Svar: Er det virkelig så svært at være 3 år?

---

Hej med dig

Jeg kan godt forstå du synes det kan virke opgivende nogle gange, når jeres dreng reagerer så voldsomt som han gør. Det lyder som om at I gør rigtig mange gode ting og er meget omkring ham og opmærksom på ham i dagligdagen og naturligvis derfor virker det hele mere opgivende. Hvis man synes man gør alt og det ikke hjælper, hvad kan man så gøre mere ...

Jeg tror det er meget vigtigt at I viser jeres dreng, at I godt kan rumme de følelser og frustrationer han har. At I viser ham at I forstår det og det er okay samtidig med at I naturligvis også sætter grænser.

Det er en god ide også at snakke lidt om, hvordan man kan udtrykke sine følelser: "Det er helt okay at være vred, og når man er vred, så kan man godt komme til at slå andre eller ødelægge sine ting, men man skal lade være med at slå eller smide med tingene ..." hvad I nu kan sige. Det er vigtigt at du på den måde formidler til din dreng, at du forstår hvordan han har det, at du godt kan forstå at han bliver vred, men at du også viser ham hvordan han i stedet kan udtrykke sin vrede og sin jalousi. "Man må gerne skælde ud, råbe og være sur, men man må ikke slå eller ødelægge ting".

Hverdagen er fyldt med konflikter og det at han er blevet storebror giver naturligt flere konflikter, fordi han føler sig tilsidesat og det er svært for ham at skulle dele jer med lillesøster. Alt det vi tidligere har talt om i et andet brev. Men konflikter er også en del af hverdagen og de kan ikke undgås med et barn på 3 år. Han er som du skriver naturligt grænsesøgende, han er igang med at finde ud af hvem der bestemmer og hvad man selv kan bestemme.

Jeres dreng er igang med at frigøre sig fra jer forældre, han prøver kræfter med ting som han selv vil kunne og når det lykkes er det skønt, men ofte er det stadig rigtig svært, og så ramler hele verden. Sikke nederlag, han vil så gerne, men magter det alligevel ikke. Det er derfor han bliver så vred, når det viser sig at I har ret, når tingene går som I siger. Det er rigtig hårdt for ham at mærke dette, fordi han så gerne vil selv.

Det er en udfordring for jer alle, at lade ham opleve og forsøge sig frem, prøve selv, udforske sig selv og lade ham gøre det - velvidende at lige om lidt så falder han eller lige om lidt så får han et rap over fingrene af ballonen som springer ... Visse ting skal han have lov til at prøve selv, gøre sine egne erfaringer, I kan prøve at hjælpe, I kan forklare, opmuntre og forsøge at give ham et realistisk billede, hvad han magter og kan klare, men nogle gange må han også drage sine egne erfaringer, selvom det gør ondt ...

I skal naturligvis vurdere, hvor det er okay at han forsøger selv (også selvom I med jeres erfaring ved at det ender galt) og hvornår I er nødt til at sætte grænser og tydeligt markere at det her går ikke, her skal ...

---

---

... du gøre som jeg siger.

Jeg kunne godt forestille mig, at I netop på grund af lillesøsters ankomst og ønsket om at alt skal være fred og fordragelighed ofte kommer til at være lidt for bløde og måske ikke sætter grænser nok ... Kan det tænkes?

Når I sætter grænser skal I vise meget tydeligt, hvad det er I vil have: "Jeg vil have du holder mig i hånden når vi går over vejen" eller "Jeg vil ikke have du sparker mig, det gør ondt" så han ikke er i tvivl om, hvad det er I vil eller ikke vil. Det er vigtigt at I som forældre stadig er dem der bestemmer og tydeligt markerer, når han går over grænsen. I er jo søde, kærlige, anerkendende og møder ham rigtig fint. Derfor er det ikke noget problem, når I markerer at det her er ikke okay, her bestemmer jeg. Det vil gøre ham tryg, at kunne mærke at I rummer, forstår og fint kan sætte jer ind i hvad der sker, men det er ikke ensbetydende med at han skal bestemme.

I kan også prøve at tale med pædagogerne i børnehaven om hvordan de oplever ham der. De har stor erfaring på dette område og vil også kunne råde og vejlede jer omkring jeres dreng og de reaktioner I møder hos ham. Måske sker der også nogle ting i institutionen som han reagerer på hjemme, det kan være stor udskiftning i personale, reaktion på leg han oplever med de andre børn osv. Ofte oplever man jo reaktionen hjemme, hvor han føler sig mere tryg.

---

---

Du spørger om han ikke snart har vænnet sig til at lillesøster er en del af familien. Det tager tid, lang tid. Faktisk bliver det måske lidt sværere nu, hvor hun begynder at blive mere mobil, så kravler hun jo hen og tager hans ting, piller i det hele og gør i det hele taget mere og mere opmærksom på sig selv. Hun får også mere og mere egen vilje, temperament og personligheden spirrer og fylder derfor også mere ...

Men helt skidt er det dog ikke, det er også og bliver også på sigt dejligt for dem at have hinanden, men det tager tid.

Jeg vil anbefale dig bogen "Fantastiske Forældre" af Margot Sunderland, du finder den i min bogguide under 'Børneopdragelse'.

Med hensyn til at stamme, så er det meget normalt at børn i 3 års alderen kan stamme lidt, hvis de f.eks. er ivrige og gerne vil fortælle noget spændende eller hvis de føler at de skal skynde sig at få tingene sagt. Det kan således være helt normalt. Men hvis I oplever at det er noget der varer ved, så synes jeg I skal tale med en talepædagog. Der er ganske givet tilknyttet en talepædagog til børnehaven og det vil være helt relevant at kontakte vedkommende og høre, hvordan I skal forholde jer. Ved en tidlig indsats, kan man godt forebygge at barnets stammen udvikler sig og bliver et kommunikationshandicap, så er man i tvivl bør man altid rådføre sig med en talepædagog :o)

Jeg håber du kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke og rigtig godt nytår :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---