Svar: Hys og morsyg skattepige

---

Kære mor

Det er meget normalt at børn protesterer over at forældre knuser og kæler ligesom de også søskende imellem kæmper om at blive set mest, have mest plads ...

I skal derfor blive ved med at give hinanden kærtegn, knuse hinanden, kramme hinanden osv. både voksne og børn - også selvom Rasmine bliver gal og frustreret. Når hun oplever at I er glade for hinanden, så oplever hun kærlighed, at tage hensyn til hinanden og at der er plads til alle i jeres familie og det er rigtig godt at lære det. Derfor skal I blive ved med at gøre som I gør.

I skal selvfølgelig huske at tage hende med en gang imellem, så hun ikke bare står og ser på. Efterhånden som hun bliver større kan I lege legen "hvem kysser først far" eller "hvem skal have en kildetur" og hun vil elske det.

Når man vokser op med søskende, så må man nogle gange vente på at det bliver ens tur og det er ikke altid let. Med fire børn i jeres familie er det måske nogle gange ekstra hårdt og det kræver stor social kompetence at kunne lytte til hinanden, respektere når andre er på og vente på ens tur. Drengene har naturligt i kraft af deres alder lettere ved dette men samtidig skal de jo naturligt ikke altid komme til sidst og et eller andet sted, har jeres dreng jo ret, når han siger til Rasmine at nu må hun vente - nu er det hans tur - det var jo ham der kom først ...

Det er naturligvis vigtigt at børnene oplever at de har betydning hver især, at de bliver hørt og set hver dag og at de derigennem får styrket deres selvværd. Det er vigtigt at give plads til dem alle og selvom det kan være hårdt at få at vide at man skal vente, så er det en vigtig del af livets læring. Vi kan ikke altid få det som vi gerne vil og ønsker og når verden går os imod, så er vi nødt til at lære at bevare roen - det nytter ikke noget at vi gakker ud og hamrer hovedet i gulvet ...

Børn er forskellige og nogle børn har naturligt mere temperament og viser betydeligt mere egenrådighed end andre. Især i alderen 1-3 år mærker man ofte dette og Rasmine er så småt begyndt, hun øver sin selvstændighed.

Hun vil så gerne gøre ting, som hun ser I andre gør og hun øver sig rigtig meget, hun kæmper, forsøger, prøver men hun mestrer det ikke endnu. Legetøjet, skoene eller noget andet driller eller I voksne misforstår, hvad hun vil, fordi hun stadig mangler ord og har svært ved at udtrykke sig. Hun udtrykker sig stadig mest fysisk og derfor bliver det ofte meget let til gråd og kan meget let tolkes som hysteri, når tingene ikke vil som hun vil.

Rasmines hjerne er stadig ikke færdigudviklet. Hun har endnu ikke dannet de forbindelser ...

---

---

... i hjernen, som er vigtige for at kunne bevare roen, for at kunne tænke sig om, slappe af, ikke stresse osv. Det vil ofte ses i forbindelse med små bitte ting, ting der i dine øjne virker som bagateller, men som for hende betyder rigtig meget og når det hele driller, så er hun oprigtigt ked af det - hele verden bryder sammen.

Det har hun naturligvis behov for at du forstår og det er rigtig vigtigt at du her forsøger at sætte ord på "Nå, bliver du bare så ked af det lige nu, såå". På den måde hører hun at du godt kan forstå det og når man føler sig forstået så falder man til ro. Hvis du samtidig kan give hende lidt fysisk kontakt, holde lidt ekstra om hende, tage hende på skødet, kærtegne hende lidt osv. så påvirker du tli dannelsen af en masse vigtige hormoner, som får hende til at slappe af, finde roen og derved dannes de vigtige forbindelser i hjernen stille og roligt.

Det er ikke det samme som at hun altid skal have ret eller have sin vilje, du må gerne holde fast i det nej, som måske har udløst hendes fortvivlelse; men det er vigtigt at du viser hende, at du forstår det og at du kan rumme at hun har det som hun har det. Du bliver ikke vred, ked af det, sur, du tager det ikke personligt - du bevarer roen og viser at det er helt okay, at det her er svært for hende.

---

---

At hun er ekstra morsyg i øjeblikket hænger sandsynligvis sammen med at hun lige nu øver sig i at gå selv, men endnu ikke helt har modet til at gøre det alene. Hun er igang med at adskille sig fra dig og for at kunne gøre dette, skal hun være godt tilknyttet - hun skal vide at den sikre base stadig er der. Derfor er hun lige nu lidt mere pylret og tryghedssøgende omkring mor - hendes 'mor-depot' skal fyldes lidt ekstra op, for at hun tør bevæge sig ud i verden på egen hånd.

Hun er stadig så lille at hun ikke helt forstår hvor du er, når du går fra hende - de fleste børn er omkring 16 måneder inden de helt forstår at du er i rummet ved siden af og at hun kan gå derind, hvis hun savner dig - at du går er ikke ensbetydende med at hun er forladt.

Så prøv om du i øjeblikket kan give hende ekstra meget fysisk kontakt, kram, kys, kildeture, massage, kærtegn, vugge hende, sidde med hende, danse med hende osv. Jo mere jo bedre. Hvis du bliver træt af at hun 'klæber' så vil det virke modsat, hvis hun føler at du skubber hende væk, så bliver hun usikker på hvor du er i forhold til hende og så vil hun klæbe endnu mere. Så lige nu, vil det være rigtig godt at give hende lidt ekstra nærhed, så hun føler sig tryg nok til at møde verden.

Fortsat held og lykke, håber mine tanker hjælper videre på vej:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---