Svar: Hvad er det der sker ...

---

Hej med dig

Det er faktisk meget normalt at børn i 2-3 års alderen kan vågne om natten og virke helt ude af den, ofte virker barnet stadig halvtsovende og man kan hurtigt, når man taler med barnet ligesom blive en del af barnets drøm, hvilket kan gøre situationen værre. Det kan virke meget ubehageligt fordi man ikke rigtig kan trænge ind, man kan ikke få hende "vækket" hun er ligesom i en eller anden tilstand af ulykkelighed.

Det skyldes meget ofte drømme og det er helt rigtigt det du gør, at tilbyde vand, prøve at putte hende igen, berolige med et stille "såå lille skat" og hvis det ikke virker, så må man vurdere om hun skal have lov til at være lidt alene og finde roen selv eller om du, som om dagen skal tage hende op og holde hende fast, for at få hende rolig.

Der er ingen tvivl om at børn i 2 års alderen oplever rigtig meget og har en masse tanker og oplevelser som skal bearbejdes i drømme, nogle gange kan man også hører dem sige forskellige ting i drømme, der peger i retning af hvad det er de drømmer om.

Det er ofte en rigtig god idé at sætte sig om aftenen, som en del af putteritualet og tale med barnet om hvad der er sket den dag, simpelthen gennemgå dagens forløb med alt det gode, alt det sjove og alt det mindre gode, fordi det hjælper på det tankemylder barnet har og gør at barnet måske kan sove lidt mere roligt efterfølgende. "Da Emilie vågnede til morgen, så puttede du hos mor og far, så stod vi op og fik tøj på og så skulle du i vuggestue I vuggestuen skete der det og det og du ... ". Hvad der nu er sket i løbet af dagen.

Der er ingen tvivl om at selvstændighedsalderen er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor ...

---

---

... tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, de er så skønne de unger - men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og barnets anfald kan sagtens som du beskriver det "komme ud af det blå".

Når din datter mister sig selv, hvilket hun gør fordi hun hjernemæssigt stadig er meget umoden, hun har endnu ikke dannet de forbindelser i hjernen der skal lære hende at slappe af, bevare roen osv. så er det rigtig godt at du holder hende tæt ind til dig. Hvis hun sparker, slår osv. så må du gerne i starten bare sidde i nærheden, vise at du er til rådighed, at du gerne vil hende og kan rumme at hun har det som hun har - du går f.eks. ikke fra hende fordi du oplever hende som hysterisk. Berolig hende med dine ord, din stemme "Nåå, lille skat, bliver du bare så ked af det, sååå, rolig nu" og samtidig med at du siger dette og hun mærker din ro, så kan du sikkert fornemme at hun også begynder at slappe lidt mere af. Tag hende så op, sæt dig med hende på skødet, vug hende, brug dig selv. Brug din krop som et tæppe der lægger sig omkring hende og får hende til ro.

---

---

Det du fortæller lyder altså normalt og det du gør, eller prøver at gøre lyder også rigtig fint. Det er ikke fordi du gør noget forkert, det er bare en rigtig svær alder, det er en svær periode lige nu :o) Hatten af for dem, der vælger at få børn med 2-2½ års mellemrum ... :o)

Jeg håber du kan bruge lidt af ovenstående videre, fortsat held og lykke med hende:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---