Svar: Kostplan - 11 mdr.
Hej med dig
Når man er 11 måneder gammel, så bør man tilbydes mad som den øvrige familie får. Det vil være fint at bibeholde grøden om morgenen, da havregrød giver en god start på dagen ligesom han også kan få suppleret sin aftensmad med lidt frugtgrød eller en godnatgrød inden sengetid, så du er sikker på at han ikke går sulten i seng - men de øvrige måltider bør som udgangspunkt være som den mad du selv spiser.
Jeg tror du har ret i at din dreng er kørt lidt træt i noget af maden, fordi han gennem længere tid har fået det samme. Jeg kunne godt forestille mig, at han ville begynde at spise mere og også spise mere selv, hvis han fik lidt flere valgmuligheder og maden var appellerende i farver osv. Du fortæller jo at han fint kan spise rosiner og ærter, så hans pincetgreb fejler ikke noget - men de appellerer i farver og facon og er derfor sjove at spise.
Jeg vil derfor foreslå dig at du giver ham mange flere valgmuligheder, når du serverer mad for ham, så han på den måde selv kan vælge om han vil spise lidt af det ene og lidt af det andet.
Jeg vil foreslå dig at bage nogle boller til ham. Gode boller til børn kan være havregrynsboller eller grahamsboller. Sundhedsstyrelsen har en opskrift på gode og nærende boller. Dejen laves om aftenen og bages næste dag og du skal ikke ælte dejen med hænderne.
Opskriften er her:
DAG 1
15g gær
3½ dl koldt vand
1 tsk salt
1 strøget spsk. sukker
1 spsk. olie eller blødt smør eller plantemargarine
100g grahamsmel eller havregryn
350-400g hvedemel
1. Rør gæren ud i det kolde vand
2. Tilsæt resten af ingredienserne
3. Rør dejen med en røreske, til den er ensartet og hænger sammen i en stor klump. Dejen skal ikke æltes med hænderne
4. Dæk skålen med husholdningsfilm og stil den i køleskab til næste dag.
DAG 2
1. Tænd ovnen på 200grader
2. Læg bagepapir på en plade
3. Form 12-14 boller med 2 spiseskeer, ved at tage dej op svarende til en bolle på den ene spiseske og skubbe dejen ned på bagepapiret med den anden
4. Lad bollerne efterhæve ca. 10 minutter
5. Pensl bollerne med mælk og bag dem i ca 20-25 minutter til de er gyldne
6. Stil de nybagte boller til afkøling på en bagerist. De er velegnede til frysning.
Opskriften er fra "Mad til spædbørn og småbørn" sst. 2006. De fleste mødre synes den er rigtig god.
-----------------------------
Og her er en opskrift på nemme og supergode havregrynsboller:
150g havregryn og 7 dl vand blandes og står i 10 minutter.
50g gær, lidt salt og lidt sukker, 1½ spsk. olie og 2 dl A38 blandes i havregrynene og tilsidst tilsættes ca 750g hvedemel.
Det hele æltes og dejen må gerne være lidt klistret. Hæver ca 1 time, slåes ned og formes til boller (ca 20 stk). Bollerne hæver 20 minutter, pensles med æggehvide, drysses med havregryn og bages ved 200 grader i ca 20 min.
-----------------------------
En plan for dagen kan se således ud:
Morgen 7.30: Havregrød lavet med mme eller sødmælk og smørklat, sødmælk af kop.
Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, ½ banan eller anden frisk frugt. Vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca kl. 10, sover måske kun 45 minutter
Frokost 11.30-12: Rugbrød med forskelligt smørbart pålæg, gerne fiskepålæg, - makrel, rognguf, sildepostej eller lignende. Tilbydes rester fra aftensmaden - ...
... godt kogte pastaskruer, frikadelle (kød eller fisk), kogte grøntsager som ærter, majs, gulerod. Kan også tilbydes friske grøntsager som rød peberfrugt, avokado, agurk, tomat og lignende.
Det er vigtigt at du sammen med rugbrødden serverer forskelligt farvet pålæg og også serverer netop pastaskruer, stykker af frikadeller, kogte ærter og majs, rød peberfrugt osv. ved siden af, så det ser indbydende ud. Vand af kop.
