Svar: Opdragelse - slik og søde sager II

---

Kære Fisken

Jeg mener så absolut ikke at man skal sende sit barn i seng med besked om at det kan "græde ligeså længe det skal være, op kommer det ikke ...!" Det kan godt være at nogle forældre praktiserer denne form for opdragelse, men det bryder jeg mig ikke om.

Din dreng er 14 måneder gammel, han er i den alder på ingen måde beregnende og udspekuleret. Han tænker ikke "hvis jeg nu gør sådan og sådan, så får jeg min vilje", hans hjerne er slet ikke i stand til at gøre sådanne tanker og han kan ikke på den måde "styre jer med sin gråd".

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald - i modsætning til det der hedder kontrollerende anfald, som man kan se hos noget ældre børn. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget. Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan lege lidt nu fordi I skal køre, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan eller det er rigtigt irriterende, at han ikke må få vingummi fordi han er for lille ...

At blive vred på ham, kalde ham hysterisk, sende ham i seng eller ind på værelset får ham måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis I går fra ham, så vil han sandsynligvis gå grædende efter jer "gå ikke fra mig mor" og det gør han ikke fordi han ønsker at styre jer, men fordi han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

Det handler simpelthen om at hans hjerne ikke er i stand til at kapere det nej, han får. Han har simpelthen ikke dannet de vigtige forbindelser i hjernen, der skal få ham til at trække vejret dybt, tælle til 10 og tage det roligt. Hans hjernehalvdele er ikke i stand til at arbejde sammen på denne måde og derfor bliver han dybt fortvivlet og ulykkelig. Men når I så sætter jer med ham, omfavner ham, beroliger ham med jeres fysiske berøring og jeres ord, så hjælper I ham til at slappe af og det sætter gang i en masse fysiologiske impulser, der stille og roligt påvirker hans indre system, hans hjerne og på den måde bliver forbindelserne dannet. Netop ved at være der for ham, rumme ham, sætte ord på og vise at man forstår ham og ved at det her er svært lige nu - netop sådan hjælper man ham til at bevare roen bedre, når ...

---

---

... han bliver større.

Nogle gange kommer man i situationer, hvor man som voksen ved bedst og hvor man er nødt til at holde fast i sit nej eller holde fast i at barnet skal som vi vil. Det kan være at han f.eks. skal have flyverdragt på inden han kommer ud. Han vil det ikke og protesterer voldsomt, men du ved at det er nødvendigt, for ellers bliver han syg.

Når man bliver nødt til at tage over og være den der bestemmer og evt. holder fast i barnet, så er det vigtigt at man fortæller barnet at man godt forstår frustrationen og at det er svært. Det er vigtigt at barnet også i denne situation føler sig okay og føler at du forstår det. Man viser barnet det ved at sætte ord på "du bliver bare så sur lige nu, det er bare så dumt med den flyverdragt, såhhh, nu skynder mor sig og så er det overstået lige om lidt" ... Barnet skal føle sig forstået og anerkendt.

Det er ligesom hvis du går ind til din arbejdsgiver for at sige at du er utilfreds med noget. Der er meget stor forskel på om du bliver mødt med "hold dog op med at være så hysterisk" eller med et "det kan jeg godt forstå". Det betyder ikke at din arbejdsgiver gør som du har bedt om, men det er vigtigt at du føler dig lyttet til og at du har en opfattelse af at din mening også tæller. Så får du det meget bedre og sådan er det også med børn.

---

---

Hvis han ikke vil i seng om aftenen, så må man finde ud af hvorfor. Måske er han bange for at sove alene, måske er han ikke træt nok og skal puttes senere, måske noget helt tredie. Der er dog igen tvivl om at hvis jeres dreng klynger sig, er helt ulykkelig og gør alt hvad han kan for at forhindre jer i at gå, så er det et udtryk for smerte og det handler ikke om at han vil bestemme og have sin vilje eller på nogen måde er beregnende. Børn der klynger sig til voksne for at kunne falde i søvn, er inde i en periode, hvor de har behov for dette og kun ved at give dem den kontakt de beder om, får man dem til at slappe af og det giver på sigt langt bedre sovevaner end hvis man går.

Med hensyn til jalousi og søskende, så er det rigtig vigtigt at storebror stadig får lov til at være lille. Han er til den tid kun 21 måneder gammel og har rigtig meget behov for hjælp til mange ting. Det er derfor vigtigt at du ikke forventer alt for meget af ham, ikke stiller alt for store krav. Ofte vil den ældste kunne gå et par måneder tilbage i udvikling rent aldersmæssigt som reaktion på at der kommer en lille og det er helt normalt.

Det er også meget vigtigt at I ikke samtidig med at den lille kommer, laver andre ændringer. Det er f.eks. vigtigt at han ikke samtidig skal flyttes på eget værelse, skal starte ny institution, skal væk med sutten, bleen eller lignende. Sidstnævnte er dog også for tidligt, når man er 21 måneder - men mere for at nævne, at I ikke skal give ham flere skift end højst nødvendigt.

Fortsat held og lykke, håber du er hjulpet videre på vej og et stort tillykke med graviditeten :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---