Brev:

Genert dreng, vil ikke sige tak og farvel

Hej Helen, tusind tak for dine tidligere svar på mine spørgsmål, min søn er blevet sit eget glade jeg igen, hvem ved, måske du virkelig ramte hovedet på sømmet...:-)

Nu er der så et nyt spørgsmål der melder sig, det handler om generthed hos min søn. Han er nu lige fyldt fire.

Som vi egentlig kender ham er han glad, sød, rar, livlig, og frisk, med masser af legekammerater i børnehaven - der er bare nogle helt bestemte situationer, hvor han bliver en helt anden dreng.

For tiden vil han IKKE afleveres i børnehaven. Den situation har vi oplevet før, i perioder. Jeg tror egentlig at vi håndterer det på den eneste rigtige måde - vi har selvfølgelig også rådført os med pædagogerne - ved at gøre afleveringen rimelig hurtig og ikke lade os mærke med at vi er påvirkede... (Det undrer mig dog virkelig hvad søren det er der gør at han bare i visse perioder ikke vil afleveres, og er det almindeligt? Synes ikke jeg ser andre 4 årige børn hyle og skrige og klamre sig til deres forældre når de bliver afleveret).

Når vi ankommer til børnehaven om morgenen, er han stille, og gemmer sig mellem vores ben. Han vil ikke kigge på nogen og slet ikke tale med dem. Flere af hans små venner kommer hen og spørger om de skal lege, nogle gange er der faktisk rift om at komme til at lege med ham, på trods af at han slet ikke værdiger dem et blik eller et ord. Når vi henter ham om eftermiddagen, er alt fint og har været det hele dagen, han har været i fint humør og leget perfekt. Jeg forstår det ikke. Hvad tror du det skyldes, at han er sådan om morgenen?

En anden situation er når vi feks. møder nogle af hans børnehavekammerater udenfor børnehaven, f.eks. når vi handler. Her NÆGTER han også pure at sige hej til dem, selvom de altid hilser rigtig sødt på ham. Her vil han heller ikke kigge på dem, eller noget. Han ignorerer dem faktisk. Jeg synes selvfølgelig at det er ret belastende, både at jeg skal føre samtalen for ham og at jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal sige til dem og deres forældre om at han ikke svarer - jeg er godt klar over at jeg ikke må nævne at han er genert osv. men jeg er simpelthen løbet tør for både ideer til hvad jeg så skal sige, og tålmodighed også.

Jeg har LYST til at sige til ham, at han ikke kan være bekendt at ignorere folk på den måde, men jeg ved godt at det for det første ikke nytter og for det andet ikke er godt for hans selvværd som jeg jo for alt i verden skal styrke (faktisk gjorde min egen mor lige præcis dét, jeg var åbenbart også genert, og jeg husker TYDELIGT følelsen af at min mor synes jeg var underlig - og det VIGTIGSTE for mig er at jeg ikke får min søn til at føle det samme. Jeg aner bare ikke rigtig hvordan jeg skal håndtere det...?)

Et andet problem er, at han ikke vil sige tak, når han får noget af andre. Jeg har fra han var helt lille sagt til ham at han skal sige tak når han får noget - jeg har sagt det på, synes jeg selv, den helt rigtige måde, altså stille og roligt feks: "Tak, ik' os' Matheo?" med et smil, og herhjemme siger vi også altid tak, også til ham når han giver os noget eller hjælper os eller lignende. Så jeg synes vi har gjort som vi gerne så at han også gør - det gør han bare ikke.

Nu har han jo lige haft fødselsdag, og jeg blev faktisk til sidst så træt af at han NÆGTEDE at sige tak, ligegyldigt hvor pænt eller ...

... legende jeg har sagt til det ham, at jeg truede med at han ikke måtte åbne flere gaver hvis ikke han sagde tak! Jeg hader selvfølgelig mig selv for det, men jeg blev simpelthen så frustreret i selve situation og følte mig klemt imellem min søn og gæsterne som forventede et tak, at jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Så sagde han tak. (det skal lige siges at jeg kun forventer at han siger tak, ikke at han krammer eller lignende...)