Puttes til middagslur mellem 13-13.30 sover måske 1½ time
Eftermiddag 15.30-16: Tilbydes en lille portion tykmælk med frugtmos, evt. lidt rugbrødsdrys, müsli eller lignende, frisk frugt i hånden, ½ bolle med smør, ost osv. Vand af kop.
Aften 18-18.30: Aftensmad som I andre også spiser - lasagne, pasta/spaghetti med kødsovs, boller i karry, frikadeller, fiskefileter, laks lavet i ovn, gratin, madpandekager, pizza eller hvad I nu får :o)
Du kan sagtens mose f.eks. kartofler med sovs eller give lidt ris med lidt sovs og så give kød, kogte grøntsager osv. i stykker ved siden af. Det er helt fint. Det kan være en god idé at servere maden adskilt og gerne i en tallerken opdelt i rum, så der i det ene rum ligger pasta, i det andet kartoffelbåde og grøntsager, det tredie kød og i det fjerde sovs eller dressing. Netop sovs kan være sjovt at dyppe i og du kan således lære ham at dyppe og spise sin mad selv, det kan han gøre med fingrene eller en gaffel.
Jeg er ikke enig i at du bare skal made ham med ske indtil han selv viser interesse for at spise. Du kan ikke forvente at det sker, men snarere at han bliver doven og ikke gider selv, fordi han er vant til at du fodrer ham. Derfor synes jeg det handler mere om at appellere til at spise ved at sammensætte maden så der er valgmuligheder og så motivere ham til at forsøge selv og naturligvis give ham madro - det er rigtig fint at I her har fjernet ham fra bordenden :o)
Han kan få vand eller sødmælk af kop. Og han kan suppleres med en frugtgrød med sødmælk til dessert eller han kan få en godnatgrød inden sengetid, lavet med mme eller sødmælk og smørklat.
Puttes til natten med en flaske ca kl. 20
Som du kan se indgår der kun en flaske dagligt i denne plan. Du kan naturligvis overveje om du skal bibeholde flaske nr 2 lidt endnu - alternativet er at bruge mme i grøden morgen og evt. aften, så han får lidt ekstra den vej. Det kunne også være en mulighed at give ham en flaske sen aften, men hvis han sover igennem nu, så synes jeg det er en lidt dum vane at komme ind i ...
De 400ml sikrer hans jernbehov til han er 12 måneder, men netop omkring 12 måneders alderen er det fint at trappe ud af flaskerne og efter 1 års alderen bør flaske stoppe helt.
Samtidig tænker jeg også at flaske med 200ml om eftermiddagen naturligt tager lysten fra at spise rigtig mad, som han skal nu, med den alder han har.
Hvis en tallerken med valgmuligheder, nye brødtyper, nye fødevarer og mere familiemad ikke vækker interesse og han bare kigger på det og ikke begynder at spise det, putte det i munden, så må du prøve at vise ham, hvad du vil have ham til. Starte med at hjælpe ham, putte det i munden på ham, så han får smag for det og finder ud af at det her faktisk er ret lækkert og så motivere ham til at overtage og spise selv.
Jeg håber ovenstående plan hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
23. september 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dreng på 7,5 måneder. Han er en glad dreng med fart...
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
Viden om børn:
Kolik
Kolik er den betegnelse, man bruger om et barn, der dagligt eller næsten dagligt, er helt utrøsteligt, grædende og skrigende. Den ældre definition af kolik er, at barnet skal græde og være utrøstelig i mere end 3 timer om dagen, mere end 3 dage om ugen og i mere end 3 uger.
Kolik er en udelukkelsesdiagnose. Det betyder, at lægen skal have undersøgt barnet grundigt og have udelukket, at barnet har smerter fra nakke, skuldre, ryg eller andre steder, Ligesom det skal være udelukket,...
Negle
Spædbarnets negle er meget bløde og i starten vil du fint kunne nulre neglene af.
Når neglene bliver hårde og adskiller sig fra blommen, så kan du begynde at klippe dem med en saks. Det er her vigtigt at du klipper neglene lige over.
Du kan evt. bruge en lille fil til at afrunde hjørnerne på neglene, så barnet ikke kan rive sig.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







