om lidt begynder at græde, når naboen taler til hende, så kan I måske kommer til at udsende nogle signaler om utryghed i denne forbindelse og når Silje mærker at I er utrygge ved situationen (eller personen, det der sker) så bliver hun endnu mere utryg. Måden I reagerer på kan altså være med ...

---

---

... til at forstærke problemet allerede inden situationen opstår ...forstår I hvad jeg mener?

Det er derfor meget vigtigt, at I virkelig tager det stille og roligt og virker afslappet og beroliger hende, viser hende at I har fuldstændig styr på det, der er ikke noget at være urolig for, alt er i skønneste orden. I skal også være opmærksomme på at børn jo ofte også ligner deres forældre og nogen er bare typen der altid stiller sig først frem i forsamlinger, andre er mere tilbageholdende og skal lige se tingene lidt an - intet er jo bedre end det andet...

Hvis en af jer forældre naturligt er mere tilbageholdende og hører til den mere generte type, så kan man også ubevidst komme til at sende signaler til Silje omkring dette, som igen gør at hun så trækker sig og virker mere urolig. Det kan være f.eks. at trække tiden inden I lader hende være alene med andre, at I holder jer meget i nærheden og bryder ind med det samme I mærker hun bliver utryg. Det kan også være jer selv, som trækker jer og hun mærker at her holder I jer tilbage.

Alt er jo en balance, for man skal også lytte til sit barn og anerkende hende og respektere de grænser hun har, men tænk over hvordan I selv er som personer - oplever I jer selv som lidt tilbageholdende, lidt generte typer?

---

---

Nu er Silje jo ikke så stor endnu og er naturligt stadig meget afhængig af jer og af at være sammen med jer. Hun leger heller ikke med andre børn, sidder højst ved siden af dem, kigger, undersøger mere. Men i takt med at hun skal til at lege med andre og møder andre alderssvarende børn, så pas på med at presse hende. Pas på med at sammenligne hende med andre børn, pas på med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden pige, hvor hun...'. Det er ikke befordrende for Siljes selvværd.

Hjælp hende med at svare, når hun ikke selv kan. Når I møder nogen der spørger til hende og hun gemmer sig bag dine ben eller i din favn, så svar for hende. Lad være med at afklare hende et svar "Fortæl nu hvad du hedder", men prøv i stedet at svare for hende og inddrag hende så du hjælper hende og hun måske senere selv får lyst til at sige noget. Når fremmede spørger "Hvad hedder du så lille ven?" så fortæller du hvad hun hedder og siger: "du hedder Silje, ik os?" imens du kigger på hende, så hun er med i samtalen, oplever at du træder til når hun ikke selv kan og samtidig giver du hende mulighed for at sige noget, når hun tør, når hun har mod på det.

Hjælp hende med at være social. Når du kan se at hun vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så fortæl hende at du godt kan forstå at hun er utryg, men nu vil du gå med hende og så tager du hende i hånden og I følges derhen. På den måde får hun nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. Du kan tage initiativet til at spørge hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver du hende værktøjer til selv at forsøge sig.

Som sagt kommer nødvendigheden af disse ting i takt med at hun bliver ældre, men jeg håber du alligevel kan bruge lidt af det allerede nu ...

Fortsat held og lykke med hende :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---