Til børnefødselsdagen hvor 6 af hans kammerater var herhjemme, huskede han dog at sige tak for gaverne, men til gengæld nægtede han at følge dem ud til døren eller i det mindste bare at sige farvel til dem, da de skulle gå. Og hvad værre er; når de siger farvel og tak for idag (opdragne som de er, suk) så ignorerer han dem bare, og fortsætter sin leg. Til sidst måtte jeg også her hive ham hen til døren og hårdt bede ham om at sige farvel, med en trussel om at tage hans nye legetøg fra ham hvis ikke han gør det - de stakkels små venner og deres forældre står jo der og kigger på min søn og siger pænt tak og farvel og venter på svar - hvad søren skal jeg ellers gøre? Sige: Ja, han er ikke så meget for at sige farvel? Den har jeg brugt utallige gange og de gider nok snart ikke høre på det mere. Jeg ved virkelig godt at det ikke er smart af mig at true, men som du nok kan fornemme er jeg løbet tør for andre ideer. I denne situation er han jo egentlig ikke genert, han opfører sig ikke genert, blot uhøfligt..

Jeg kan ikke lade være med at tænke hvad vi har gjort forkert siden han er sådan...? Jeg tænker at det må have noget at gøre med hans opvækst, og jeg ønsker bare rigtig meget at ændre det, så han ikke fortsætter på den måde...

Som sagt var jeg også selv genert og usikker som barn, og jeg blev slet ikke støttet af mine forældre, tværtimod "tvang" de mig også til det ene eller det andet, og jeg har virkelige klandret dem for det siden - men nu forstår jeg også den frustration de har følt. Jeg har lige siden min søn var spæd, været opmærksom på at anerkende min søn som han er, og det har jeg virkelig også gjort selvom det har trukket tænder ud - det er altså først nu, jeg har "tabt" kampen og tvunget ham til noget... i bund og grund er det jo også fordi jeg ikke ønsker at de andre børn til sidst skal blive træt af ham ... (men som sagt leger de fantastisk til daglig, og han er en rimelig populær dreng).

Min mand er en helt anden type - åben og imødekommende og slet slet slet ikke genert. Havde virkelig håbet at min søn var blevet mere som ham, men øv... :-)

Det skal lige siges at jeg ikke er genert nu, altså som voksen, så det er ikke noget han direkte har "lært" af mig...

Kan du give mig nogle redskaber til at håndtere hans generthed? Og kan du fortælle mig, hvordan du synes jeg skulle have håndteret de situationer jeg omtalte? Jeg mangler virkelig noget konkret rådgivning i konkrete situationer, for jeg kender egentlig godt den overordnede linie til håndtering af generte børn, jeg synes bare også det nogle gange er svært at kombinere det med at have respekt for andre mennesker også...

Jeg vil lige sige, at vi inden hans fødselsdag, stille og roligt havde talt med ham om dét der med at huske at sige tak, og det lød som om han var helt med på det, men virkeligheden var jo så alligevel en anden.

Mange hilsner, Helena

Læs Helens svar »

Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?

Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

17. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Søskendekonflikter

Kære Helen Der har nu været en lang periode hvor min datter på 3 år og søn...

Læs hele brevet og Helens svar

4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.

Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng

Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...

Læs hele brevet og Helens svar

23. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 9 mdr.

Nedsmeltninger og temperament

Kære Helen. Jeg håber, du kan hjælpe os med nogle redskaber til at håndtere...

Læs hele brevet og Helens svar

18. april 2025 | Opdragelse | 4 år

Sur 4 årig pige der råber meget

Kære Helen Vores pige på nu 4 år har de seneste par måneder haft meget...

Læs hele brevet og Helens svar

3. april 2025 | Udvikling | 4 år, 5 mdr.

Social angst og skoleudsættelse

Kære Helen. Vi er altid meget glade for dine svar. Der er lidt tid til mit...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: